Min kæreste Amanda

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
En historien om at flygte fra livet, tro på livet og mest af alt: finde sin plads i livet.

40Likes
51Kommentarer
2153Visninger
AA

8. Slutspil

 

Klokken var præcis 10.21 23/5 2012, da Martin fik et opkald han aldrig skulle glemme. Han stod i Kastrup lufthavn og var ved at tjekke sine kufferter ind. Han skulle væk på forretningsrejse i weekenden. Havde det været hans arbejdstelefon, havde han ignoreret den. Han kunne altid ringe tilbage, når hans fly var landet. Men da det gik op for ham, at det var hans private telefon, som kun en håndfuld mennesker havde nummeret på, vidste han at det måtte være vigtigt. Nummeret var blokeret, og Martin kendte kun ét sted, der kunne få adgang til hans private nummer og som var blokeret. Hans hjerte sad helt oppe i halsen, da han svarede mobilen.

”Martin Eriksen,” svarede han kort.

”Jo, Martin, du snakker med Jørgen Albrecht nede fra Nordsjællands politi, station Egedal,” lød det fra den anden ende af røret. Martin sank en klump, og kunne mærkehvordan han blev svimmel.

”Er Amanda okay?” nærmest råbte han ind i røret.

”Amanda?” sagde Jørgen og fortsatte så efter en kort pause: ”Din datter? Ja, hun er okay. Men jeg kan se her du er angivet som Line Gridgaards kontakt i nødstilfælde?”

”Ja, det er korrekt,” sagde Martin, der trods hans værste frygt var blevet aflivet nu mærkede en hel ny frygt vågne inden i sig. ”Er der sket noget med Line?” Der blev stille i den anden ende af røret, før Jørgen kom med et dybt og sørgmodigt suk.

”Jeg tror det er bedst hvis du får nogen til at hente din datter fra skole og passe på hende et par timer, mens du kommer ned på stationen. Jeg har nogle frygtelige nyheder.”

 

Martin ankom godt 50 minutter senere nede på Egedal politistation. En noget overvægtig, skaldet politibetjent med rare, men sørgmodige øjne mødte ham.

”Goddav, jeg hedder Jørgen Albrecht,” sagde han. ”Vi snakkede sammen tidligere?”

”Ja,” sagde Martin, og gav ham hånden. ”Martin Eriksen.” De gik ind på stationen og ind i et enorm rum fyldt med borde med computere, telefoner og politibetjente. Her Jørgen viste ham hen til et bord, der stod ud mod det kvadradiske vindue, afsides fra resten af lokalets møbler og mennesker.

”Jo, nu skal du høre,” begyndte han. ”Line er død.”

 

Martin havde godt set det komme, men at høre ordene var noget helt andet end at forestille sig at høre dem og hans første reaktion var at kaste op. Det var et held at han lige nåede at ramme en papirkurv ellers havde det været ude over både bord, Jørgen og Martin selv.

”Hvad skete der?” spurgte han med en grødet stemme. Trafikuheld? Blodprop? Mord?

”Selvmord.”
”Hvad?!” Martin kastede op endnu en gang.

”Hun skød sig selv i sin bil kl. 10.00 her til formiddag,” svarede Jørgen medfølende.

”Hvad? Hvorhenne? Hvorfor?” spurgte Martin hostende.

”Hun skød sig selv i sin bil, der holdt parkeret ude foran din datters skole… Med sig i bilen havde hun pistolen, selvfølgelig, telte, to soveposer og andet udstyr af den art, blandet skrald: madposer fra McDonald’s, en halvt drukket jordbærmilkshake, en John Denver-cd…”

”Leaving on a jetplane?” spurgte Martin med tårer løbende ned af sine kinder.

”Ja, det var den der spillede i hendes bil… da… da det skete,” svarede Jørgen og så ned i bordet.

”Det var hendes yndlingssang…” mumlede Martin og så ud på det smukke solskinsvejr, der på ingen måde afspejlede den smerte han følte inden i.

”Med i sin hånd havde hun en sammenkrøllet fotografi af din datter, Amanda, ikke sandt?” Martin nikkede. ”Og sidst men ikke mindst efterlod hun sig et brev adresseret til denne. Amanda.” Jørgen rakte ham konvolutten hvorpå, der med Lines sædvanlige kragetæer stod ”Min kæreste Amanda”.

”Vi har de andre ting liggende… hvis du skulle være interesseret i at kigge på dem?” sagde Jørgen omsorgsfuldt og forsigtigt.

”Kan…” Martin blinkede nogle tårer væk fra sine øjne. ”Kan det vente til en anden dag?” Jørgen nikkede forstående.

”Selvfølgelig. Bare tag dig al den tid du har brug for.” Martin nikkede som tak.

”Vi blev skilt for et halvt år siden… Dette skulle have været Amandas første hele weekend hos sin mor,” sagde han, mest til sig selv, med øjnene fæstnet på konvolutten.

”Hvis du vil have mit råd,” sagde Jørgen og rejste sig. Martin så på ham og nikkede. ”Skal du ikke holde det brev fra hende. Hun er måske ikke klar til at læse det endnu, men det bliver hun en dag, og så skal hun have muligheden for at læse hendes mors sidste ord til hende.” Martin nikkede samtykkende, og Jørgen lod ham være alene lidt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...