At flygte


0Likes
0Kommentarer
334Visninger
AA

2. ... er ikke kun fysisk

 

Jeg vågnede en time senere. Eller var det tre? Der var blevet en smule mørkt og jeg kunne ikke længere høre fuglene. Jeg trak min mobil op af lommen og tjekkede klokken. '18:13' stod der på displayet lige ovenover det lille brev-tegn, der skulle forsøge at forestille en sms. Jeg åbnede den og så til min store overraskelse at min mor havde skrevet:

Hvor bliver du af :) Knus mor. Jeg orkede ikke at svare og skulle lige til at stoppe den i lommen igen, da den brummede ved lyden af sms fra ...

Far. Selvfølgelig.

Hej min snut. Hvornår vil i gerne kommer igen? 'Aldrig' var der en stemme, der sagde i mit hoved.

Jeg sms'ede tilbage: Det ved jeg ikke. Hvad med den rejse du havde lovet os?

Der gik ikke lang tid før endnu en dukkede op. Nåå ja! Det er bare lidt dyrt min skat. Kan vi ikke snakke om det, når I engang kommer? Jeg elsker dig.

Jeg satte mobilen på lydløs. Jeg havde brug for at være alene, helt uforstyrret. Jeg lagde hovedet tilbage og trak vejret dybt og langsomt.

Da jeg trådte ind ad hoveddøren blev jeg mødt af en stærk lugt af lasagne.

"Hej mor!" råbte jeg for at overdøve emhætten, der var tændt for at hun kunne ryge ude i køkkenet. Der var intet svar, men hun kiggede bare op.

Jeg tjekkede min mobil igen: Jeg kommer snart forbi, så jeg kunne hente nogle flyttekasser, ik'?

Ja, hvilken anden grund skulle du da have til at komme til Danmark igen. Din dejlige kæreste ligger jo i Sverige! Han havde forrådt mig. Forladt mig. Jeg følte mig tilsidesat og som noget han var tvunget til at elske og tilbringe tid sammen med, i stedet for, at det faktisk var noget han ville af hele sit hjerte.

Ja, helt i orden, svarede jeg koldt tilbage og håbede på noget respons. Intet. Ved 19:30-tiden dukkede han op og havde ringet på. Jeg fandt flyttekasserne og smækkede dem i armene på ham. Da han havde taget dem og jeg havde lukket døren hurtigt igen gik jeg ud i køkkenet. Jeg knækkede sammen. Jeg fandt mine øretelefoner, jakke og sko og satte kurs mod mit frirum. Jeg flygtede fra ham. Jeg flygtede fra alt der handlede om ham. Jeg ville lukke af fra ham. Jeg ville flygte. Jeg sad nede på gadehjørnet og lyttede. Lyttede til stilheden. Hvis bare det kunne være sådan hele tiden. Stille uden stress. Ingen far, der vælger en kæreste frem for mig. Ro uden larm. Ingen lillebror eller mor, der råber. Mørke uden lys. Et evigt mørke, der ville fortsætte - præcis som nu. Der ville ikke være noget håb: min far ville aldrig ændre mening og ville aldrig lytte til mig! Han ville høre, hvad jeg sagde, men ikke lytte til det. Han var flygtet. Han var flygtet fra forældrerollen og lod os sidde til i Danmark. Jeg følte, han var flygtet fra mig og ikke gad mig. Det var vel nok fordi jeg ikke var god nok. Min musikliste var på shuffle og pludselig begyndte lidt langsommere sange at spille. Mørke sange. Jeg kunne ikke andet end at relatere til dem. Jeg hadede det. Hadede det hele! Min far, ham der havde forrådt min lillebror og jeg. Hans lille svenske kæreste, han havde flygtet til Malmø med. Jeg hadede dem og alt ved mit liv. Jeg følte, at han skubbede mig mentalt væk. Skubbede sig selv væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...