I Do ~ 1D

22 årige, Haley Brown, er kærester med 1/5 af boy-bandet One Direction, nemlig Liam Payne. Paret har været sammen i cirka 3 år, og er nu flyttet sammen i et hus lige udenfor Londons storby.
Men med alt det privatliv og et hus for sig selv, er Haley nu 9 måneder henne i graviditeten. Men kan den nyskabte familie klare presset? For med et lille barn i armene er det jo ikke så nemt at være kendt.

44Likes
108Kommentarer
4491Visninger
AA

7. Dont know what to name this chapter!

 

Haley's synsvinkel

 

Jeg bankede hårdt på døren.. Tre gange bankede jeg, en lille melodi, måske? Det var i vert fald tre gange., No spørgsmål needed.

Efter noget tid hvor der ikke blev åbnet, bankede jeg igen på døren. Jeg stod i et halvt minut, før døren blev åbnet.. Og et velkendt person kom frem.

"Hej skat" Sagde personen smilende. Jeg sagde ikke noget men stod bare og gloede olmt på personen..

" Jeg er altså voksen, du skal ikke kalde mig skat" Sagde jeg smilende.. Min mor havde altid haft en eller anden tindens til at kalde mig skat... Jeg mener helt ærligt, da jeg var 9 var det i orden, men da jeg skulle flytte sammen med Liam kaldte hun mig det stadig.

Oh god.

Liam.. Ordet fik mig til at huske i går aftes, og ikke mindst klokken 5 i morges, hvor jeg blev nød til at snige mig ud.. Hvad mon ikke han tænkte om mig nu, han måtte syntes at jeg var en forfærdelig kæreste, og at han aldrig nogensinde skulle have gjort mig gravid..

Hvorfor havde jeg været sådan et svin over for ham, det han sagde var jo ment som en joke, så faktisk havde han ikke gjort mig noget intet overhovedet.. Tankerne fik ligeså stille tårende til at løbe langsomt ned af mine kinder. Og før jeg vidste af det, brød jeg sammen på trappetrinet.

"jamen lille skat dog, hvad er der sket?" Sagde min mor, og slog sig ned ved siden af mig, og lagde så armene rundt om mig..

" Så så, lige meget hvad det er, så skal det nok gå" Trøstede hun, men jeg ville ikke høre, det eneste jeg kunne tænke på var Liam.

Efter lidt tid havde min mor fået trukket mig indenfor, hvor hun placerede mig i sofaen, med et tæppe på kroppen og varm kakao i hånden.. Selv havde hun taget kaffe.

Nu sad vi begge i sofaen, og så et eller andet plat tv program.. Det var vidst nok Amaricas funniest home videos, eller sådan noget. Og selvom det var så plat som det nu var, kunne jeg ikke lade vær med at grine lidt.

Jeg mener, hvem fanden prøver at fælde et træ, som nærmest er dømt til at falde den forkerte vej, and gæt what.. Det faldt ned over deres hus.. Omg.. Hvor dum kan man lige være? Nå ja, så dum.

I et kort øjeblik landede mine tanker faktisk på noget andet end Liam, men selvfølgelig skulle min mor spulere det, ved at slukke for fjernsynet, og kigge over på mig med et alvorligt blik.

Oh

Vi vidste vidst alle godt hvor det her ville føre hen, og jeg var ikke vild med retningen.

" Skat hvad var der galt" Hun sagde det med en lidt blid tone.. " Der må jo have været sket noget forfærdeligt, det er hundrede år siden jeg har set dig bryde sådan sammen"

Og jeg havde ret..

" Det er ikke noget mor" Sagde jeg og kiggede lidt ned i jorden. " Det er bare homonerne"

" Skat ikke engang homoner kan få dig til at bryde sammen på den måde.. Der må være noget mere end det" Hun lød lidt hårdere denne gang.. Hun vidste helt sikkert at jeg løj.

Jeg endte bare med at trække på skulderen, og begyndte at pille ved mine negle.. Min mor sukkede, det irriterede hende tydeligvis at hun ikke kunne få noget ud af mig.

Engang fortalte jeg min mor alle mine hemmelig heder.. engang sagde jeg til hende at jeg var forelsket i en dreng fra min skole, og om så ikke min mor, gik hen til drengens mor og fortalte hende det hele.

Efter den dag fortalte jeg aldrig min mor hemmeligheder igen, eller i vert fald ikke de helt store hemmeligheder.

Mim mor kom ind i stuen igen efter en tur ude i køkkenet.. Hun gik en runde på gulvet, og stillede sig lige foran mig. Hun satte hænderne i siden ud rettede sit blik lige mod mine øjne.

"Unge dame, du bliver nød til at forstå at hvis du ikke siger noget til mig, så kan jeg ikke hjælpe dig!" Mod de ord forlod hun igen stuen, for at tage telefonen, der lige var begyndt at ringe.

"Ja hej Liam" Hørte jeg hende sige....

OG MY FUCK!!!

 

Liams synsvinkel

 

Jeg havde været overalt, jeg havde været hos alle hendes veninder, og spurgte dem om hun havde nogen andre veninder som jeg ikke vidste. Jeg havde været hos hver og en af drengende, og fået dem til at gå med mig.

Vi havde gået rundt i byen og ledt i noget nær en halv time, før jeg kom i tanke om at det eneste sted jeg ikke havde kigget, var hos Haleys mor.

Jeg var sur på mig selv fordi tanken ikke havde slået mig noget før.. For god shake Liam, det var der hun altid gik hen når hun var ked af noget. Jeg havde virkelig lyst til at slå mig selv, men hvad ville det hjælpe?

I stedet skyndte jeg mig at trykke nummeret på Haleys mor, ind på min mobil.. Jeg ventede utålmodigt på at nogen ville tage telefonen..

Efter noget tid, stoppede den irriterende lyd, og en stemme kom frem.. " Ja hej det er Liam" Sagde jeg en smule panisk..

"Ja hej Liam " Lød Annes stemme. "Ehmm er Haley hos dig?" Spurgte jeg panisk.

"Ja hvorfor?" Annes stemme var meget fortvivlet og jeg kunne godt forstå det, jeg plejede jo altid at have styr på hvad Haley lavede.

"Jeg har ledt efter hende hele morgenen, men jeg er glad for at hun er hos dig!"

" Har hun da ikke fortalt dig at hun tog herhen?" Spurgte hun.

"Nej, ehmm vi havde et lille skænderi i går, og jeg endte med at sove på sofaen, men da jeg vågnede var hun ingen steder at se! Jeg har ledt efter hende over alt"

" Så var det det hun var så ked af da hun kom herhen, hun havde faktisk heller ikke fortelt mig at hun kom, lige pludselig stod hun der bare"

" Vent Hvad? Var Haley ked af det?" Spurgte jeg usikkert.

"Ja hun var meget ked af det, hun brød sammen foran min dør, men hun ville ikke fortælle hvorfor. Det har jeg så fundet ud af nu" Annes stemme var en lang køre af ord der sårede mig. Haley skulle ikke være ked af det på grund af mig.. Jeg måtte virkelig rette op på det her rod.

"Anne, hvis det ikke er for meget at forlange, kan jeg så få lov at tale med hende"

" Selvfølgelig, jeg henter hende lige" Jeg kunne høre noget skraslen, og ledt efter kom Haleys stemme frem i røret.

"Hallo" Et stort smil plantede sig på mine læber, trods hendes stemme var så grædefærdig at det lød som om at hun kunne bryde sammen når som helst..

"Haley det Li-" "biiiibb" Jeg tog min telefon ned fra øret og kiggede på den.. ' Opkald afbrudt' Stod der på skærmen.

Hun havde lagt på!

 

____________________________________________

OMG, Drama Drama Drama, igen!

Hvad syntes i om kapitlet? Håber i kan li historien so far.. I må meget gerne like og sætte på f-listen smid også en kommentar oven i hatten..

I må meget undskylde hvis der er stave eller tastefejl.. Men gode nyheder.. Den her gang har jeg ikke tænkt mig at undskylde for den lange ventetid, for den synes jeg ikke selv der er noget af. Da der efter min mening kom et kapitel ret hurtig. Vend jer nu ikke til det, for jeg er en meeeeget doven persom.. tihi!

Alt mulig kærlighed, kys og alt det der plidder pladder.. Kh: Mig xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...