Min kæreste Amanda

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
En historien om at flygte fra livet, tro på livet og mest af alt: finde sin plads i livet.

40Likes
51Kommentarer
2122Visninger
AA

4. Stjerner

 

Stjerner

Solen var så småt begyndt at gå ned da de nåede til den tyske campingplads i Nordvesttyskland, så Amanda og Line skyndte sig at sætte teltet op. Line satte gang i bålet mens Amanda gik ud i skoven for at finde grene de kunne bruges til snobrød og det nåede at blive så mørkt at hun knap nok kunne finde tilbage før hun fandt nogle hun var tilfredse med. Line lo. Den lille perfektionist. Hun gik i gang med at snitte spidserne med en lommekniv mens Amanda fandt snobrødsdejen frem.

 

”Det her er faktisk meget sjovt,” sagde Amanda lykkeligt mens hun snoede dejen om sin gren og lagde den hen over bålet. Line nikkede bedrevidende og lo. ”Jeg vidst ikke du kunne lide at campe, mor.”

”Da jeg var helt lille plejede min familie at tage ud og campe i det her lille tyske område nær den danske grænse,” sagde hun og aede Amandas hår. Hun stoppede op et øjeblik mens hun betragtede fletningen melankolsk. ”Vi slog telte op, lavede bål og sang og spiste snobrød.  Jeg var lille så jeg husker det ikke så tydeligt, for siden jeg fyldte seks har jeg ikke været der, men det var de lykkeligste dage i min barndom. Jeg slog det op for et par uger siden og fandt ud af hvor det lå… Jeg har altid gerne ville have at vi to, tog derhen sammen en dag. Så kunne vi også slå telte op og lave bål og synge og spise snobrød.” Amanda smilte. Det var sjælendt hendes mor fortalte som sin barndom.

”Her er nu også dejligt,” sagde hun og Line fulgte hendes blik op på de tusinde af stjerner. Et stjerneskud fløj hen over himlen. Line lagde sin arm om Amanda og hev hende tæt ind til sig.

 

”Ville det ikke være fantastisk bare at stå op en morgen, pakke sine ting og forlade civilisationen for altid? Flygte fra livet?,” sagde hun drømmende. Amanda var stille i noget tid.

”For altid? Nej, jeg ville savne skolen…” sagde Amanda. Line smilede og knugede hende endnu tættere ind til sig. Hvor havde hun dog en vidunderlig datter. ”Ville du ikke savne dit liv, mor?”

”Jeg ved ikke… Jeg tror bare aldrig jeg har passet ind i den her verden: i det her samfund. Jeg duer ikke til at tage ting som efterløn, reallån og tørretumblere seriøst. Jeg duer ikke til at tro at jo mere praktisk og ordentlig man er, jo bedre et menneske må man derved være. Jeg duer ikke til klichéproppede, romantiske komedier, modetøj og jeg kommer aldrig til at kunne tage seriøst at det tage en kandidat i filosofi automatisk lægger dig i socialklasse 1. Nogle gange så tror jeg at vi, samfundet, vi glemmer at føle. Føle skyld, føle glæde, føle sorg, føle kærlighed. Og alle os der rent faktisk føler, vi duer ikke. Ikke i dette samfund,” sagde Line. Amanda nikkede eftertænksomt.

”Ja, det giver jo god mening,” sagde hun. Line rystede på hovedet af sig selv. Hvordan kunne hun tale sådan til en 10-årig?! Men så brød hun ud i latter. Hvordan kunne en 10-årig blive talt sådan til og responderer med ”Ja, det giver god mening.”

”Men jeg ville savne dig, Amanda.”

”Jeg ville også savne dig, mor,” gabte Amanda. Og lige der i sin mors trygge favn, faldt hun i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...