I'm Still Pregnant (Jason Mccann)

Emmy er kun 16, det værste er hun er gravid. Hun har været kærester med Jason, der er biologisk far til det lille barn hun går med, men da han fandt ud af det, forsvandt han. Alene mor kan hun se frem til at være, eller hun kan ikke se frem til det. Mon hun finder en der vil kunne være far for barnet? Vil Jason komme tilbage hvis der er en anden?

22Likes
11Kommentarer
4927Visninger
AA

18. I can't be alright, im broken: Emmy

I can’t be alright, im broken

 

Sukker opgivende, inden jeg ligger mig ned så mit hoved er lige ved siden af ham, imens jeg lytter, jeg prøver. Jeg må prøve at være ordentlig, men fortiden har sat sine spor, jeg har lært man ikke skal stole for meget på folk, desværre. En tårer triller ned af min kind, og små lydløse hulk går igennem min krop så jeg ryster. ”Hvorfor prøver du være så sød? Jeg er så led mod dig?” Ser over på ham, meget opgivende, hvorfor prøver han? Hvad forstår jeg ikke? Han kigger lidt på mig, ”fordi..” Han tøver, som om han ikke ved hvad han skal svarer, måske er det et svært spørgsmål. ”Jeg vil bare prøve være sød okay?” Siger han kort, og nærmest forsøger at skubbe emnet væk, men det også fint. ”Læg dig ned, så fortæller jeg dig en historie, om hvorfor jeg er som jeg er, den mest umulige, den trælse, gravide,” siger jeg roligt, men med meget grødet stemme. Han tøver meget, men ender faktisk med at ligge sig ned ved siden af mig, og hans guitar ligger nede på jorden, til den side vi ikke vil træde. Åbner let min mund, ”jeg begynder græde, men du må vide det, jeg kan ikke være sådan her hele tiden mod dig, du skal vide hvorfor han føler ejerskab over mig,” siger jeg lettere opgivende. Et hulk undslipper, og han trækker mig ind til ham, jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke om jeg skal føle mig tryg, eller løbe min vej. Åbner munden igen, ”det en dårlig slutning, meget dårlig,” hvisker jeg mod hans brystkasse, imens tårerne for frit løb ned af mine kinder. ”Fortæl den,” siger han med en rolig stemme, imens han roligt kigger på mig. Jeg skubber mig lidt væk fra ham, også forklarer jeg ham egentlig hele den historie som Patrick fik.

 

***

 

”Og han kom i fængsel, men jeg slap ikke væk, jeg var jo omgivet af hans venner, jeg brød mig pludselig om dem, og græd fordi han kom i fængsel, men nu, jeg kan ikke forstå det,” siger jeg med grødet stemme, og er egentlig helt ude af mig selv. Hvordan skal jeg kunne være okay? Jeg kan ikke prøve, det sidder for dybt, det kan være han kan blive okay i længden, men jeg tror ikke jeg kan. Jeg ved hvordan folk ser ned på mig, kun fordi jeg er gravid, hvordan vil de ikke se ned på mig hvis de kendte min historie, hvordan jeg havde ladet tingene ske. Får et tude anfald igen, og tager puden over mit hoved, og skriger af fulde kraft, bare får at få smerten ud. En rystelse går gennem min krop, virkelig ubehageligt. Kigger over på Chris, trækker svagt på skulderne med tårer i øjnene, ”derfor, jeg kan ikke stole på nogle, være tryg, chancen for jeg mister dem er stor, især når han går derude, og venter på at jeg giver efter endnu engang,” siger jeg mere roligt, men alligevel er stemmen ikke helt under kontrol. Vender mig omkring så jeg ligger på maven, kigger roligt ud i rummet. Jeg savner min storebror! Han vidste altid hvad han kunne gøre, han vidste alt om mig, jeg kunne ikke gå forbi ham, uden han vidste jeg var ked af det. ”Jeg savner min storebror, jeg savner alt ved ham. Jeg savner min far, den far der skældte ud fordi jeg kom hjem klokken seks om morgnen. Jeg savner Jonathan, ham som altid fik mig ud af problemer, ham som kunne få mit temperament ned på ingen tid. Jeg mistede tre mennesker på 1½ år, hvorfor skal jeg så begynde at være tryg igen? Folk forsvinder,” Siger jeg med grødet stemme, og tårerne finder igen vej til mine øjne, og triller langsomt ned af mine kinder.

Vender hovedet, og får lidt af et chok da Chris ligger lige ved siden af mig. Trækker mig lidt den modsatte vej, men det ender i jeg falder ned af sengen, og lander på ryggen. Sukker, ”det bare ikke min dag! Hvad har jeg gjort galt?!” Siger jeg irriteret, og kigger lidt på Chris, måske kender han svaret? Lige meget, det gjorde bare ondt, okay. Også bland dig udenom mine tanker, tsk. Chris ligger lidt ude på kanten, og ser lidt på mig, ”desværre kender ikke svaret, men kendte jeg det, så ville jeg nok sige det,” svare han roligt, inden han trækker lidt på skulderne. Rækker bare tunge af ham, og kommer i tanke om noget, ”Hvem har du egentlig skrevet den sang til? Eller hvorfor?” Spørger jeg, og ligger hovedet lidt på skrå, mest i nysgerrighed. Lad vær med at spørge, i vil ikke vide hvorfor jeg gør det. Han åbner munden, men lukker den hurtigt igen, inden han ser lidt koncentreret ud i luften, som om han ikke rigtig selv ved det. Skubber mig selv op at sidde igen, inden jeg ligger mit hoved på sengen, og mine øjne borer sig ind i hans, måske kan jeg få det ud af ham på den måde? "Lad mig tænke lidt," siger han, og trækker lidt på skulderne, inden han kommer lidt tættere på mig. Han vender hele sin krop, så vores hoveder er få centimeter fra hinanden. ”Og hvorfor skulle jeg hører den?” Hvisker jeg stille, imens jeg kigger ind i hans øjne, han har faktisk meget pæne øjne. Ej Emmy nu stopper du! Du kender konsekvenserne for at være tryg og holde af folk! Men.. Nej jeg kan ikke, de skal ikke slæbes ind i noget mere vanskeligt, så måske jeg bare skulle lade vær med at gøre noget, overhovedet, og fra nu af holde mig i baggrunden. Kigger den anden vej, imens jeg bider mig lidt i læben, lidt akavet også alligevel ikke. Han tager en finger over på min kind der er længst væk, og trykker lidt så jeg drejer hovedet over mod ham. ”Jeg er ikke en sød pige, du ved godt vi skændes hele tiden,” hvisker jeg roligt, imens jeg roligt studere ham. Skubber blidt til ham, inden jeg rejser mig op, kigger lidt på ham, og fniser lidt. Går hen til skrivebordet og sætter mig egentlig på det, ser lidt over på ham. Okay, lige før var jeg ked af det, nu jeg glad? Okay de her hormoner må gerne stoppe! Jeg føler alt det jeg ikke skal, mit humør ændrer sig. ”Gud hvor jeg har nogle dumme hormoner,” sukker jeg, inden jeg ligger hovedet på mine knæ, som er trukket op til mig. Følger ham lidt med blikket da han rejser sig, okay faktisk har vi begge det med at skifte humør, ret forvirrende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...