Min kæreste Amanda

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
En historien om at flygte fra livet, tro på livet og mest af alt: finde sin plads i livet.

40Likes
51Kommentarer
2120Visninger
AA

7. Skoven

 

Ude i bilen faldt Amanda med det samme i søvn. Line gættede på at det måtte være oven på det enorme måltid mad. Hun kørte et par kilometer i idyllisk fred, før tankerne begyndte at presse sig på. Først var det en angst, hun ikke helt kunne lokalisere, dernæst en vrede, så en følelse af fortabthed og til sidst kom minderne.

 

Minderne om Malthe og stolen hun kastede ud af vinduet og bogen, der røg i hovedet på Lille-Anders. Noget tid efter Line kom hjem fra psykiatrisk i en alder af syv havde hun, til sin forældres enorme tilfredshed, endelig lært at kontrollere sine følelser. Eller, det vil nærmere sige, hun havde lært at undertrykke dem. Som tiden gik, og hun kom ind og ud af puberteten, blev hun mere og mere depressiv. Udadtil var hun altid glad, positiv, sød og smilende, mens hun indadtil følte, sin sjæl langsomt rådne op i ligegyldighed, pessimisme og bitterhed. Hun lærte at fokusere på mål: Få tolv i dén prøve, svøm dét antal baner, løb dét antal kilometer og især hendes hovedmål: Kom ind på dét gymnasium. Hun blev ved med at fortælle sig selv, at når først hun kom derind, ville hun endelig få venner. Hun ville endelig have nogle, der forstod hende, og så ville hun endelig blive lykkelig. Og det var også sandt et stykke hen af vejen. Hun fik nogle fantastiske venner, nogle der forstod hende og det første halve år var hun virkelig glad. Men det er svært at bryde gamle vaner. Især når det handler om at være ulykkelig. Nogle dage kunne Line undertrykke sorgen så meget, at den helt forsvandt, mens hun andre dage bare overvejede at gøre en ende på det hele. Hun havde lyst til at snakke om det, for hun kunne mærke hvordan det påvirkede hendes skolegang enormt meget. Hvordan hun den ene dag var på toppen af verdenen og kunne klare alt, mens hun den næste dag var helt nede i kulkælderen og faldt i søvn i timerne. Men hvem skulle hun snakke med det om? Hun vidste godt, at hun ikke var berettiget de følelser, hun havde: nu hvor hun endelig havde fået alt hvad, hun havde drømt om, hvorfor skulle hun så være mere ulykkelig end nogensinde før?

 

Men en dag i 2.g fik hun nok, og hun blev endnu engang indskrevet på psykiatrisk afdeling. Men denne gang var det i orden. Denne gang skulle hun kun være der et par måneder, og så kunne hun vende tilbage til gymnasiet, og også selvom hendes forældre heller ikke besøgte hende denne gang, var hun ikke alene: det vrimlede ind og ud med venner og klassekammerater, og Line troede virkelig at nu skulle alting nok gå i orden, at hun nu endelig ville få den hjælp hun havde brug for: nogle at snakke med, nogle, der ville gøre en indsats for at forstå hende.

 

Endnu engang tog hun fejl. Da hun blev udskrevet to måneder, efter fik hun som det første af vide, at da de endnu engang ikke kunne finde en kilde eller grund til hendes voldsomme følelser og handlinger, måtte de give op. De ville gerne hjælpe hende med at finde en psykolog (som hun dog selv skulle betale for), men mere kunne de altså ikke stille op med hende. Desuden var hun vurderet til ikke at være selvmordstruet, og de var sikre på at hun ikke ville gøre skade på andre igen. Som det andet fik hun af vide af sin skole at vende tilbage, ikke ville være en mulighed. De kunne ikke stå til ansvar for hende, hvis hun skulle gå bersærk endnu engang og rent faktisk skade nogen alvorligt. Line kunne ikke klare at møde sine gamle venner sidenhen. De havde været fantastiske overfor hende, men hun vidste at hendes misundelse omkring skoledagene, gymnasiefesterne, studieturen og alt det andet ville være for meget for begge parter, og hun kunne ikke bære at afslutte nogle af sine venskaber brat og voldsomt med et skænderi. Så hellere bare lade det sive ud mellem fingrene på hende.

 

Line kørte ind til siden og lagde sit hoved på rattet da hun kunne mærke tårerne presse på. Hvorfor? Hun havde jo fået sin studentereksamen, sin bachelor og sin kandidat. Hun havde fået en smuk lejlighed i midten af byen. Hun havde været lykkeligt gift i tolv år, og trods det var slut nu, var de stadig venner. Hun havde den mest vidunderlige datter, så hvorfor kunne hun ikke bare være glad? Hun slog voldsomt sit hoved ned i rattet af ren og skær frustration. Hvorfor kunne hun ikke bare tage sig sammen?

”Now the time has come to leave you

One more time let me kiss you

Close your eyes I'll be on my way,” sang hun for sig selv mens hun betragtede den hvide bygning med de enorme vinduer foran sig. Hun trak vejret dybt ind og steg ud af bilen. Til højre for hende lå den smukkeste skov hun i sit liv havde set. Den lignede præcis det hun havde forestillet sig alle de lange, ensformige dage på psykiatrisk afdeling da hun var lille.

”Mor?” Amanda var vågnet og steg ud af bilen. Line betragtede stadig den smukke skov og vidste hvad hun måtte gøre.

”Skat.” Line så på sin smukke datter og rakte armen ud efter hende. Amanda greb den og gik op på siden af sin mor. Solen var ned at gå ned bag træerne, og fik dem til at lyse.

”Er du okay, mor?” spurgte hun bekymret. Line kiggede på sin datter og nikkede. Hun satte sig på knæ ligesom hendes mor altid havde gjort med hende, men Line bevarede øjenkontakten.

”Jeg hører ikke til i denne her verden, det håber jeg du forstår,” sagde hun. ”Jeg håber du forstår at i dette øjeblik, er jeg ikke ked af det. I dette øjeblik er jeg for første gang præcis hvor jeg skal være. Det eneste sted jeg nogensinde har skullet være: med dig. Men jeg kan ikke resten af verdenen mere. Så jeg må gå. Bare husk at jeg altid vil være med dig ved din side, for jeg er færdig med at flygte og jeg har fundet der hvor jeg hører til: hos dig. I dit hjerte. Der skal jeg bo og derfra jeg vil jeg aldrig forlade dig. Derfra kan jeg aldrig flygte eller dø. For jeg elsker dig og kærlighed dør aldrig.” Hun krammede Amanda og rejste sig. Hun vendte sig om og gik mod solen og træerne. Hun vendte sig kort om og så på sin datter en sidste gang, vinkede nostalgisk, og så forsvandt hun ind i skovens lysende blade.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...