Diamanttyven (Oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Hun flygter for sit liv, da hun med tre diamanter i sin bagage, stikker af fra den rige Mr. Markson og skal for første gang møde sin boss i et fly mod Paris. Hun er tyv, og hun er den bedste i England, og derfor er det svært at flygte fra mændene i sorte jakkesæt, der er sat til at fange hende for at få diamanterne tilbage...

10Likes
4Kommentarer
358Visninger

1. Diamanttyven

 

Med rank ryk og næsen i sky, går jeg målrettet ned af gangen. De eneste lyde der udfylder det lange rum er lyden af mine ti cm høje stiletter, der klakker mod tregulvet og lyden af Mr. Markson lille fede bodyguard, der trofast følger mig mod døren. Lydende der med nød og næppe overdøver mit hjerte, der banker hårdere i mit bryst, end hvad godt er, og ihærdig forsøger jeg at skjule frygten i mine øjne bag mit selvsikre smil og tykke makeup.

Endelig har jeg efter et helt års arbejde fået fat i dem. Ser du, jeg er tyv, og jeg har en boss ligesom alle andre tyve. Jeg kender ikke navnet på ham, og jeg ved ikke hvor han er, men alligevel svor jeg troskab til ham i en alder af seksten år, og er siden blevet kendt for at være en af de bedste tyve i Englands historie. Ingen kender mit virkelige navn, eller ved hvem jeg er, for jeg går som regel under dæknavn, og jeg er den stolte ejer af over hundrede falske ID kort.

For omkring et år siden modtog jeg en besked. En ud af flere hundrede beskeder som jeg havde modtaget af min boss, og som altid var det noget, jeg skulle skaffe for ham, så det gjorde jeg selvfølgelig, men denne gang var det anderledes.

Mr. Markson er en af de rigeste mænd i verden. Ejer et af verdens største it firmaer og er massemilliarder. Mr. Markson har også en kone, der har et pengeskab, og i det pengeskab lå den. Diamanten over alle diamanter. Den dyreste og fineste. Diamanten, hvis lige kun findes tre steder i verden. Eller det vil sige nu kun et sted.

På beskeden stod der, at jeg skulle samle dem alle sammen. Ja min boss foretrækker det lidt fin. Selvfølgelig satte han mig til opgaven, og efter godt et år lykkes det. Den første var kun et simpelt bankrøveri. Den anden var et smut ind til de norske kronjuveler, men denne her var sværere. Jeg måtte vinde Mr. Marksons tillid, og endelig blev jeg inviteret til middag hos parret i deres fine villa. Lang tid havde det taget at knække koden, og endnu længere tid tog det at finde pengeskabet, hvor koden skulle bruges, men jeg fik den, og nu går jeg her.

”Det har været en ære at møde dem Miss. Dawson,” siger han og bukker kort, inden han lukker døren efter mig, og jeg sætter den ene fod foran den anden, mens jeg selvsikkert går ned mod min røde porche uden tag. Jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, inden de vil gennemskue mig og sende folk ud for at finde mig, så det kan ikke gå hurtigt nok, da jeg sætter mig ind i bilen og smækker døren.

Jeg drøner ned af vejen med et smil på læben. Jeg har gjort det! Min boss vil ikke bare blive tilfreds og give mig flere penge, end jeg kan nå at bruge. Nej han bliver stolt af mig, og måske får jeg endelig lov at se, hvem han er.

Lyden af en bil, der dytter, runger i luften, og jeg drejer hovedet for at se mig tilbage. Efter mig køre tre sorte biler alt for hurtigt. ”Pis!” udbryder jeg og trykker speederen i bund. Jeg slingrer ud og ind imellem de andre biler på vejen, og dermed gør det sværere for de sorte biler at følge med.

Jeg trykker på en knap, og straks begynder det sorte tag at køre op over mig, mens jeg trækker den blonde paryk af og løsner mit lange mørkebrune hår, der falder glat ned om mine skuldre. Jeg fumler med den ene hånd i min lille sorte håndtaske og finder et par helt sorte solbriller, som jeg tager på og en rød læbestift, som jeg lægger i lommen på min lange sorte jakke, jeg har byttet ud med den hvide, jeg havde på derinde. Den skal dække mit ’bussines’ tøj, som jeg kalder det. En stram nederdel og en pæn hvid trøje med v-udskæring og en sort blazer til.

Jeg drejer ned af en lille sidegade, som jeg efterhånden har været på flere gange, end jeg kan tælle, og selvfølgelig kører idioterne forbi, men det er ikke på grund af den effektive afledningsmanøvre, at jeg har været her før.

Jeg smider stiletterne og tager et par sorte converse i hånden og min sorte jakke over armen, smækker døren bag mig og hopper kejtet i skoene, hvorefter jeg hiver jakken på og finder læbestiften, som jeg lægger på mine fyldige læber, inden jeg går ned af den mørke gyde. Jeg ved at solbriller ikke er nødvendigt her, og det er det heller ikke der, hvor jeg skal hen, men solbriller er altid godt, når man ikke vil genkendes.

Jeg skubber døren op til den lille pub og kører brillerne op i håret, mens jeg kigger mig rundt. Den velkende stank af alkohol og cigaretter møder mig, og jeg rynker på næsen, da jeg går forbi et par gamle drukkenbolte og videre over til en dør henne for enden. ”Øh, der må de ikke gå ind miss,” siger bartenderen, der kigger hårdt på mig, da jeg vender mig om og møder hans blik. Da han ser, hvem jeg er, klør han sig nervøst i håret og smiler skævt. ”Åh det må de virkelig undskylde Miss. Forrest,” siger han forfjamsket, men jeg smiler bare og fortsætter. Ja jeg har som sagt mange navne.

Jeg gør mig ikke engang den ulejlighed at banke på, da jeg bare går igennem den slidte dør med det knirkende håndtag, og da jeg kommer ind bliver jeg mødt af ingen andre end David Johnson. Min David Johnson.

”Hej skat.” David går hen mod mig med åbne arme og kysser mig på kinden, hvorefter han hurtigt ser ned på sit ur. ”Det gik da hurtigt. Flyet går først om nogle timer. Jeg regner med at du fik, hvad du kom for? Måske vi lige kan… nå nogle ting, inden du tager til lufthavnen,” spørger han med et smørret smil på læben og giver mig elevatorblikket.

”Hmm… det lyder ellers fristende, men jeg er bange for, at jeg bliver forfulgt, så det bliver kun en kort visit.” Jeg lægger hovedet på skrå, mens jeg kigger ind i hans lettere skuffede øjne.

”Det er heller ikke fair, når du altid går rundt og er så fandens lækker.” Han trækker mig ind til sig og presser ivrigt sine læber mod mine. Man vil nok syntes at vores forhold er overfladisk, men det er så meget mere end det. David og jeg forstår hinanden, og jeg elsker ham. Vi samarbejder godt og passer på hinanden.

”Har du mine ting,” spørger jeg, da vi trækker os væk fra hinanden for at få vejret. ”Jeg er nødt til at smutte igen, inden de lugter lunten, og så skal jeg også lige låne en af dine biler. De ved hvilken en jeg kører i.”

Han fandt min Louis Vuitton taske og bilnøglerne til sin sorte Mercedes. ”Fint skal det være min skat. Vi ses snart.” Han blinkede til mig, men jeg forstod det ikke helt, for jeg skulle jo helt til Paris og ordne nogle ting hist og pist, så hvordan kunne vi se hinanden snart igen? ”Bossen venter på dig i flyet. Første klasse du ved. Han syntes at Englands bedste tyv skal møde sin chef.” Jeg smiler selvsikkert og tager fat i tasken.

”Ses babe.” Jeg kysser ham hurtigt og tager fat i dørhåndtaget. Han smækker mig bag i og griner lidt for sig selv, da jeg rækker tunge af ham og går min vej. 

Jeg finder hans sorte Mercedes ude i baggården og smider min taske ind, hvorefter jeg kører af sted mod lufthavnen uden problemer. De kan ikke genkende mig nu, men da jeg kører ind på parkeringspladsen, ser jeg de selv samme sorte biler holde parkeret. Hurtigt smækker jeg solbrillerne på igen og lader mit blik glide over de store mænd i jakkesæt, der holder vagt ved bilerne, inden jeg går ud og lader som ingenting.

Jeg er nødt til at gå forbi dem for at komme ind i den store lufthavn, hvilket resulterer i at mit hjerte lige nu sidder helt oppe i halsen, mens jeg går forbi dem. En af dem giver mig elevatorblikket og smiler smørret, hvorefter han kigger væk, og jeg ånder lettet op, fordi han tydeligvis ikke har lagt mærke til hvem jeg er, men det kommer jeg vidst til at gøre for tidligt, for med et ryk vender han blikket tilbage, som om noget lige er gået op for ham, og det første jeg tænker er løb!

Lykkelig over, at jeg valgte at skrifte sko, spæner jeg igennem lufthavnen og forsøger at dreje så mange steder så muligt, så det gør det sværere for dem at følge med. Jeg stopper op, da jeg når en blindgyde med toiletter på hver side. ”Fuck!” mumler jeg og kigger mig over skulderen, men det ser ikke ud som om, at der kommer nogen, så jeg løber ind på dametoilettet og læner mig forpustet ind over håndvasken.

En ældre dame sender mig et undrende blik, da jeg hiver en rød paryk op af tasken og folder mit hår op under den, hvorefter jeg smider den sorte jakke og blazeren og hiver i stedet en brun læderjakke på og skifter til bukser. Jeg tager et par briller uden styrke med sort kant på og går afslappet ud igen.

Nu er min næste mission bare at komme igennem security og gemme mig i en af lufthavnsbutikkerne oppe på anden sal. Jeg finder det pas, jeg har, hvor mit billede er et, hvor jeg har samme paryk og briller på og finder billetterne som David har skaffet. Diamanterne har jeg placeret i mine sko, og jeg planter et smil på læben, da jeg går forbi den lille dame der tjekker tasker, og hun smiler venligt tilbage, hvorefter hun lader mig gå forbi.   

Lettet går jeg hen til cafeteriet og køber en kaffe i papkrus og sætter mig henne i hjørnet bag nogle glade mennesker, der skal på badeferie, formegentlig til Thailand, så vidt jeg kan få ud af samtalen. Mellem menneskerne kan jeg se, de sorte jakker gå rundt og leder efter mig. Jeg dukker hovedet en anelse, men holder stadig øje med dem, mens de forvirret kigger rundt. Blodet pumper, og jeg drikker nervøst af min kaffe, mens jeg venter på, at de skal give op, så jeg kan nå mit fly.

”This is the last call for the plain to Paris,” lyder det i højtaleren, og jeg kigger irriteret på mit ur. Kunne de ikke bare smutte?

Jeg sætter mit tomme krus fra mig og bevæger mig langsomt væk og ned af en gang, hvor jeg kan tage en omvej om til gaten. Der er ingen mennesker på gangen, men jeg går automatisk meget hurtigere. Jeg kan pludselig høre hastige skridt bag mig, og en hånd bliver lagt på min skulder. Jeg vender mig hurtigt om og ser lige ind i øjnene på en af mændene i jakkesæt. ”Fik dig,” siger han og begynder at fumle med en lille alarm, han har. Det er sikkert for at tilkalde de andre, men han når ikke ret langt, før jeg sparker ham i skridtet, så han falder til jorden og jamrer sig.

Nogen tager fat om mine arme bag fra og begynder at hive mig med, mens en anden hjælper den første op. Jeg fægter arrigt med armene og sparker ud efter dem. ”Du vil vel ikke have, at Politiet finder ud af, hvem du er?” spørger en af dem, men jeg bliver bare ved og placere min knyttede næve lige i ansigtet på ham, hvorefter jeg sparker den anden i hovedet. Den tredje takler jeg og sætter i løb mod gaten. Jeg er den sidste der skal stige på, så jeg kommer lige igennem og ind I flyet, hvor jeg forvirret forsøger at finde første klasse, og den plads hvor min boss gerne skulle sidde, men problemet er jo, at jeg ikke ved, hvem han er.

Jeg finder kabinen hvor min plads ud fra billetten gerne skulle være. Jeg går ind, og mens jeg hiver parykken og brillerne af, opdager jeg hvem der sidder i sædet med to glas champagne og et stort smil i ansigtet. ”David!” udbryder jeg og stivner.

”Hmm… ja, faktisk hedder jeg ikke David, men jeg ved jo også godt, at du heller ikke hedder Abigail Forrest.” Han lægger hovedet på skrå og rækker mig et glas. ”Værsgo,” siger han roligt.

Jeg løfter øjenbrynet og sætter mig i sædet lige ved siden af ham. ”Der kan man bare se. Jeg formoder, at du er lidt mere end bare en ejer af en pub.”

”Ja det kan man vidst godt sige. Faktisk tror jeg ikke, at du bliver overrasket, når jeg fortæller dig, at jeg er den frugtindgydende boss, du altid snakker om, og jeg må sige, at du har dig noget af et talent. Det var ret vildt, den gang du stjal det der maleri på Luvre i Paris…”

”Nå ja. Ej det var ikke noget.” Jeg tager min sko af og finder diamanterne, som jeg rækker til ham. ”Her… de har ikke været lette at få fat i, så du har bare at være tilfreds!” Han løfter øjenbrynet og nikker kort.

”Godt gået. Nå, men måske vi lige skulle introducere os selv. Jack Dawson.” Han rækker hånden frem som om det er en dårlig joke.

”Spar mig for det der. Du opfører dig som om, det er første gang, vi mødes, hvilket det bestemt ikke er.” Jeg tager en slurk af den fine væske. ”Men det er sjovt, du siger Dawson, for det var det dæknavn, jeg brugte hos Mr. Markson.”

”Du er ikke sur over, at jeg har holdt det hemmeligt,” spørger han så, men jeg ryster bare på hovedet. Det er jo ikke fordi, jeg ikke havde hemmeligheder for ham. ”Hvad med det der navn der? Har du et, eller skal jeg bare fortsætte med at kalde dig skat?”

Jeg griner lidt. ”Jane Miller.”

”Nå da Jane Miller. Må jeg spørge dig om noget?” Jeg nikker. Han holder en finger op for at få mig til at vente, og jeg rynker panden spændt, men spiler øjnene helt op, da jeg ser, hvad han har i hånden. I en lille dåse sidder en smuk diamantring. ”Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg elsker dig?” Han smiler skævt, og for første gang nogensinde, ser han bare en smule nervøs ud.

”Sig mig frier du til mig?”

Han trækker på skuldrene. ”Det ser sådan ud.”

Jeg smiler og tager hårdt fat om nakken på ham, hvorefter jeg presser mine læber mod hans. ”Jeg elsker også dig,” svarer jeg, da jeg har trukket mit hoved væk. Han smiler og tager ringen ud, som han placerer på min finger og læner sig hen mod mig i endnu et kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...