At flygte


0Likes
0Kommentarer
312Visninger
AA

1. ... er som at ligge i skjul

 

Jeg åndede lettet ud og kiggede mig tilbage. Gaden var helt tom. Mon de havde set mig? Mon nogen var fuldt efter mig? Jeg rettede på min nye, lysebrune skuldertaske og satte tempoet ned. Jeg var løbet de sidste 150 meter ca., der var fra skolen og til gadehjørnet, hvor jeg altid satte farten ned. Det var hér jeg havde mit frirum. Hér jeg kunne ånde lettet op. Jeg kunne lige præcis ikke se skolen eller mit hus, der lå en 300 meter længere væk. Man kan vel godt kalde det at flygte.

 Jeg blev her tit et par timer efter vi havde fået fri fra skole. Jeg mener, hvad skulle jeg lave derhjemme? Høre på min mor, der konstant brokker sig over min far? Tja, muligvis. Bortset fra hun ikke er hjemme. Hun kommer først hjem fra arbejde kl. 17. Lille mig sidder alene indtil da; uden noget som helst at lave. Min far? Nææ, ham ser jeg næsten aldrig. Hvorfor? (Regner jeg med du tænker) Jo, fordi han er et egoistisk svin som alle andre mænd! Han sætter ikke pris på mig - gider mig ikke og prøver aldrig på at komme i kontakt. Ligesom sidste år, da han lovede at tage min to år yngre lillebror og jeg med ud at rejse i foråret, der brændte han os af.

'Det er alt for dyrt at rejse i ferierne. Så bliver det en afbudsrejse og du kan jo ikke gå glip af din skole! Og mon ikke du får stillet din rejse lyst næste år, ik' min pige?' sagde han og smilede som var det ingenting, fordi han nu mente jeg var blevet stor og skulle et helt skoleår på udveksling i 10. klasse til Alaska, USA. Så igen valgte han sin lille svenske kæreste fremfor os. Sådan var det faktisk hele tiden. Når vi var på besøg skulle han altid fortælle os om, hvor meget hendes øreringe havde kostet, hvor meget halskæden havde kostet og ringen osv. 'Den har kostet 4000 og kostede 6000, da den ikke var på tilbud. Den her var så en tidlig fødselsdagsgave,' sagde han og pegede stolt på halskæden, som jeg faktisk ikke kan huske, hvordan så ud. Jeg var ikke til stede. Eller jo - jeg var fraværende.

Hans undskyldning var, at han hellere end gerne ville tage os alle sammen med ud at rejse. Men hvorfor så ikke bare gøre det, i stedet for at bruge penge på en svensk tyv. En svensk tyv, der havde stjålet min far og som ville have ham til at bo sammen sig 350 kilometer væk fra mig. 350 kilometer væk fra hans datter han alligevel ikke kommer til at se et helt år. Men skidt pyt med det! 'Hun er jo ved at  være stor og får snart kæreste, så gider hun da ikke være sammen med sin gamle far!' Igen var der endnu en undskyldning. Den holdte bare ikke, for da jeg droppede min kæreste valentinsdag, for at tage hen til ham i Sverige var han ligeglad. Han var måske ikke ligeglad, men han satte ikke pris på det og fortalte mig ikke, at han var glad for det.

Han var bare egoistisk. Men mest af alt nærig!

Hvis bare jeg kunne tage mig sammen  til at fortælle ham, hvordan jeg havde det. Se ham i øjnene og fortælle ham det direkte.

Det kunne jeg bare ikke. Dérfor flygtede jeg. Derfor sad jeg her, helt alene. Nu kæresteløs, fordi jeg havde været så egoistisk og kun tænkt på mig selv og mit forhold til min far. Men når jeg flygtede - når jeg sad her - så himlen et par nuancer lysere ud og fuglene syntes at synge en oktav højere. Jeg kunne ligge i skjul og være ingenting. Glemme alt lortet i mit liv og bare dø stille hen af fuglesang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...