AFGRUND

SPEJLE, VAND, AFGRUNDE, SUGER ALLE DIN SJÆL.

1Likes
1Kommentarer
306Visninger
AA

2. Skridtgang

 

Jeg rejser mig op fra sengen, går videre ud af døren og ind på badeværelset. Jeg tager noget vand, og undgår som sædvanlig spejlet over håndvasken.  Jeg går ned i køkkenet. Der er tomt, som der plejer at være, jeg kunne vel heller ikke have forventet andet. Jeg går ud i det vilde vejr, står der bare og mærker vinden tage fat i mit lyse, ja næsten hvide hår. Jeg ved ikke, hvad jeg skal, og dog har jeg på fornemmelsen, at der er noget jeg skal gøre. Men hvad?

Ufrivilligt løfter min ene fod sig fra jorden, det er påbegyndelsen på skridtgang ned mod vandet. Ved vandet har jeg ikke lyst til at være, den blanke overflade minder for meget om et spejl.

Spejle så uhyggelige og tomme, medmindre et væsen lader sin sjæl synke ind i det. Ja gøre ligesom mig og for evigt være forfulgt af den afgrund, man nu lever i. Gid jeg aldrig havde været så dum at gøre det. Bare stå der og kigge ind i spejlet, lade livet fordufte fra sin krop, og se det, den sorte uendelige afgrund.

Jeg går videre ned af en sti, en sti jeg sjældent går på, ned mod vandet, ned mod vandet.

Jeg bremser op, jeg har det som om jeg er på flugt fra noget eller nogen, og lige har set det foran mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...