I Do ~ 1D

22 årige, Haley Brown, er kærester med 1/5 af boy-bandet One Direction, nemlig Liam Payne. Paret har været sammen i cirka 3 år, og er nu flyttet sammen i et hus lige udenfor Londons storby.
Men med alt det privatliv og et hus for sig selv, er Haley nu 9 måneder henne i graviditeten. Men kan den nyskabte familie klare presset? For med et lille barn i armene er det jo ikke så nemt at være kendt.

44Likes
108Kommentarer
4821Visninger
AA

20. Wating for this moment!

 

Liams synsvinkel

 

5 måneder var der nu gået, siden Haley kom i koma. 5 måneder hvor Rosemary havde vokset, fra den lille splejs hun var, til at få røde æblekinder.

5 måneder hvor jeg havde grædt hver aften, og Rose havde været helt forvirret over den manglende mor.

I alle 5 måneder havde jeg lagt dagligt besøg på hospitalet, for at tjekke til Haley. Jeg skulle have været på en lille tourne rundt i England med drengene, men jeg havde aflyst det..

faktisk havde jeg aflyst det meste at mine planer, for selv om det var fem måneder siden nu, kunne jeg ikke klare følelsen af at hun var væk.

Vores fans havde været forståelige nok. Jeg havde tweetet om hvad der var sket, at det medførte til at Haley nu lå i koma, og var i en kritisk tilstand, og at jeg derfor ikke var i stand til at optræde.

 Det var blevet modtaget med forskellige meninger. Nogle skrev at det var synd for både mig og Haley, og at de kryssede fingre for at Haley blev rask, mens andre skrev bare skrev at jeg skulle komme over den møgso, og at hun ikke var det værd.

 Men det var hun i den grad! Og det sårede virkelig mine følelser, at ligge øre og øjne til, at folk skrev sådan noget om min elskede...

 Jeg var som altid, på vej ned til hospitalet.. Klokken var ved at være to, så Rosemary havde lige nået at få sig en lille middagslur før vi skulle afsted..

 Da vi nåede derhen, gik jeg hen til et slags legeland der var blvet lavet på hospitalet. Jeg satte hende ned på gulvet og gav hende nogle legoklodser i hånden. Jeg kyssede hende på panden, og kig så videre ned ad gangen og ind på Haleys stue.

 Hun lå stadig ligeså fredeligt i hospitalssengen, som hun havde gjort, nu i fem måneder.. Selvom hun var på randen til at dø, så hun så fredsfyldt og velsignet ud. Hvis det ikke var for generatoren der bibbede på livet løs, havde jeg troet at hun allerede var blevet sendt op i himlen.

 Jeg gik stille over til hende og satte mig på stolen ved siden af sengen, jeg tog hendes kridhvide hånd, og lænede mig ned for at kysse den.

 Mit blik fandt hendes lukkede øjne, og jeg kigge ømt på dem.. Hvis det ikke havde været for mig, havde de øjne stadig været åbne, og den hånd ville stadig have blodcirkulation, og være mindre bleg.

 Det hele var mit skyld.. Det var min skyld at hun endte i den her seng, hvis jeg ikke havde været kendt, ville det her aldrig være sket- for helvede!

 Jeg mærkede at mine øjne begyndte at svie, og jeg snøftede hurtigt for at holde de tåre der var på vej, tilbage, men det var umuligt.

 Før jeg vidste af det løb tårene ned at min næseryg, og ned over mine læber, så jeg kunne smage den salte konsistens.

Jeg kunne se hvordan en tåre landede på Haleys hånd og fugtiggjorde den, og idet begyndte jeg at græde endnu mere.. Det mindede mig bare om, hvor følelsesløs og kold den var. Den ville sikkert aldrig blive silkeblød, som den plejede igen.

 Seriøst hvad var chancen? Selv lægerne sagde at hun ikke ville overleve komaen. Jeg var knust over det. Jeg håbede og bad, så inderligt til at hun ville vågne op igen, men inderst inde vidste jeg jo godt, jeg blev nød til at indse, at hun nok ikke ville gøre det.

Hvorfor skulle livet være så uretfærdigt? Det var ikke retfærdigt at Rose skulle vokse op uden mor, det var ikke retfærdigt at børnene i Afrika skulle vokse op uden mad, det var ikke retfærdigt at jeg skulle leve uden min elskede..

 Livet var og blev uretfærdigt, men hvorfor skulle det gå ud over mig? Hvad havde jeg gjort, for at fortjene det her?

Jeg vidste det ærlig talt ikke.

 Jeg stak hænderne ned i mine bukselommer, og mærkede mine fingre stødte på noget hårdt. Da jeg tænkte mig om, kom jeg pludselig i tanke om hvad det var.

Forlovelsesringen som jeg havde købt til Haley for cirka syv måneder siden.. To måneder før hun kom i koma, havde jeg taget min sammen til at købe den. Desværre havde jeg ikke haft modet til at fri til hende, og nu var det for sent.

 Jeg til den lille æske op af lommen, og kørte forsigtig min pegefinger hen over låget... Jeg ville have friet til hende dagen efter, det skete.

Det ville have været vores 4 års dag. Jeg havde sagt til Haley at hun ikke skulle gøre noget ud af det, så jeg var sikker på at hun ikke arrencerede noget. Jeg havde bestilt bord, på den mest romantiske restaurant, jeg kunne komme på. Den lå lidt ude fra London, så jeg havde fået fat i N hestevogn der kunne køre os..

Jeg ville have friet til hende, mens vi sad på restauranten. Det hele var planlagt nøje, alt var på plads, men sådan skulle det åbenbart ikke gå.

 Jeg ville aldrig nogensinde få muligheden for at gifte mig med den jeg elskede..

 Jeg tog Haleys hånd igen og klemte den hårdt, mens tårene igen kom løbende ned af mine kinder.. Jeg snøftede ind og prøvede at holde tårene tilbage, men det synes ikke at virke, for de blev ved med at strømme ud.

" Haley, jeg ved ikke om du kan høre mig, for jeg ved ikke hvad jeg skal tro på, alt er så indviklet. Rosemary er blevet stor, og jeg er holdt op med at optræde med drengene.. De hele er så overvældende, jeg kan ikke klare det uden dig! Lægerne siger at der skal et mirakel til at vække dig, men jeg ved bare ikke hvordan jeg skulle få et mirakel til at ske.. Tro mig, jeg aner ingenting for tiden, det hele er noget rod. Selv hverdagen synes at være uoverskuelig uden dig ved min side.."

Jeg holdte en pause for at snøfte ind, forsigtig fandt jeg æsken frem igen, tog ringen ud at satte den på Haleys ringefinger.

" Jeg nåede ikke engang at fri til dig.. Jeg havde den i lommen hele tiden, men jeg fik aldrig spurgt, jeg ville have gjort det på vores 4 års dag, jeg havde bestilt bord på en restaurant, men vi kom aldrig dertil. Jeg har sat ringen på din finger, og så må du gø med den uanset om du vil det eller ej "

Det sidste sagde jeg med et grin i stemmen, men nåede ikke at tænke mere over det, før der var noget der gav min hånd modstand. Jeg kiggede hen på den, for derefter at kigge hen på Haley..

 Jeg kunne ikke tro mine egne øjne.. Hun var vågen.. Hun sad der i sengen med helt åbne øjne og smilede til mig.

" Selvfølgelig vil jeg giftes med dig!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...