Rosalie's nightmare

Når Rosalie er træt af alle og enhver, tag hun hen til sit skjul. Stedet hvor intet kunne gøre hende ondt, stedet hvor hun kunne herske uden det onde fandt til stedet. Men det ændrede sig da Rosalie's forældre døde. Hun mistede alt.. Sine forældre, sit omdømme, sin værdighed, og sit drømmeland. Nu kalder hun det Mareridtets land..


2Likes
0Kommentarer
231Visninger
AA

3. -' Old memories comes rushing back '-

''ROSALIE!'' Nogle ruskede i mig ''ROSALIE!'' Jeg vågnede op med et skrig. Jeg tog mig til panden den var våd og varm ''Havde du drømmen igen?'' Det var min bedsteven Annabella ''Man kan ikke kalde det en drøm!'' Jeg rystede hurtigt på hovedet ''Jeg vil kalde det selve helvede!'' Jeg kiggede på Annabella ''Tror du?'' Jeg rystede på mine hænder ''Tror hvad?'' Hun strøg en hånd gennem mit hår ''At jeg er blevet sindssyg!?'' Jeg bed mig hårdt i læben ''Selvfølgelig ikke Rosalie'' Hun smilede ''Vågn om Mrs. Johnson kalder på dig'' Hun rykkede lidt på sig. Hvad? Hvorfor skulle Mrs. Johnson kalde på mig, hvorfor lige mig. Var hun ude på og straffe mig. Men hvad havde jeg gjort? ''Skynd dig'' Annabella grinede sødt, og næsten dansede nedenunder. Jeg kunne høre hun smækkede døren. Jeg svingede benene ud over kanten af min seng og kiggede mig omkring. Jeg kiggede på det lille billede med min mor, Mary, far, og mig. Jeg sukkede. Jeg læste hvad der stod i nederste hjørne 1896.. Foto taget af Mr. McKinney. Det var så lige ti år siden, det billede blev taget. Jeg var seks år den gang og Mary var fire år. Jeg skyndte mig hen til mit skab og tog min slidte kjole og forklæde på. Jeg strøg en hånd gennem mit hår og tog min sorte lidt for store støvler på. Jeg skyndte mig ned af trapperne. Man kunne godt høre at børnehjemmet var bygget for langtid siden. Annabella foreslog at jeg skulle gå til børnehjemmets psykolog, da jeg selv mente at min fantasi var løbet for løbsk. Men jeg kan ikke stole på den psykolog der er noget meget mystisk ved ham. De siger man fik det bedre ved og snakke med ham, han vil få en til og glemme sine værste minder. Men børnene forsvandt noget tid efter. Ligesom Katherine den søde lille pige på 6 år, hun mistede sine forældre i en brandulykke ligesom mig. Vi havde snakket meget sammen. Når hun var bange beroligede jeg hende, når hun græd trøstede jeg hende, når hun var glad var jeg også glad, jeg var den storesøster hun altid havde ønsket sig. Hun var grunden til jeg var blevet på børnehjemmet, jeg kunne være blevet overflyttet til et andet et over i Amerika. Men da hun en dag gik til psykologen, blev hun anderledes. Hun begyndte og glemme, og hun var iskold. Efter nogle dage sad hun i hestevognen sammen med psykologen og Mrs. Johnson. De mente hun ville få det bedre på børnehjemmet i Amerika. Men jeg troede ikke på hun skulle der hen. Hun skulle et andet sted hen, men jeg vidste ikke hvor. Jeg nåede ikke og sige farvel til hende. Min verden gik endnu mere itu end den allerede var ''Rosalie!'' Jeg gik hen til Mrs. Johnson ''Det er på tide at du skal op til Mr. Hart!'' Hun kiggede på mig med en snedigt blik ''Hvem er Mr. Hart?'' Jeg kiggede undrende på hende ''Mr. Hart er psykologen'' Jeg kunne mærke jeg lod være med og trække vejret. Det var umuligt, jeg ville hellere dø end og komme hen til ham. En masse minder og tanker fløj rundt i hovedet på mig, hvad de yngre børn havde sagt om ham. Billedet af mine forældre, branden, Mary der skreg, Katherine der sad i hestevognen, rotten der havde væltet lysestagen. Menneskerne der spurgte om jeg var uskadt, om jeg var okay, hvordan jeg havde det ''NEJ!'' Skreg jeg. Hun rynkede panden ''Jov!'' Hun kiggede surt og strengt. Hun greb mig hårdt i armen, jeg prøvede og vride mig løs. Det lykkes til sidst. Jeg løb op til mit værelse og låste døren. Jeg åbnede vinduet, endnu et minde kom frem. Om den gang jeg sprang ud af vinduet da der var ild over det hele i huset. Jeg forstod ikke hvorfor de ikke ville med mig gennem vinduet, de ville måske hellere blive brændt inde. Hvorfor forlod jeg dem fra det hus!? Vis jeg var blevet ville jeg altid havet været hos dem.. Jeg kravlede ud på taget. Jeg turde godt springe, jeg havde prøvet det mange gange når Mrs. Johnson ville straffe mig. Jeg fik kun en skramme her og der. Men det var bedre end og få en lussing af Mrs. Johnson. Jeg sprang fra taget, jeg lukkede øjnene. Jeg ønskede mig tilbage til huset, jeg ville huske ulykken som den var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...