Jeg må væk!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Det er en socialrealistisk historie om en pige der egentlig lever i en "fantastisk" verden. Men hendes liv, tilfredsstiller hende ikke og hun ender i en narkorus der går galt.

1Likes
2Kommentarer
168Visninger
AA

1. Jeg ville jo bare flyve

 

Lyset blændede hende. Hun prøvede at lukke øjnene men kunne ikke, noget holdt hendes øjne fast. Hun kom til sig selv og lyset forsvandt. Hun så en læge og to sygeplejersker stå og snakke i den anden ende af den lille hospitalsstue. Ved siden af hende sad hendes kæreste. Han havde tårer i øjnene. Han kiggede på hende, så at hun havde åbne øjne og råbte efter sygeplejerskerne og lægen. Hun kunne ikke høre ham, kunne kun se hans mund forme ord. De kom hurtigt hen til hende, hun kunne ikke høre dem, men lukkede bare øjnene og drømte sig tilbage til den aften, hvor hele hendes liv ramlede sammen. Den aften hvor alt gik fra hinanden. Den virkelighed hun levede i, der skulle være så fantastisk, smuldrede. Men det var hendes egen skyld. Hun måtte flygte.

 

Der var høj musik og folk omkring hende. Alle var fulde og mange larmede. Der kom en hen og prikkede hende på skuldren. Han bad hende komme med, for han havde noget hun skulle prøve. Hun gik med ham og tre andre fyre. De gik ind i et lille rum. Ham der havde hentet hende tog en lille gennemsigtig pose med noget hvidt pulver frem. Han lagde det ud i baner på bordet og spurgte hvem der ville starte. ”Hvad er det?” spurgte hun. En af dem kiggede på hende og sagde ”Hvid magi!”. Hun havde hørt udtrykket før, men var ikke sikker på hvad det var. Da de fire fyrede havde sniffet deres bane kom det lille rør de brugte, hen til hende. En af dem sagde ”Slap nu af Anna, det er bare coke, du dør ikke af det!”. Hun kiggede bange på ham, men tog alligevel røret, tog hovedet ned mod bunken, tog røret op til det ene næsebor og sniffede banen. Det kradsede i næsen. De fortalte hende at snart ville hun flyve.

Hun havde nu fløjet mange gange. Hun elskede det! Suset, adrenalinen, følelsen af at være uovervindelig! Intet kunne slå hende ud, når bare hun fløj. Hun havde mødt mange vilde mennesker. De var alle sammen så venlige! De var så søde ved hende. Hendes kæreste havde ingen anelse om hvad det var hun lavede, og det skulle han heller ikke vide. Han var altid så bekymret for hende. Han elskede hende virkelig, men der var ingen grund til at være så bekymret, mente hun. Hun elskede også ham, men hun orkede bare ikke at de hele tiden skændtes.

Hun kom ind til festen og så alle folk. Hun kendte efterhånden de fleste. De bød hende kærligt velkommen. Hun satte sig, lagde en bane ud på bordet og sniffede. Hun nød det! Mere end hun plejede. Denne aften var ikke som de andre, hun vidste ikke hvad det var, men hun havde fornemmelsen af at et eller andet vildt ville ske. Og hun ville snart finde ud af hvad.

Klokken nærmede sig 03:30 og hun var endnu ikke træt. Hun havde med glæde været igennem mindst 7 baner, den aften. Nogle fyre, hun kendte en af dem, kom hen til hende og spurgte om hun ikke ville med ud og have lidt luft. Hun gik med. De gik længe. Men selvom de snart havde gået 3km var hun hverken træt eller udmattet. Hun var glad og frisk. De kom hen til en stor bygning. Det var den lokale skole. En af dem hev en æske tændstikker frem og gik hen bag en busk og hentede en stor dunk. Hun spurgte hvad de lavede og om de ikke skulle gå tilbage. De kiggede dumt på hende, grinede og sagde ”kom nu Anna. Du aldrig klar på en skid. Tør du ikk?”. Hun kiggede ned i jorden og derefter kørte sit blik mellem de fire fyre. Hun smilede og sagde ”selvfølgelig tør jeg”. De gik hen mod bygningen og ham med dunken gik tættest på. De andre stoppede lidt derfra. Han åbnede dunken og hældte noget der lugtede af benzin ud over bygningen. Han strøg en tændstik og kastede den ud over bygningen. Han tændte og kastede omkring ti tændstikker. De løb derefter omkring 100 meter væk fra bygningen. De stod og så på at den brændte. Hvad de ikke vidste, men senere fandt ud af, var at der var nogen der havde glemt at slukke for gassen inde i skolens fysiklokale. Efter 30 sekunder lød der et stort brag og de fløj fem meter bag ud. Hun ramte jorden med et hårdt fald og blev slået bevidstløs.

 

Hun vågnede op på hospitalsstuen og så hendes kæreste ved siden af hende. Han talte til hende, men hun kunne ikke høre ham. Der kom en læge og en sygeplejerske hen til sengen og hendes kæreste rejste sig op. De snakkede længe og det undrede hende at hun ikke kunne høre dem. Lægen lænede sig ind over hende og hun så hans mund forme ord. Han sagde noget til sygeplejersken og hun gik og kom hurtigt tilbage. Hun havde en bærbar whiteboard tavle med, og lægen skrev nu noget ned på den og viste det til hende. Hun læste det; ”Kan du høre mig?”. Hun rystede stille på hovedet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...