I'm Still Pregnant (Jason Mccann)

Emmy er kun 16, det værste er hun er gravid. Hun har været kærester med Jason, der er biologisk far til det lille barn hun går med, men da han fandt ud af det, forsvandt han. Alene mor kan hun se frem til at være, eller hun kan ikke se frem til det. Mon hun finder en der vil kunne være far for barnet? Vil Jason komme tilbage hvis der er en anden?

22Likes
11Kommentarer
4938Visninger
AA

20. I had tried everything: Emmy

I had tried everything

 

Kigger træt på ham da han vælger det emne, mest af alt fordi folk tit har spurgt mig, men jeg har tit stukket dem en løgn, men det jo lidt svært når han ved hvad jeg har været igennem, så jeg må sige sandheden. Ryster let på hovedet, ligger roligt min hånd på min mave, og et lavt snøft kommer fra mig. ”Jeg opdagede det alt for sent, jeg var 3 måneder og 3 uger henne da jeg opdagede det, et måned siden nu jeg opdagede det,” siger jeg roligt, og kigger lidt på ham. ”Jeg blev skræmt over det, mest af alt fordi jeg KUNNE have fået en spontan abort, eller abort ufrivilligt, kald det hvad du vil,” siger jeg lavt, og får egentlig tårer i øjnene over bare at tænke på det kunne være sket. Kører frustreret hånden igennem håret, og mit blik fakler rundt i forvirring. ”Hvordan? Hvad?” Spørger han, måske meget forvirret, inden han ser lidt frustreret rundt. Ja jeg holder faktisk øje med ham ud af øjenkrogen, det bliver man nød til, jeg skal se en reaktion, om han reagere på noget. Et enkelt grin slipper fra mig, imens tårerne triller ned af mine kinder, og jeg kigger over på ham. ”Det et måned siden det stoppede, og mit barn lever stadig, det har været stærk,” siger jeg lavt, og ryster lidt på hovedet. ”Jeg blev slået,” siger jeg så efter en lang pause, og tager hovedet helt op. Trækker min trøje over hovedet, så han kan se det, se hvordan det er skadet. ”De blå mærker er store, det var forskelligt om det lige var en hånd eller ligne som kom,” trækker på skulderne, ”så der brændemærkerne,” siger jeg roligt, og peger på små runde ar. Ja jeg har været ude for meget, et problem for dig? Nej? Men det et problem for mig! ”Jeg stressede, jeg farede sammen ved den mindste lyd, jeg forsvandt hurtigt, de kunne ikke finde mig. Jeg troede jeg havde ledt dem på andre spor, jeg troede ikke de ville vide det, de skulle blande sig udenom,” trækker på skulderne, ”men det gør de ikke,” siger jeg lavt. Går hen til et skab, trækker en af mine hættetrøjer ud som kan lynes. Tager den på og lyner den stille, så alle mine mærker er væk, kigger over på ham. ”Ja, jeg har været igennem noget hårdt, det ikke mit eget valg at beholde barnet, jeg kunne ikke få en abort, medmindre jeg gik til Jason, men så ville det jo få alvorlige konsekvenser,” vrisser jeg irriteret. Okay mine hormoner kører over lige nu, slap af Emmy, du kan godt tage det roligt, bare lad vær med at sige mere. Bare lad som om der ikke er noget, lad som om du er stærk, lad som om du er ligeglad, han skal ikke tro du er tryg, du kan ikke være tryg ved nogle. ”Bare glem det,” siger jeg frustreret, inden jeg tager hænderne over hovedet, imens jeg går lidt rundt i cirkler, helt ude af mig selv. Ingen må vide det her, hvad vil der ikke ske hvis det kommer ud? ”Glem det! Du kan ikke sige det til nogle! Ingen må vide det,” er ved at gå helt i panik, og tårerne finder hurtig vej igen, imens jeg ryster på hovedet. Hvorfor sagde jeg det? Har jeg aldrig lært at holde min kæft? Åh gud, hvis han finder ud af det, så ender det bare galt. Gud hvad har jeg nu gjort? Jeg gør alt forkert, lige præcis i dag, hvad kan jeg gøre?

 

Vender omkring på mine hæle, og skynder mig ud af værelset, og lader ham egentlig bare sidde tilbage, men lige nu må jeg et andet sted hen, jeg siger alt for meget. Han var så sød at fortælle sin historie, og nu har jeg snakket alt for langt med mit, åh gud hvad har jeg gjort?

 

***

 

Går rundt nede på stranden, cappen sidder på skrå, jeg fik den hurtig med på vejen. En tåre triller langsomt ned af min kind, imens jeg holder mit hoved lidt højt, jeg har altid lært jeg skulle holde hovedet højt, ellers faldt min krone af, selvom jeg ingen har. Har den store hættetrøje på og nogle shorts, solbriller dækker mine blanke øjne, som må være begyndt at blive røde. Kigger ud over havet, her er så fredfyldt, og det er hvad jeg har brug for lige nu. Komme væk fra al balladen, prøve at glemme det, også komme igennem det og ignorer de ved det. Eller Chris og Patrick ved det, de burde ikke vide det, hvorfor sagde jeg det? Argh!

 

Bevæger mig roligt ud på badebroen, sætter mig på kanten, og lader benene hvile lidt i vandet, det er dejligt afkølende nu hvor jeg skal have min store trøje på, jeg kan jo ikke rende rundt og vise alle mine mærker, så ville alle folk begynde at spørge, og nej. Okay godt nok kommer der ikke rigtig nogle her, men alligevel, engang imellem kom der nogle, og man kunne aldrig være for sikker. Roder lidt i min lomme, og finder det hvide pulver, griner et enkelt grin, hvor er jeg dum, at jeg har været inde i alt det. Smider det ud i vandet, og ser det med lettet hjerte flyde væk fra mig, og alt hvad jeg har. Heldigvis er det noget jeg har undladte at fortælle dem, for de skal ikke kende til alt mit misbrug omkring så meget, der er alt for meget, og ja det ville bare blive værre. Fare sammen da jeg hører vandet plaske længere væk fra mig, og giver mig egentlig kun dårlige minder. Synker en klump og ryster let på hovedet, der sker ingen ting, du har ikke set Jason i nogle dage, så han kan ikke være tilbage. Han må have gjort noget dumt, eller bare prøvet at ignorer det, men nej hvad siger jeg? Han kan ikke ignorer noget, når han føler han ejer noget, så skal han nok få det tilbage. Alt hvad han mener han ejer har han, og det forsvinder ikke bare væk. Ligger håret over skulderen, inden jeg kigger til den modsatte side da jeg hører nogle høje stemmer, men det som om alt omkring mig går i stå. På lang afstand kan jeg se dem, hvordan de tror de ejer lige denne strand, den strand jeg altid er ved. Det kan ikke være dem, de kan ikke være her, de kan ikke være der hvor jeg er, eller der hvor jeg nogen lunde føler mig tryg. Nej vent Emmy! Du kan ikke føle dig tryg, så kommer de, det er hvad der er sket, hvornår lytter jeg til mig selv? Aldrig! Det bliver jeg nød til at gøre nu, det kan ikke passe det her, jeg hader det her øjeblik, og lige nu ønsker jeg at være tilbage i huset, så jeg bedre kunne have forklaret, men nej, jeg er en kujon.


Ser derover igen, og gruppen er væk, undtagen en person, de andre render rundt i vandet, men den ene person, med det brune hår, står egentlig og kigger hen på mig. Mon de ved det mig? Skal jeg ikke bare ignorer dem? Så kan det være de ikke opdager mig, hvis jeg er heldig. Okay nu må drengene altså godt komme herned så jeg kan komme hjem! Jeg tør ikke gå selv, lige nu er jeg bange. Hele min krop ryster, mit hjerte springer flere slag over. Få mig væk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...