Sommerhuset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Færdig
(En novelle)
To gamle venner mødes i et sommerhus fyldt med minderne.

0Likes
0Kommentarer
339Visninger

1. Sommerhuset

 

Hun var sent på den, ikke meget; seks minutter, da hun tjekkede uret. Derfor havde hun regnet med, at han ville være der da hun kom, men vinduerne i det lille sommerhus var mørke, da hun kørte ind i indkørslen. Han var der ikke, konstaterede hun.

Hun havde ingen nøgle, så hun blev i den varme bil og skruede lidt op for radioen, som spillede Rihanna-hittet ”Diamonds”. Hun tjekkede sin telefon for beskeder, men der var kun en sms fra en veninde, der spurgte om de skulle ses over en kop kaffe i morgen. Hun orkede ikke at svare.

Tyve minutter senere kunne hun ane en skikkelse komme cyklende. Hun genkendte ham, da cyklisten kom nærmere, og hun steg ud af sin bil. Det var en smule køligt, og de mørke skyer samlede sig over hovederne på dem. Hun krydsede armene og afventede hans forklaring.

Han stillede cyklen op ad rækværket, der skjulte husets have for omverdenen. Han havde røde kinder, enten af kulden eller det faktum, at han var kommet en halvtime forsent til hans egen aftale. Han havde glemt cykelhjelmen.

”Undskyld forsinkelsen,” sagde han og tørrede sveden af panden.

”Det må du nok sige, jeg har ventet herude i en halv time,” sagde hun tvært.

”Undskyld, trafikken sinkede mig, men du kunne da bare ha’ gået indenfor.”

”Af hva’? Du har da aldrig givet mig en nøgle.” Hun rynkede brynene, og han kunne ikke lade være med at smile. Det klædte hende, syntes han.

”Du har da været her før, der ligger en nøgle under dørmåtten,” fortalte han hende.

”Øh.” Han kunne ikke lade være med at grine af hende.

”Kom lad os komme indenfor før vi dør af kulde,” klukkede han let. Hun fulgte efter han, og kunne ikke lade være med at smile af måden han nærmest fløj op ad trappetrinene.

Gangen var mørk, selv da han havde tændt lampen på reolen. Hun hang jakken på en af de utallige kanger og stillede skoene. Hun betragtede lidt maleriet på væggen, det hang en smule skævt. Det forestillede to børn, der legede i en forårsgrøn skov.

Min bedstemor har malet det, kunne hun huske, han engang havde fortalt hende. Da jeg var lille troede jeg altid det var os der legede. Det havde hun altid ment det var.

Hun røg brat ud af sit tankespind og opdagede forundret, at hun var alene i gangen. Hun fandt ham i køkkenet. Han havde hovedet inde i et af køkkenskabene, men opdagede hende alligevel.

”Te eller kaffe?”

”Te,” lød svaret. Han fandt to krus frem fra det cremefarvede skab: det ene var med kyllinger, hun havde altid syntes det var mærkeligt at de gad beholde det, og den anden havde tre lyserøde T’er.

”Ting Tar’ Tid,” konstaterede hun. Han så lidt  på krusene i hans hænder, før han trak på skuldrene og mumlede: ”Jah.”

Så smilte han.

 

De havde sat sig i den gamle sofa i dagligstuen og tændt op i pejsen. Der var utrolig koldt i forhold til, at de var i midten af August, men de havde dog også begge lært efter mange års erfaring, at man ikke altid kunne stole på, at det danske vejr holdt sig til årstiderne. Ej heller vejrudsigterne virkede længere troværdige, som i dag havde lovet masser af solskin og måske en smule regn. Regnen der styrtede ned udenfor, var et klart bevis på deres påstand.

Hun trak det uldne tæppe lidt tættere på og tog en slurk af hendes te.

”Så, hvordan går det så i lille Danmark for tiden?” spurgte hun for at få en samtale kørende. Det var tre år siden de sidst havde set hinanden, så hun undrede sig ikke over, at det var en smule akavet.

”Jo fint nok. Der er stadig krise, så det er lidt svært at få et job, men jeg skal til jobssamtale hos Politiken på tirsdag,” fortalte han.

”Som journalist?” Han nikkede.

”Hvad med studierne?"

”Jeg blev færdig i slutningen af juni.”

”Jamen tillykke.”

”Tak. Arbejder du stadig på den der avis i England?”

”The Times, jah. Men jeg overvejer lidt at sig op.”

”Nå, hvorfor dog?”

”Jeg har brug for noget nyt, tror jeg.”

”Nå, okay.” Hans krus var stadig helt fyldt, mens hendes næsten var tomt, så han tog en slurk. Han havde nu aldrig brudt sig om te.

”Jeg er lige flyttet sammen med Robert,” fortalte hun og kigger ind i flammerne.

”Nå, hvorhenne?”

”Birmingham.”

”Er der ikke lidt langt til arbejde, så?”

”Narh, det går.”

”Hvordan går det egentlig med jer to?”

”Okay, vi er forlovet nu.”

”Nå.” Han kunne ikke skjule sin overraskelse. ”Hvornår skete det?”

”To uger siden.”

”Jamen, tillykke så.” Han var en smule målløs og vidste ikke helt hvad han skulle sige. ”Hvornår...”

”Hvornår det står? Til april.”

”Nå.” Han så ned i sit krus. Det var lidt ligesom da hun flyttede med sin mor til England, da forældrene blev skilt. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, for han vidste, at han ikke kunne gøre noget for at ændre det. Beslutningen var allerede taget.

”Må jeg spørge hvorfor nu?” Hans stemme er en smule hæs. Hun sukkede. ”Daisy?”

”Jeg er gravid, Peter.”

Han rejste sig brat op fra sofaen. Hun kiggede ikke på ham, men holdt blikket mod flammerne i pejsen. ”Undskyld mig...”

Han gik, hun blev siddende i sofaen. Hun bed sig i læben, han lod tårene trille da hun ikke længere kunne se ham.

 

Det var svært at forstå hvordan det endte der. Hvordan de kunne gå fra at være de bedste bedste venner, til pludselig at være som fremmede for hinanden. Hvordan en skilsmisse og en flytning pludselig kunne vende alt på hovedet. Hun ville være blevet, hvis hun kunne. Hun ville havde holdt kontakten, men det var svært. Så svært at hun til sidst gav op, mente ikke længere at det var værd at kæmpe for.

Deres verdener var så forskellige, de bevægede sig i to helt forskellige retninger, alt for hurtigt. Det er ikke meget at gøre. Nu er det forsent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...