Running

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang

1Likes
0Kommentarer
316Visninger

1. Running

 

Med vinden i håret, og jorden under mine bare fødder løb jeg af sted. Hvor jeg har tænkt mig at løbe hen aner jeg ikke, jeg vil bare.. væk. Væk fra alle de problemer der kommer, hvis jeg kommer hjem. Væk fra HAM, væk fra lektierne, forventningerne og følelserne. Væk fra det liv der ligger bag mig. Solen tittede frem i det fjerne, men kun lige. Skoven var stadig meget mørk, græsset stadig vådt efter regnen der havde været så mange timer tidligere. Mit tøj bar stadig tegn efter det der var sket. Sønderrevet, blodigt, vådt.. Men hvilken betydning har mit tøj? Hvor vil jeg tag hen? Som spørgsmålene kom, blev det svære at trække vejret. Hjertet pumpede hårdere og hårdere, men mine ben ville ikke lystre og stoppe op. Hvor er jeg overhovedet? Og hvad ligger der, der jeg løber hen?

Jeg gav op på benene - de må gøre som de vil. Der er ikke meget jeg kan gøre alligevel! Mine arme var modsætningen til mine ben - de hang slapt langs min side. Men selv de nægtede at lystre. Min krop må vide noget, som jeg ikke gør.

Hvis jeg var blevet hjemme denne weekend var det her aldrig sket, så ville jeg kunne komme i skole i morgen, se Aya, Lise og Emma. Gå i biffen om aftenen, og komme sent hjem, med et ton af lektier at lave.

Hvad er der galt med mig? Jeg savner lektier lige nu!

Selv hvis jeg ikke havde taget med.. Ville det her så ikke bare ske senere? Ville HAN ikke gøre det alligevel? Var det ikke derfor han gjorde det, og det med sommerhuset var bare en dum undskyldning for at få mig væk fra byer, mennesker og politiet? Planlagde han det?

Det må være lige meget, sket er sket. Der findes intet der kan rette op på det her rod!

Jeg begyndte at se slutningen på floden mine ben fulgtes med, og starten på luften i stedet.

”Bliv hjemme den her weekend”. Mor brokker sig altid over jeg konstant er ude. Hver weekend, overnattende hos nogen. Hver dag ny aktivitet. Mor og jeg har så forskellige tidsplaner at vi kun ses til aftensmaden. Derfor beder hun mig tit blive hjemme. Jeg gjorde det en weekend, så måtte det være hendes tur til at blive hjemme et tidspunkt hvor jeg havde tid. Men det virker som om hun selv syntes hendes aktiviteter og arbejde, er vigtigere end mine aktiviteter.

Hun har travlt med sin nye kæreste. Mark. Så er der mig. Kæresteløs de sidste par timer. Der var altid noget mystisk ved ham, det var derfor jeg forelskede mig i ham. Glimtet i øjet der kom, når vi fik øjenkontakt. Mine veninders ord genlød i mine øre, da jeg huskede første gang jeg fortalte dem jeg havde følelser for ham. ”HAM? Men han er jo så mærkelig!”. Det at de kaldte ham det, gjorde bare at jeg blev mere forelsket. Det at være mærkelig er ikke dårligt, det gør alting lidt bedre, lidt sjovere. Jeg elsker mine veninder, men nogen gange er de lidt kedelige. Derfor er det godt at de ikke er spor bedre end ham, når det kommer til at være mærkelig. Vi har gjort så mange skøre ting gennem årene at det er helt sindssygt. Vi var sindssyge sammen. Hele gruppen havde kæreste på. Lise er kærester med George, fra en af de andre klasser. Aya og Emma er sammen, og jeg var sammen med Aldrin.

Nu mere jeg lærte ham at kende, nu mere forelskede jeg mig. Høj, mørkhårede, dejlig brun i huden, og så de klareste grønne øjne jeg i mit liv har set! Men den mørke glød jeg først lærte af kende i nat.. Den glød der kom i hans øjne. Den skræmte livet ud af mig.

Hundred meter til enden af floden. Hvad vil mine ben gøre? Springe? Hvad er der mon efter? Jord? Hav? Verdens ende? Uanset hvad, er det nok min ende.

Med de sidste skridt tog jeg et dybt åndedrag. Mine fødder satte hårdt af så tæt på floden som muligt, som om jeg var med i længdesprings konkurrencen.

Til at starte med blev jeg chokeret over skønheden ved det hele. Søen under mig glimtede i det nye sollys, der kom fra solen lige over skoven, der forsatte lidt efter søens bred. Efter at have set hvor jeg ville lande, prøvede jeg at gøre endnu et dårligt forsøg på at kontrollere mine arme og ben. De viftede frit i luften, trods jeg prøvede at forme mig selv til en kanon kugle.

Med et plask ramte min ryg søen, og fik mine ben og arme til at slappe af. Langsomt steg jeg op igen og kunne lige trække vejret. Hvis jeg er heldig dør jeg ikke i dag.

Trods jeg nok burde være bekymret, var jeg ik’. Jeg nød vandet, trods det var koldt. Mine arme og ben var ømme. Jeg kan ikke forstå hvorfor mine arme er ømme, de har ikke lavet noget de sidste par timer.

Efter lidt tid ramte jeg bredden. Mine øre fungerede stadig, selvom mine øjne nu var lukket i.

”Er du okay?”. Lyden af den fremmede stemme skræmte mig først, men den virkede så varm at den jagede panikken væk.

”Det h-håber j-jeg”. Min stemme stammede lige så meget, som den havde gjort for timer siden. Som om jeg stadig stod overfor ham.

Han lo. ”Det håber jeg også”. Jeg kunne mærke noget brændende mod min hud. Det tog lidt tid inden det gik op for mig at det var hans hånd der bare rørte min skulder. Er jeg virkelig så kold?

”Jeg løfter dig forsigtigt op, så jeg kan tage dig til lægen”. Hans stemme var lige over mig, og hans ånde ramte og varmede det. ”Okay”. Roen i ham smittede. Han løftede mig forsigtigt op, men jeg hev stadig efter vejret da jeg var helt oppe. ”Er du okay? Du har vel ikke ondt?”.

Jeg har ondt, men det har intet at gøre med at du løfter mig.

”Jeg h-har det fint”. Han begyndte at gå, han prøvede at gå så roligt som muligt for at jeg ikke ville bevæge mig for meget.

”Du skal holde dig vågen” bemærkede han. Det ved jeg godt, men varmen fra hans krop gjorde mig søvnig.

”M-hm” svarede jeg og nød faktisk at nogen tog sig lidt af mig. Hans hænder var under mine ben og om min skulder. Den T-shirt jeg har på er sønderrevet og blodig. Og når den bliver våd, lidt gennemsigtig. Shortsene varmer ikke ligefrem benene. ”Hvad er dit navn?”.

”Lover du ikke at grine?”. Han stoppede op et sekund. ”Hvorfor skulle jeg grine?”.

”Bare lov det”. Han gik i gang med at gå igen. ”Jeg lover jeg ikke griner”.

”Rain”. Han svarede ikke med noget, så jeg gik tilbage til at hvile mig mod hans bryst.

Han blev ved med at gå fremad. ”Du burde hedde Sunshine i stedet for”.

”Hvorfor dog det?”. Jeg lød ubehøvlet, så jeg bed mig straks i læben.

Hans stemme lød dejlig blød. ”Fordi jeg fandt dig liggende i solskin”. Et smil faldt på mine læber, og hvis jeg gættede rigtigt måtte han også bære et.

”Vi er der snart” fortalte han.

”Undskyld”. Chokkeret stoppede han op igen, og trods jeg ikke kunne se det, kunne jeg mærke hans øjne hvilede på mig. ”Hvorfor siger du undskyld Solskin?”.

Jeg bed mig i læben for at holde tårerne tilbage. Efter alt det jeg har gennemlevet, virker det alligevel lidt fjollet, men jeg bryder mig ikke om at andre folk skal have problemer på grund af mig.

”Fordi du skal bære rundt på mig”. Han klukkede og forsatte videre. ”Det er ikke særlig hårdt, du vejer ingenting”.

Jeg tog smilende i mod komplimentet, og nød endnu en gang varmen fra hans bryst.

”Vi er der snart” gentog han, og jeg kunne mærke hvordan han gik mere normalt end før. Selvfølgelig, nu må han være på en sti. Det er nemmere at gå på, end ren skovjord.

”Vi er i landsbyen nu” han talte meget lavt ”Bare slap af, vi er to huse væk fra lægen”.

”Okay” hviskede jeg tilbage. Der lød chokkeret hvin, efter en dør var gået op. Jeg kunne nemt gætte mig til vi var kommet ind hos lægen. ”Er hun vågen?” En voksen mandestemme lød efter endnu en dør smækkede.

”Ja, jeg er” svarede jeg på spørgsmålet. Min stemme knækkede over, trods jeg ikke længere var bange.

”Hvad skete der?”.

Jeg bed mig i læben og lod stilheden svare. Min redningsmand svarede. ”Jeg fandt hende ved bredden af vandfaldet”.

”Er det derfra du har blod på tøjet?”. Lægen - som den voksne måtte være - var konstant i nærheden, hans virkede hyggelig, trods de skarpe spørgsmål. ”Nej, det er før det”. Min stemme virkede rolig nu.

Han begyndte at mærke på mine ben. ”Gør det her ondt?”. Han pressede et sted, og jeg nikkede træt. Han blev ved med at presse på mine ben, og blev ved med at spørge om det gjorde ondt. Hver gang svarede jeg ja. Han begyndte med bandager, og gik videre til mine arme. De var ikke ømme mere.

”Kan du åbne øjnene?”. Jeg sukkede træt og bed mig i læben igen. ”Nej.. så træt”.

Jeg kunne mærke den velkendte brændende hånd på min pande, med en dejlig nussende bevægelse.

”Du skal nok få lov til at sove, min pige” den voksne mand begyndte at le ”Vi skal bare sørge for du ikke har nogen indvendige skader”. Mit hoved rykkede sig ind mod væggen, og jeg tillod mig selv at sov.

 

”Solskin du skal vågne”. Den varme hånd ruskede blidt i mig, og jeg satte mig øm op. Mine øjne fungerede endelig, og jeg opdagede jeg lå på en seng med hvide lagner og et vævet tæpper over mig selv. Min redder sad i shorts og T-shirt med et glædeligt smil til mig. ”Hvordan har du det?”.

”Lidt øm” indrømmede jeg, og så på mine forbundne ben.

”Gode nyheder eller dårlige nyheder?” spurgte han smilende.

”De gode” bad jeg. Hans øjne så undrende på mig et øjeblik, men så nikkede han. ”Du har ikke brækket noget, og ingen indre blødninger”.  Jeg satte mig op ad træ-væggen og mærkede søvnen skylle over mig igen.

”Hvad var de dårlige?”.

”Er du sikker på du kan tage dem lige nu?”. Han så bekymret på mig. Selvfølgelig på det være mærkeligt for ham, at finde en pige i bredden af en sø. Hun kan ikke bevæge sig, eller åbne øjnene. Hun fortæller heller ikke hvordan hun endte der. Fra deres synsvinkle må jeg jo have lavet et selvmordsforsøg.

”Sagtens” svarede jeg, og prøvede at smile glædeligt.

Han tog min højre hånd i sin, og nussede blidt over den. ”Dine ben er lidt.. slidte lige p.t. Så du skal blive i sengen et stykke tid”.

Det kunne jeg have gættet mig til! Jeg smilte og nikkede. Han tog noget mad frem, jeg løftede prøvende armen, og var glad over at den endelig ville lystre. Maden bestod at frugter og havregryn. Jeg spiste havregrynene prøvende, og fik mere og mere kontrol over mine arme. ”Så Solskin..” Jeg så op på ham og tog noget melon. ”..Hvad lavede du i søen?”.

Tårerne kom op i mine øjne igen, da jeg huskede tilbage. ”Jeg v-var med min kæreste i s-sommerhus, da… så j-jeg løb! M-men mine ben.. De ville ikke stoppe! Så jeg faldt i vandet og..” Tårerne overmandede mig, og han hoppede hen ved siden af mig, for at trøste. Hans hånd var igen over mit hår. ”Bare glem jeg spurgte” hviskede han til mig. Jeg nikkede, og prøvede at tørre tårerne af mine kinder.

Han blev siddende ved siden af mig lige indtil jeg ikke græd mere, og jeg havde spist op.

”Nu skal du hvile dig” han satte sig ved sengen igen ”Lig dig ned, og prøv at falde i søvn”.

Jeg smilte til ham. ”Først siger du jeg ikke skal sove, så siger du jeg skal”. Jeg mumlede videre ind til jeg nåede drømmeland.

 

Da jeg vågnede igen var det mørkt. Ingen ved min seng og ingen i min seng. Jeg lod tårerne komme ud igen, og prøvede at glemme hvad der var sket. Det var sværere end jeg troede. Meget sværere, jeg græd i timer, inden jeg faldt i søvn igen. Jeg vågnede da min regningsmand forsøgte at skifte min pude ud.

Han spurgte mig ikke hvorfor den var helt våd, men grinte over mit morgenhår og drillede mig med at jeg stadig var træt selvom jeg havde sovet så længe. Tre dage forsatte sådan. Jeg vågnede, græd, faldt i søvn. Derefter ville han vække mig, så spiste jeg, og så sover jeg igen. Efter de tre dage kom lægen igen.

Han var ældre end ’voksen’. Han måtte være i 60’erne.

”Rart at se dig vågen” lo han og fjernede forbindingerne på mine ben. De var stadig ømme.

”Du kan forhåbentligt komme ud og bevæge dig lidt nu” bemærkede han smilende ”Støt dig til Jean, mens du prøver dine ben herinde, hvis du for brug for det må jeg give dig krykker, de ben skal i gang igen”. Han gik ud, og min redningsmand kom ind igen.

”Er dit navn Jean?” spurgte jeg smilende, han nikkede leende.

”Vil du prøve at gå?”. Han stod parat til at hjælpe og jeg lo først. Derefter tog jeg mine ben ud over sengekanten(Jeg brugte mine hænder til det), og så rejste jeg mig langsomt, mens jeg havde fat i Jean’s skulder. Mine ben kunne ikke gå helt selv, de havde brug for støtte, så jeg fik de irriterende krykker.

”Gad vide om du nogensinde vil kunne gå igen” han sagde det i sjov, mens han hjalp mig ned på sengen igen.

”Ikke sjovt” jeg pegede på ham ”Jeg har brug for mine ben”.

”Til hvad?” Han satte sig ved siden af min seng. Byturene med mine veninder! Vi danser meget, og vi går tit mellem tingene. Og så cykler jeg hjem til dem og til skole. ”Til at cykle, gå, løbe.. danse!” jeg smilte til ham. Han lo. ”Kan du danse?”.

”Selvfølgelig. Normalt”. Mine ben driller, så jeg tvivler på om jeg nogensinde vil kunne danse så godt, som jeg gjorde den gang. Han kiggede undrende på mig nogle sekunder, men rejste sig så. ”Min søster har givet mig noget tøj med, så du kan komme ud af det du har på”. Han hev det frem. Ja, blodet er begyndt at lugte.

”Sig mange tak” bad jeg. Han nikkede og gik ud, mens jeg skiftede. En ting der tog længere tid end beregnet. Det var shorts og T-shirt, bare et sæt anderledes fra det jeg havde på. Blusen var nem nok, shortsene drillede. Jeg tog krykkerne bagefter og kom ud af døren hvor Jean ventede. Landsbyen var smuk. Søde træhuse rundt omkring, stier dannet at fodaftryk, og brønde rundt omkring husene. Jean hjalp mig med sko, før vi kom helt ud. ”Rain!”. Aldrins stemme fik mig til at krumme mig sammen. Han stod og havde tidligere talt med lægen, lægen der kendte mit navn, så undrende på mig og ham.

”Vil du gerne se ham?”. Jean så alvorligt på mig, og jeg lukkede bare øjnene og rystede på hovedet.

”Jeg ved ikke hvad han gjorde, men jeg skal nok sørge for han ikke gør det igen”. Hans stemme skræmte panikken væk, og efterlod kun ro. ”Lad os gå ind igen”. Jean sagde noget til nogle af de lidt ældre mænd der stod mellem os og Aldrin. Han var begyndt at løbe mod os, og trods krykkerne gik det langsomt at komme mod huset.

”Du behøver ikke skynde på dig selv” sagde Jean smilende ”De lader ham ikke komme forbi”.

”Mange tak”. Tårerne gled ned af mine kinder igen, han tog armen om mig. ”Du behøver ikke takke mig”.

 

De næste par dage gik glat. Aldrin forsvandt, og Jean lo over ’Han var nem at skræmme væk’. Han kender ikke Aldrin som mig, så jeg smilte bare og nikkede. Aldrin vil komme tilbage. Før eller senere. Ingen er så stædig som ham. Og jeg fik ret. Jeg vågnede op om natten. Vinduet var brudt op, og en høj mørk skygge stod lænet over mig. Jeg tog en dyb vejrtrækning og skreg, før han slog mig i maven. Han tog hånden over min mund, og tog sin anden hånd om min hals. Hans mund var kun lige ved mit øre, da han begyndte at hviske. ”Vi skal nødig have at nogen hører dig”. Tårerne pressede sig ud af mine øjne, og jeg lukkede øjnene. Så længe jeg ikke ser gløden..

Med et højt brag forsvandt Aldrins hænder fra mig. Jeg åbnede øjnene og så Aldrin ligge på gulvet lidt væk.

Jean så ned på mig. ”Er du okay?”.

Jeg nikkede, stadig med tårer i øjnene. Aldrin rejste sig, så Jean slog ham igen. Og igen, og igen. Og igen.

”Jeg burde have lukket vinduet ordenligt til” bemærkede han, og satte sig ved min seng. ”Jeg vidste ikke han ville komme igen, det må du virkelig undskylde”. Jeg svarede ikke, men krammede ham bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...