Fascination over alt

"Hver eneste bevægelse vidnede om at manden og damen skændtes. Jeg holdte øje med dem, og den lille pige der stod midt imellem dem, med en bamse hængende fra sin ene hånd. Jeg fulgte dem dagligt. Forsøgte at tyde hvad de skændtes om. Jeg vidste jeg burde gribe ind."

0Likes
0Kommentarer
85Visninger

1. .

 

Hver eneste bevægelse vidnede om at manden og damen skændtes. Jeg holdte øje med dem, og den lille pige der stod midt imellem dem, med en bamse hængende fra sin ene hånd. Jeg fulgte dem dagligt. Forsøgte at tyde hvad de skændtes om. Jeg vidste jeg burde gribe ind. Intet barn burde være udsat for lignende, men fascinationen var for stor. Jeg følte mig magtfuld, når jeg fulgte med som en flue på væggen. Fra min lejlighed kunne jeg se ind i hvert rum på den modsatte side af vejen. Skændtes de i stuen, fulgte jeg med. Skændtes de i køkkenet – som de oftest gjorde – fulgte jeg med. Barnet var altid stille, stod altid imellem dem, som en skygge, kun jeg bemærkede. Altid med bamsen. Den hang mod gulvet, og det ene øje manglede. Jeg talte aldrig om familien på den anden side. Fra den anden bygning. Næsten som var de fra en helt anden dimension. Jeg bar på deres hemmelighed, og de vidste det ikke engang. Jeg kunne bryde ind. Gå over vejen, og banke på. Forklare hvad jeg vidste, og hvad de burde gøre. Jeg gjorde det bare aldrig. Jeg nød at se på. Jeg følte glæde, når jeg sad her og fulgte med. Glæde, men også frygt. Frygt for, at de en dag, vendte blikket direkte mod mig. Tog mig på fersk gerning. Jeg gjorde intet forkert. Intet ulovligt. Som sådan. Ingen andre ville gribe ind. De ville ignorere det, modsat mig, der ivrigt fulgte dem. Jeg forsøgte at mundaflæse. Jeg ville forstå dem. Hvad end de skændtes om, så var det åbenbart vigtigere end deres eget barn. Måske var det fordi det mindede mig om min egen barndom, at jeg ofte sad og kiggede med. Jeg forsøgte måske at tyde dette, for at kunne forstå hvad jeg selv var igennem. Det kunne ødelægge barnet. Destruerer hver del af hende. Jeg kunne standse det, men jeg gjorde intet. Jeg skammede mig ikke engang. Hvis jeg skulle igennem det, hvorfor så ikke også hende? Hun stod også selv passiv og så til. Ofte tom i blikket, som var hun et helt andet sted. Hvem vidste, måske var hun netop det. Væk, i en verden af rosenblade og candyfloss skyer. Jeg spærrede øjnene op, da noget forandrede sig. Det der altid havde været verbalt, udviklede sig til fysisk vold. Manden holdte om kvindens arme, og smerten var tydelig at se i hendes ansigt. Jeg rejste mig, og gik helt nær vinduet. Mit hjerte hamrede, og jeg følte ingen glæde længere, kun frygt for hvad der ville ske. Vold var ikke med i planerne. Jeg kunne ikke længere stå på sidelinjen. Ingen fortjente at gennemleve dette, og slet ikke barnet der nu stirrede på sine forældre. Aldrig før havde jeg set barnet bevæge sig. Aldrig før, havde jeg kunne se så meget frygt i en andens øjne. Først da så jeg det. Manden der havde sluppet grebet, og barnet der stod med en telefon i hånden. Chokerede var de alle, da sirener kunne høres nærme sig, hastigt. Forældrene styrtede til vinduet, og kiggede mod gaden hvor to politibiler parkerede. Fire mænd løb ud, og direkte ind i bygningen på den modsatte side. Jeg havde intet gjort. Det var barnet. Barnet, der havde gjort hvad jeg aldrig havde haft modet til. Og da jeg igen vendte blikket mod hende, så jeg det lille smil. Det lille smil, der forsikrede mig om at hun ville få det godt nu. Nu, hun endelig kunne få fred. I den rigtige verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...