Min kæreste Amanda

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Igang
En historien om at flygte fra livet, tro på livet og mest af alt: finde sin plads i livet.

40Likes
51Kommentarer
2150Visninger
AA

5. Fortidens og nutidens mareridt

 

Line kunne ikke sove, så hun besluttede sig for at strække benene lidt. Hun gik ikke langt væk og holdte konstant øje med Amanda, men hun fortsatte et godt stykke tid indtil hun fandt en stor, flad sten midt i månens flod af sølvlys. Hun lagde sig på den og så på stjernerne. Hvor havde hun dog savnet stjernerne. Selvom man kunne se mange fra deres gamle have i Ølstykke var det intet i forhold til her, helt ude på landet fjernt fra alt der mindede om storby og moderne civilisation. Hun havde ikke set så mange stjerner siden… siden hun var her sidst. Hun kunne mærke en klump i sin hals og selvom hun prøvede at tvinge mindet væk om grunden til hun aldrig vendte tilbage maste det sig frem i hendes bevidsthed.

 

Hun havde været seks år gammel og alt for klog og følsom til verdenen. Hendes forældre forstod ikke når hun græd fordi de kom til at smide en af hendes bamser ud eller hun så reklamer fra dyrebeskyttelsesforeninger med mishandlede dyr. De skældte hende bare ud fordi hun skulle lære at være lidt hårdere og forsvare sig selv. Line bed sig i læben for ikke at skrige arrigt ved tanken om hendes mor der himlede med øjnene hver gang hendes datters øjne løb i vand.

 

En dag i skolen havde hele hendes klasses piger stået omkring hende. Line var dengang en meget pæn pige, der altid gik i fine lyserøde kjoler med blonder og elskede undervisning, men hadede frikvarterer. Pigerne fra klassen var blevet trætte af at Line altid var så pæn så den dag da Line kom udenfor i spisefrikvarteret havde de omringet hende og var begyndt at skubbe til hende mens de råbte grimme ting ad hende. Så grimme ord som man nu kender når man går i første klasse.

”Snob!”

”Nørd!”

”Du er bare så fin på den!”

”Fuck you!” en af pigerne havde en storbror, der gik i femte så hun kunne mange bandeord. Line gjorde ikke modstand for hun vidste hun ikke havde en chance mod elleve andre piger. Det vil sige, hun gjorde ikke modstand, indtil Rebekka kom på banen.

 

Rebekka var en lille splejs – over et halvt hoved lavere end Line og spinkelt bygget. Hun var utrolig led og meget begavet og havde altid store sår omkring munden, men alligevel var hun mest dominerende pige i klassen når det kom til mobning og Line var hendes yndlingsoffer. Men ligeså snart man svarede hende igen løb hun grædende over til læreren og så på dem, helt krøllet sammen og med sine store, grønne hundeøjne. Når Line prøvede at gøre det samme, kunne hun vide sig sikker på at hun ville blive overrumplet af mindst fire piger det følgende frikvarter og blive skubbet til og råbt ”sladrehank” efter. Rebekka brugte aldrig sine ord til at drille og mobbe hendes klassekammerater: det var hun slet ikke klog nok til. Men hun brugte sin mund… Eller nærmere bestemt: sine tænder.

 

Det skæbnesvangre frikvarter var situationen ved at blive alt for velkendt for Line. Det var efterhånden hver dag hun stod i midten af en cirkel af onde, skub, slag og, fra Rebekka, bid. Men dette var første gang hele klassens piger, selv dem hun så som sine venner, havde vendt sig mod hende. Og da Rebekka tog fat om hendes skuldre og viste sine tænder i et forvrænget smil blev det nok: lige som hun skulle til at sætte tænderne i Lines overarm løftede Line sin knyttede hånd og smadrede den direkte ind i Rebekkas perlesmil. Line var stærkere og højere end de fleste andre på hendes alder dengang og det det øjeblik, var hun også langt vredere. Rebekka faldt bagover af det hårde slag, men det stoppede ikke Line. Hun satte sig overskrævs på Rebekka og hamrede det ene efter det andet slag i hovedet på hende.

 

Det kan godt være Rebekka var populær i den forstand at alle gjorde som hun sagde, men i dette nødens øjeblik kom ingen hende til undsætning. De havde alle prøvet at være hendes offer og ingen af dem var interesseret i at komme til skade for hendes skyld. Line nåede altså at gennemtæve pigen i flere minutter før en lærer opdagede hvad der foregik og komme den lille pige med tænderne til undsætning. Det var i sidste øjeblik. Rebekka var ikke ved bevidsthed og hun blev kørt væk i en ambulance.

 

Rebekka skulle sidenhen blive helt okay, også selvom det smukke, hvide smil var ødelagt for altid. Line fortrød mange ting i sit liv, men at ødelægge lige præcis dette var ikke en af dem. Desuden skulle konsekvenserne for hendes handling blive langt værre.

 

Efter overfaldet, som det siden hen blev beskrevet (Line syntes dog at det at blive skubbet rundt i en cirkel, slået og bidt af tolv piger var lige så meget et overfald) kom Lines forældre straks og hentede hende. Hele turen i bilen blev der ikke sagt et ord til hende. Det havde hun det egentlig også helt fint med. Hun ville bare hjem på sit værelse og slippe alle sine tårer ud, men det kom ikke til at ske. Hendes far kørte ind i indkørslen til et stor grå betonblok og tog hende ud af bilen sammen med en kuffert. Derefter satte han sig ind i bilen og stirrede ud i luften. Hendes mor gik over til hende og satte sig på jorden foran hende, men så hende ikke i øjnene.

 

”Her skal du bo noget tid, skat,” sagde hun og så ned i jorden. Line så uforstående på sin mor. ”Det er et sted, der er gode til at tage sig af dine… specielle behov… bedre end din far og jeg.” Hun kyssede sin datter på panden og tog hende i hånden og gik ind i Rigshospitalets psykiatriske afdeling. De voksne sagde en masse ting Line ikke hørte. Det eneste, der fyldte hendes tanker var om hendes forældre havde husket at pakke en bamse med.  Til sidst satte hendes mors sig på gulvet foran Line igen, men så hende stadig ikke i øjnene.

”Der er gjort et værelse klar til dig,” hun så flygtigt op på Line med et blik præget af skyld og sorg, men så tørrede hun sin næse og rejste sig hastigt.

”Vi ses snart,” sagde hun ud til luften og nærmest løb ud af døren. Tilbage stod lille Line på seks år med sin enorme kuffert og så på sine forældre køre væk.

Det blev den sidste gang hun så dem i et år.

 

Året gik frem med et tempo, der var helt normalt for en 6-årig spærret inde på psykiatrisk afdeling uden nogensinde at måtte komme uden for de hvide, sterile gange og den lille, spartanske hospitalsgård og uden nogensinde at se sine forældre: forfærdeligt langsomt, men præcis et år efter hendes indlæggelse og efter utallige diagnoser (depression, ADHD, sociopatisme, bipolar sindslidelse, panikangst, generaliseret angst, OCD og aspergers) og endnu mere forskellige former for medicin mod dem blev hun erklæret ”kureret” og kunne vende hjem til sin familie som var intet hændt. Hendes tilstand blev aldrig fulgt op på og bare få dage efter hun kom hjem blev hendes øre tudet fulde af de samme gamle ord: ”Ryd op på dit værelse”, ”har du nu husket at lave lektier?”, ”tag dog nogle venner med hjem fra skole engang” (Line prøvede gang efter gang at fortælle sine forældre hun ikke havde nogle, men de mente at det var noget pjat) og, sidst, men ikke mindst; ”Tag dig sammen, hold op med at være så følsom og tag kontrol over dine egne følelser”.

 

Et hjerteskærende skrig brød Lines tankestrøm og hun farede tilbage til teltet hvor Amanda kastede sig frem og tilbage i søvne. Line ruskede vildt i hendes datter for at vække hende og da det endelig lykkedes brød Amanda sammen i tårer og knugede sig ind til sin mor. Line aede hende over håret.

”J-j-jeg drømte,” Amanda hev efter vejret og Line begyndte af vugge hende frem og tilbage i sine arme. ”Jeg drømte jeg var helt alene i et stort sort rum og skyggerne begyndte at nærme sig mig og… og… jeg blev bare mindre og mindre… og jeg kaldte på dig og far, men ingen kom… og jeg var alt for svag og jeg troede jeg skulle dø…” Amanda brød sammen i tårer og hulkede højlydt ind i sin mors sweater. Line fortsatte  med at ae Amandas glattehår og trak roligt vejret.

”Men du skal ikke være bange,” begyndte hun. ”Jeg ved du vil få et langt og lykkeligt liv. Trods du føler, er du stærk, Amanda. Den stærkeste jeg kender. Og også den bedste. Når folk er så vidunderlige mennesker som dig er de sjælendt ulykkelige. For smerte på dem selv gør ikke halv så ondt som de smil, de putter på andre folks læber gør dem glade. Og du skal vide at uanset hvad der sker eller er sket vil jeg altid passe på dig. Selvom det måske ikke altid virker som jeg er her vil jeg stå ved din side gennem alt livet byder dig. Både det gode og det dårlige. For du er min datter og der er ingen jeg elsker højere på denne jord end dig.”

Amanda trak sig ud af sin mors omfavnelse og så på hende med store øjne.

”Virkelig?” smilede hun. Line nikkede trøstende og trak Amanda ind til sig og vuggede hende i sine arme til de begge faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...