At flygte


0Likes
0Kommentarer
333Visninger
AA

3. ... er fristende til tider

 

Vi havde et par gange snakkede om børn, der var flygtet hjemmefra og hvorfor de gjorde det. Ja, hvorfor? Fordi det var nemmere. Kort sagt, fordi de ville væk.

Jeg ville væk.

Jeg rejste mig.  Gik hen ad gaden. Jeg skulle væk. Jeg bevægede mig mod skolen og tog en cykel, der stod ulåst i cykelstativet. Jeg tænkte ikke. Det hele kørte rundt i mit hoved; det var nu. Jeg steg op på cyklen og trådte hurtigere rundt i pedalerne, end jeg nogen sinde havde gjort før! Folk forstod det måske ikke, men det kunne være lige meget om de gjorde. Det her var mit valg. Mit liv. Hvis min far kunne skride fra sine børn, for at bo i Sverige og bruge penge på hende dagen lang, for bagefter ikke at gide at tilbringe tid eller bruge penge på os.

Jeg boede i en lille by og det tog derfor ikke lang tid at cykle til udkanten. Jeg befandt mig på landevejen og havde vel kørt i godt og vel tre timer. Det var langt hen ad aftenen og solen var gået ned. Det kan godt være mine veninder prøvede at opmuntre mig til tider og sige, at han stadig elskede mig højere end alt på jorden. Men hvordan kunne jeg være så sikker på det? Ikke engang at komme hjem til min 16-års fødselsdag kunne han ofre tid og penge på. Det var kun hende. Kun Ewa.

En tåre trillede ned ad min kind. Et halvt sekund efter en mere. De var ikke ensomme. De var ikke forladt. Deres "familie" fulgte med dem. Der gik ikke lang tid, før en hel flod strømmede ned ad mine kinder. Jeg forstod det bare ikke: hvordan han kunne få sig selv til at være så egoistisk og bare forlade os. Jeg stoppede op og smed cyklen i grøften. Jeg gik et lille stykke vej indtil jeg så to skarpe lys i det fjerne. Min mave knurrede og det begyndte at flimre for mine øjne. Det skarpe lys var nu helt tæt på! Pludselig var det væk.

Alt var væk. Jeg åbnede øjnene og så ikke andet, end min far. Han stod nogle meter foran mig og der var helt bælgmørkt, bortset fra ham. Han lyste op. Der var lys - håb. Lyset forsvandt en smule og en anden skikkelse dukkede op. Ewa smilede til mig og vinkede. Skulle jeg vinke igen? Jeg tog pludselig mig selv i at stå og vinke automatisk. Jeg lukkede øjnene og mørket omgav mig endnu mere end før. Endnu mere, end nogen sinde før. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...