Nangijala

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Et billede. Det var det, der startede det hele. Ét billede og en facebook-bruger. Skulle der virkelig ikke mere til?

13Likes
12Kommentarer
983Visninger

2. Nangijala

 

Det er nok på dette tidspunkt, jeg burde diske op med hele min livshistorie. Men det har vi ikke tid til. Det er i hvert fald irrelevant, hvad jeg lavede dengang, jeg var en lille blenumse. Det vil I i hvert fald ikke finde lige så interessant som min mor og faster, som elsker at glo babybilleder, hvor jeg enten har gulerodsmos i hele fjæset eller er splitternøgen. Nej, den del af min liv skåner jeg jer for. Men I kunne sikkert godt tænke dig at vide, hvad alle andre gerne ville. Hvorfor gjorde hun det? Ja, det er jo lige dét. Psykologerne mener ikke, der er nogen specifik grund til, jeg er havnet her. Alle de ting, som I så som bagateller, var i virkeligheden det, der satte gang i det hele. Så velkommen da! Jeg håber, I er stolte over jeres endelige resultat; et nedbrændt skur og en tur på psykiatrisk.

Valentins dag. Jeg sad en halv time og ventede! Og en halv time er langt tid at vente. I sær alene. På en halv time kan man nå at tænke en masse tanker. Var det nu også klogt at møde op? Har han glemt det? Han havde lydt troværdig, da han havde inviteret mig ud. Selv de populære piger med de små miniskørter havde troet på det.
Slap af, blev jeg ved med at sige til mig selv. Du gør ikke noget galt, slap nu bare af!

Men han dukkede jo aldrig op. Først senere gik det op for mig, at det hele var et stort fupnummer. Det var snedigt tænkt, det må jeg give jer! I vidste lige præcis, hvordan I kunne ramme mig der, hvor det gjorde allermest ondt. Det må jeg give jer, I var gode til at udtænke snedige planer. Og jeg gik i fælden hver eneste gang.

Jamen, var det så det, der fik dig til at gøre det? Det er jo lige det! Men helt ærligt, så er jeg skuffede over jer. Jeg troede, I kendte mig. Jeg mener, I vidste jo praktisk talt alt. I måtte have gode netværker, for det er ikke alle, der kan lave sådan en god research på sådan en anonym person. For lad os da være ærlige; jeg var jo hverken rygende populær eller en lille mus. Jeg var måske mere typen, der faldt i med tapetet. Ja, lige indtil I opdagede mig da!

Kan I huske ”Facebook-skandalen”, som vores lærer, Rappenskralde Rita, kaldte det? Dybt inde under de mange lag fedt, havde hun altså alligevel et hjerte. I syntes selvfølgelig, hun var langt ude, og hun forstod da heller ingenting! Det var jo bare en lille joke, jeg kunne tage det! Men kunne jeg nu også det? Lad mig være ærlig og sige, det sgu ikke lige var sagen at logge på til synet af min afklædte overkrop. To små slattenpatter var blottet for hele verden. I kunne se det, jeg kunne se det. Men ikke blot os, også resten af befolkningen. Min mor, jeres mødre. Alle. Offentlig side, 200 likes på en enkel dag. Men det nagede mig, at jeg ikke vidste, hvordan I havde fået fat i billedet. Endnu engang må jeg dog give jer credit for, I fik lokket stakkels Anna til at luske rundt i omklædningsrummet. Arme pige, hun brød fuldstændig sammen, da hun skulle stikke mig en undskyldning. Det var da også bare for svagt gjort af hende, ikke? Bare sådan at undskylde. Nej, man skulle være stærk, stå fast ved sine meninger!

Hvad var det nu, I kaldte mig? En fed luder? Jeg havde måske lidt på sidebenene, men jeg var ikke lige hoppet med på vognen, hvor alle skulle leve op til et hvis skønhedsideal, hvilket går ud på at alle knogler skal rage frem, og det værste er, hvis man er oppustet efter aftensmad. Så er det altså lige en tur ud på badeværelset og læne sig ind over toilettet. Så var alt okay. Jeg undskylder meget, jeg ikke levede af salat og piller.

Vi læste Brødrene Løvehjerte i klassen. I brokkede jer som bare pokker. Vi er for gamle til at læse sådan noget, det er for pattebørn! Sådan sagde I. Jeg synes, den var sørgelig, men alligevel lærerig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at min idé til forsøget poppede op i mit hoved.

Nu har jeg hevet fat i noget af det, I sikkert vil kunne huske. Men jeg tvivler stadig på, om I gider fylde jeres små, kønne hoveder med de såkaldte ”bagateller”. Min mobiltelefon i elkedelen, piftede dæk, sur mælk i skoletasken. Helt ærligt, det var lidt tamt, gutter! Sådan synes I i hvert fald, det var, ikke? Tamt. En bagatel. Ikke noget at tude over. Så det kom vidst bag på jer, da I hørte mig ude på pigetoilettet. Inde i en af båsene. Forgrædt.

Jeg var da også bare for svag. Og jeg giver jer fuldstændig ret, jeg var sårbar. Det er ydmygende at være hende, der er udenfor fællesskabet. Det er ydmygende at måtte tikke og plage for at blive lukket ind i varmen. Man bliver hurtigt sårbar. Hurtigt flygtede jeg fra verdenen. Jeg var på en konstant flugt.

Ja ja, det er fint alt sammen! Men hvordan gjorde du? I har ret. I fortjener at høre, hvordan forsøget foregik og hvor det fandt sted. Jeg ville gøre det på en anderledes måde. Piller, drukne sig selv, forbløde, hænge sig selv… det var alt for traditionelt. Jeg ville gøre, som de gjorde I Brødrene Løvehjerte. Noget med ild. Jeg var måske en smule pyroman. I hvert fald varede det ikke længe, før jeg fandt stedet. Skuret bag skolen. Der skulle ikke mere til end lidt benzin og nogen tændstikker. Jeg ville brænde mig selv inde. Jeg ville hen til dem i Nangijala. Jeg ville have fred. Jeg ville ikke flygte mere.

Men I har ret, det mislykkedes. I dag er jeg glad for, Rita kom forbi. Men jeg ved godt, det er noget af en skuffelse for jer. Jeg er ked af det. Jeg kunne da heller ikke finde ud af noget! Men jeg kan da glæde jer med, der vil gå et stykke tid, før jeg kommer ud igen. Man bliver lidt deprimeret af at kigge på de hvide vægge og snakke med kittelklædte psykologer dag ind og dag ud. Men jeg overlever. Undskyld.


   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...