I'm Still Pregnant (Jason Mccann)

Emmy er kun 16, det værste er hun er gravid. Hun har været kærester med Jason, der er biologisk far til det lille barn hun går med, men da han fandt ud af det, forsvandt han. Alene mor kan hun se frem til at være, eller hun kan ikke se frem til det. Mon hun finder en der vil kunne være far for barnet? Vil Jason komme tilbage hvis der er en anden?

22Likes
11Kommentarer
4795Visninger
AA

14. I Always Have One Mistake: Emmy

I always have one mistake.

 

„People change and things go wrong, but always remember, life goes on.“

 

Citat af George Carlin

 

Det er tidlig morgen, rigtig tidlig, synes jeg, men det jo også mig. Klokken er fucking kun 7 om morgnen! Her er egentlig dejlig stille, og jeg har taget mit elskede brev og det svar jeg havde skrevet, jeg fik lavet en aftale med drengene, godt nok er Chris ikke blandet ind i det, og det behøver han heller ikke være. Alle poserne er ude i min bil, jeg har valgt og tage tilbage med det, og fik også snakket med Alli om det, selvom hun ikke var glad for det, så gik hun med til at jeg gik ned med det. Ser rundt i det halv tomme værelse Alli ligger i, alt mit tøj er nemlig pakket i kufferterne, så det ikke fylder det halve værelse, altså jeg roder rigtig meget. Ryster let på hovedet, lukker døren stille, inden jeg med forsigtige skridt går ned af den lange trappe, ser mig lidt omkring. Her er så tomt, alle sover, men det minder for meget om de dage vi var her, hvor min bror og far ikke var her mere. Der brugte vi også tid nede i det lille legehus, eller jeg gjorde i hvert fald rigtig meget, det var et hyggeligt lille sted, hvor vi havde en lille seng inde, og ellers bare nogle små legesager.

 

Ser ud af det store vindue i stuen, ligger hånden mod huden hvor solens stråler rammer. Smiler svagt, græsset breder sig og aller længst væk, eller ikke så mange meter, kan man se hvordan stranden og havet breder sig. Ryster lidt på hovedet så jeg vågner fra min dagdrøm, ja det træls sådan noget, rigtig meget, især fordi man bare står og stirre, hele tiden. Skubber let døren til siden, inden jeg går ud i den friske luft, døren lukker stille bag mig, og kommer med et lille klik da den lukker igen. Bevæger mig stille ned af trappen som er på terrassen, sådan en stor terrasse, ’gulvet’ er af træ, og det samme er rækværket. Spisebordet og bordene er sorte, dog er noget af bordet glas, men igen, det ser super stilet ud. Kigger ud over baghaven, græsset er nu meget grønt, men det er jo bare dejligt. Jeg bliver hurtigt klar over jeg har låst mig selv ude, men det gør mig egentlig ikke så meget, jeg kan bedre tænke herude, alene og væk fra drengene, og Alli, men hun er jo ikke så slem. Sætter mig ned i græsset, tager et græsstrå om min finger, imens mit blik glider rundt, her er så fredfyldt, fuglene synger, og lige nu får det mig i godt humør. Min hånd glider over min bule, og et smil breder sig på mine læber, jeg glæder mig, også selvom jeg er alene mor, så bliver det fantastisk. Eller vil jeg tage helt fejl? Et barn skulle være noget af det bedste for en, eller har jeg hørt galt? Pjat, jeg hører altid efter, eller noget. Det her snakker vi ikke mere om, din gummi and!

 

Kommer i tanke om et citat min bror engang sagde til mig, den er faktisk rigtig sød:


„En dag så en dreng en smuk pige, han fulgte efter hende hver dag i en uges tid. Så tænkte pigen lad mig lige spørger ham hvorfor han følger efter mig, så spurgte hun om hvorfor han fulgte efter hende, så svarede drengen: Min mor har lært mig en ting. Det er at følge efter sine drømme.“

 

Griner svagt da jeg kommer i tanke om det, for det er virkelig mærkeligt på en måde, for der jo ingen der følger efter en anden person, tror jeg da ikke, jeg har i hvert fald aldrig gjort det, har du måske? Ej men i hvert fald, det ville være pænt mærkeligt. Kører hånden igennem mit hår, jeg savner egentlig tryghed, og have en bedste ven eller en kæreste omkring mig, det er hårdt at være helt alene, især med alt det her, jeg magter det snart ikke mere. Nogle gange har man bare brug for en masse støtte, kender du ikke det? Eller har der aldrig været nogle for dig? Jeg ved det ikke, kun hvad jeg selv føler, og det er noget gummi and. Hører hvordan en kommer gående over græsset, ser mig over skulderen, det er bare Patrick der kommer, eller bare og bare, kan man sige det? Vender mig omkring, ”burde du ikke sove?” Spørger jeg med en lille og hæs stemme, jeg har jo ikke snakket i noget tid. Han stopper foran mig, og ser egentlig nysgerrigt på mig, ”jo, burde du ikke også?” Han ligger sit hoved på skrå, inden han retter sig lidt op igen. Sukker, ”jo, men jeg kan ikke, jeg synes jeg skaber alt for mange problemer, så jeg havde brug for lidt alene tid,” trækker svagt på skulderne da det er sagt, det passer jo, eller tager jeg helt fejl? Det aldrig til at vide, og egentlig vil jeg ikke vide det når det kommer til stykket. Han ser på mig med et ulæseligt blik, inden han svagt ryster på hovedet, og åbner sin mund for at sige noget, men det som om han ikke ved hvad han skal sige, da der ikke kommer en lyd ud overhovedet. Som om han ikke kan sige mig imod, som om jeg er fuld af fejltagelser, er jeg virkelig det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...