Min kæreste Amanda

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
En historien om at flygte fra livet, tro på livet og mest af alt: finde sin plads i livet.

40Likes
51Kommentarer
2085Visninger
AA

1. Prolog

Malthe sad med armen om Line. Hendes eyeliner var fuldstændigt smattet ud over hele hendes blege og våde ansigt, og hun hev desperat efter vejret. Malthe havde aldrig set sin bedste veninde sådan før. Hun var altid glade, smukke, evigt søde og tilbageholdende Line. Men midt i en samfundsfagstime om behandling af psykisk syge var hun knækket.

 

Sonja, en af deres fælles veninder, der var noget kynisk, og på det Malthe og Line mente var den forkerte side af midten, havde sagt at psykiske sygdomme ikke var rigtige sygdomme. Man kaldte jo heller ikke onde eller dovne mennesker psykisk syge, så hvorfor skulle man nu lige pludselig passe på dem bare fordi de så mennesker, der ikke var der eller græd hele tiden? Sonja mente at de var lige præcis hvor de hørte til: nederst i de sociale klasser.

 

Malthe havde godt set at Line under Sonjas lange tale var begyndt at sidde uroligt i stolen og bide i sin pegefinger, men det var ikke voldsommere end hun normalt reagerede på folk hun var uenig med. Hun forholdte sig da også roligt i starten af sit modsvar, men jo mere hun snakkede, jo mere fik hun hidset sig op. Til sidst råbte hun bare usammenhængende sætninger omkring ikke at kunne få hjælp og være faret vild i sit eget sind mens hun begyndte at vælte bordene og kaste med tingene. I starten forsøgte læreren bare at berolige hende, selv da hun ramte Lille-Anders med hendes samfundsfagsbog, talte han pædagogisk og hypnotiserende stille. Det var ikke indtil, hun samlede sin stol op og slyngede den direkte gennem vinduet så glasset smadrede udover alle dem, der sad ved det, at han tog affære. Men Malthe var selv kommet ham i forkøbet. Lige så snart Line havde kastet den stol havde Malthe rejst sig og kastede sine arme om hende bagfra. Malthe var ret stærk, i hvert fald i forhold til lille, blonde, 1,57 meter høje Line og det var intet problem at holde hende fastlåst i sit greb, indtil hun holdt op med at kæmpe og hendes arrige prusten var blevet erstattet af en lav, klynken, der mindede om en hareunge, der tikker sin mor efter mad.

 

Hele klassen var i chok, og Lines forældre var straks blevet kontaktet. Egentlig ville de ikke have Malthe med på hospitalet, men Lines greb i hans ærme og hysteriske vejrtrækning, fik ham til at insistere. På vej i bilen havde Lines forældre fortalt Malthe, om hvordan Line allerede havde haft et anfald af denne slags, da hun var helt lille, men at det havde gået strålende i mange år.  Line lå blot i hans skød og hulkede og var helt umulig at komme i kontakt med.

 

De næste mange uger besøgte han hende, så ofte han kunne på psykiatrisk afdeling. Hun virkede glad og opløftet, hver gang hun ham og efter nogle få uger, var der intet spor af den oprevne pige, ude af kontrol, som havde kastet en stol ud af vinduet. Ofte kom de mange fra klassen og besøgte hende. Også Lille-Anders, der forsikrede hende mange gange om, at han ikke var sur på hende. De havde tit gaver med, især i form af lektier og alkohol. Og kendte man ikke til de forudgående hændelser, havde man kunnet tro de blot besøgte en ven, der skulle have fjernet sin blindtarm, snarere end en psykisk syg én, tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling. De forventede og glædede sig alle til at Line snart vendte tilbage til sit normale jeg og skolen, men det skete aldrig.

 

Hun fortalte Malthe, at skolen ville have hende til at tage en pause hvorefter hun havde værsgo og gå hele gymnasiet om, da de mente hun skulle have en helt frisk start. Det bedste ville være at vente halvandet år, så alle hendes gamle klassekammerater var gået ud først.

 

Efter det gled de fra hinanden: ikke kun ham selv og Line, men Line og dem alle. Selvom de fortsat inviterede hende til alle deres fester, dukkede hun sjældnere og sjældnere op. Til sidst så de hende slet ikke mere. Malthe kunne have sværget at han havde set hende til deres dimission sidde bagerst i lokalet, men da dimissionen var slut og han forsøgte at finde hende, var hun forsvundet.

 

Sidenhen ringede han af og til, til hende, og de to sås i ny og næ. Hun var stadig den samme gamle, glade, smukke, evigt søde og tilbageholdende Line, der lo af alle hans jokes. Da han flyttede til USA, blev det så kun til nogle mails og sidenhen små beskeder og kommentarer på Facebook. Han læste hun endelig var blevet færdigt med jurastudiet, var blevet gift, skilt og havde tilmed fået sig en datter. De sås altid over en kop kaffe når han kom hjem, men det venskab han havde følt – det venskab han havde vidst de havde tilbage i bagsædet af bilen på vej ud til Rigshospitalet kom aldrig igen. Hun lærte aldrig at falde til ro igen. Hver gang han så hende og talte med hende var alt hun kunne blot at forsøge at snakke udenom og undslippe hans spørgsmål: Hvordan havde hun det? Sås hun stadig med nogle af de gamle fra gymnasieårene? Ja, selv spørgsmålet om hvad hun lavede i hendes fritid fik hende til at lægge telefonen på. Alt hun gjorde var at flygte.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...