I Do ~ 1D

22 årige, Haley Brown, er kærester med 1/5 af boy-bandet One Direction, nemlig Liam Payne. Paret har været sammen i cirka 3 år, og er nu flyttet sammen i et hus lige udenfor Londons storby.
Men med alt det privatliv og et hus for sig selv, er Haley nu 9 måneder henne i graviditeten. Men kan den nyskabte familie klare presset? For med et lille barn i armene er det jo ikke så nemt at være kendt.

44Likes
108Kommentarer
4721Visninger
AA

12. Rosemary..

Liams synsvinkel

 

 Efter jeg i en fart havde pakket alle tingene vi fik brugbar på hospitalet, skyndte jeg mig at hjælpe den skrækslagende Haley ud i bilen..

jeg skulle nok ikke snakke, for jeg var mindst ligeså meget i panik sm hun var, jeg kunne slet ikke tro det.. Og mindre end en dag var jeg far! 

Hele min verden ville forandre sig, men tro ikke at jeg mener det på den dårlige måde, for tvært i mod, ville hele min verden forandre sig til det bedre.. Og jeg kunne ikke andet end at takke Gud for den fantastiske skabning der var endt i Haleys mave.

 Tro det eller ej, men trods alle mig og drengenes touré, priser og fantastiske koncerter, var jeg sikker på at det her ville blive den bedste dag i mit liv.

 I vores liv!

 Fog var jeg stadig skrækslagen, angst for at der ville ske babyen, eller for den sags skyld Haley under fødslen.. Jeg mener hvor tit hører man ikke lige om børn der kommer forkert ud, og får et eller andet handicap.

 Eller mødre der dør ved efter fødslen fordi der er en eller anden nybegynder der har givet det får meget smerte stillende, eller andet medicin.

 Jeg kunne ikke holde tanken ud, tanken om at jeg måske aldrig fik barnet at se, fordi det ville dø i Haleys mave, eller komme ud med en eller anden u helbredelig sygdom, eller med et handicap..

 Ligemeget hved der ville ske, ville jeg selvfølgelig elske barnet over alt på jorden, men tanken om at det højst sandsynligt ville dø før mig, tror jeg ikke jeg ville være i stand til at klare.

 Og hvad ville der ikke også ske med bandet, bi kunne da umuligt blive ved med at holde sammen, når jeg stort set ville blive nød til at bruge alt min til på mit barn.

 Selvfølgelig kunne vi stadig være som brødre for hinanden, men jeg tvivler bare på, om det ville være det samme med bandet, jeg vil så nødig være skyld i at vi går i opløsning.

 Det vil jeg bare ikke!

 Hvad ville pressen ikke sige? Jeg kan da i vert fald ikke gå rundt med Rosemary på armen ude i byen, uden at vi ville blive forfulgt.

 

***

 

Heldigvis lå vores hus Meget centralt, så efter blot 5 minutters kørsel var vi fremme ved hospitalet. Jeg spændte hurtigt min sele op og trådte ud af bilen.

Jeg skyndte mig over på Haleys side, og rakte ud efter hende.. " skal du have en hånd?" Spurgte jeg med et nervøst smil på læberne.. Hun smilte sit lille ' Haley i smerte' smil, som hun kun havde på når hun blev glad, mens hun havde ondt et eller andet sted. Og greb fat i min udstrakte hånd.

jeg hjalp hende ud af bilen, og skyndte mig at åbne bagage rummet så jeg kunne få fat i alle de ting, som jeg så ellers havde pakket i lynets hast.

Mens jeg balancerede med taskerne i den ene hånd, tog jeg igen Haley hånd, med den anden.

Sammen gik vi ind på hospitalet, og hen til den lille skrank, kort efter vi havde fortalt damen om vores situation, kom der en sygeplejeske og tog fat om Haley skuldre, for at føre hende ind på føde stuen.

 " ring til vores familier og sig at det er nu" råbte hun før hun blev ført hen mod fødestuen.. Alle folk på gangen kiggede forundret på hende som var hun gal, men dog smilede jeg bare. Haley løj ikke i det hun sagde for.

 Det var nu!

 

 Haleys synsvinkel

 

 Jeg stod med besvær og prøvede at få den hvide hospitals kjole på, men det var en opgave som jeg næsten kunne krydse af som umuligt.

 Sygeplejesken havde flere gange spurgt mig om hun skulle hjælpe, men jeg havde også adskillige gange sagt nej. Jeg nægtede simpelthen at få særbehandling bare fordi jeg var gravid.. Og i tænker nok.. Jamen det er da normalt at sygeplejskerne hjælper en når man skal føde. 

 Men sådan så jeg altså ikke på det. Jeg følte bare at de syntes at jeg var en eller anden hjælpe løs kælling, som ikke engang kunne finde ud af at tage en hospitals kjole på.

Nå men det vigtigste var at jeg efter meget slid og besvær, endelig fik kjolen på, og fik af den grund så også lagt mig i sengen..

eller vent.. Nej måske ikke af den grund, men at sygeplejesken sagde at jeg skulle..

 Kort efter sagde hun at jeg allerede var klar til at føde, og kaldte Liam og vores familier, der nu også var kommet, ind på stuen. Min mor kom kort hen til mig og sagde at det hele nok skulle gå, hvorefter hun satte sig på en af de stole der stod i rummet.

 Efter hende kom min far og sagde et par ord, så kom Karen og Geoff, og til sidst kom Liam, dog satte han sig i stedet for at side på en af de tilfældige stole, på den lige ved siden af sengen.

 Han nussede blidt min kind og kyssede mig i håret, så tog han min hånd efterfulgt af en visken i mit øre. " det skal nok gå det her skat, og ligemeget hvad vil jeg altid være her for dig og for Rosemary, lige meget hvad.. Og jeg lover at der ikke sker noget, jeg lover det Haley. Jeg vil altid elske Rosemary og dig, ligemeget hvad der sker vil jeg altid elske jer, hører?" 

Jeg nikkede smilende, og kiggede han dybt i øjnene.. " Jeg vil også altid elske dig Liam" jeg nåede næsten ikke at gøre sætningen færdig, før et par bløde læber ramte mine..

 

***

" Så Haley, nu er der kun en eller to pres tilbage" jeg lå stadig med Liams hånd om min, og han havde siddet ved min side hele vejen igennem, og nu var der snart ikke mere vej.

 Snart ville jeg ligge med Rosemary i mine arme, og se hendes søde smil.. Eller høre hendes, det ved jeg ikke og jeg var også fuldkommen ligeglad, det vigtigste var at hun om lidt lå hos mig.

 Lidt efter stod sygeplejesken med en lille baby i hånden.. Rosemary.

 Hun gik ud for at vaske hende, og jeg lå tilbage med et kæmpe smil på læberne, og det samme havde Liam. Han lænede sig forsigtigt ned og kyssede mig på panden.

 Han sendte mig et stort lallegladt smil, så han så ud som en flodhest, men jeg tror ikke at jeg var meget pænere selv.

" Tillykke!" Vores øjenkontakt blev afbrudt af sygeplejesken, som nu stod med et helt ren Rosemary i armene. Hun begyndte at gå hen mod mig, og jeg rakte automatisk ud med armene.

Hun lænede sig lidt ned over mig, og rakte mig Rosemary. Forsigtigt fik jeg lagt hende i mine arme, og begyndte at kilde hende lidt, selvom jeg ikke havde regnet med det, gav Rosemary et lille fnis fra sig, hvilket bare fik mig til smile endnu mere.

 Jeg så hen på Liam der ligesom før, sad og så på mig og Rose, mens han smilede som en idiot.. " kom herop" sagde jeg og klappede på sengen, mens jeg prøvede at flytte min røv over i den ene side af sengen, så Liam kunne side i den anden.

 Han gjorde som jeg sagde og satte sig forsigtigt op i sengen. Da han sad ordenligt, løftede jeg stille op i Rosemary, og satte hende på Liams skød, så hun vendte med fronten med Liams ansigt.

 Da hun jo ikke selv kunne side, holdt jeg fast i hende indtil Liam forsigtigt lagde sine hænder på hendes ryg. Jeg lagde mit hovedet op ad Liams skulder, hvilket fik ham til at kysse mig i håret.. 

Han gjorde det samme med Rose, hvilket bare fik hende til at fnise en lille smule.. Liam kiggede sødt på hende, og sukkede.

" Vi elsker dig Rosemary" 

 Og i det øjeblik var alting fantastisk!

 

 Hola! Så fik de endelig Rose.. Hvad synes i om kapitlet?? Jeg er selv sådan okai tilfreds, men det er jo jeres mening der tæller.

 Personligt er jeg bare så fuskes på movellas lige nu, for da jeg stort set var færdig med kapitlet.. Så sletter den det fandme, så nu har jeg cirka brugt 4 timer på at skrive det her kapitel, og det irritere mig grænseløst.. Med set på den lyse, synes jeg faktisk at kapitlet blev bedre anden gang! 

Nå men det her var et lidt længere kapitel på hele ord.. Hvad synes i om det? Bliv nu endelig ikke for van til det, for det er sjællendt at jeg tager mig sammen til at skrive et langt kapitel.

 Please like, sæt på favorit listen og alt det der.. Det vil betyder så fucking meget.. WOW jeg bander meget idag.. Det må i unskylde, også sorry fo at kapitlet ikke kom noget før, men det kender i jo forklaringen på. 

Ses kk og k fra mig af Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...