Save the children. (One Direction - 13+)

Fallon McKinley er 17 år, og har de sidste 2 år samlet ind til en børnefond i Afrika. Hun har nu fået samlet hele 3 millioner ind, og de går allesammen til en ny skole, og nye levevilkår for børnene i Ghana. Fallon beslutter sig for, selv at rejse til den afrikanske by, men hvad hun ikke lige havde forventet, var at møde 5 helt specielle drenge, som vil gøre lige så meget for de afrikanske børn, som Fallon selv vil.

Denne novelle kan indeholde voldsomme scener, og anstødeligt sprogbrug. Læsning foregår på eget ansvar. God fornøjelse. :-)

11Likes
6Kommentarer
915Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Varmen tog godt imod mig, da jeg landede i Ghana i går. Jeg havde i flere år, gået og tænkt på denne her rejse. Jeg havde så længe haft et stort ønske om at give noget til de børn, som ikke har de samme muligheder som jeg selv har. Og nu går det hele i opfyldelse. Jeg har aldrig været så lykkelig.

 

Jeg svang fødderne ud over sengen, og kastede et sidste blik på klokken. Den var snart 12, hvilket betød, at jeg snart skulle se de afrikanske børn for allerførste gang. Ingen ord kan beskrive hvad jeg føler lige nu. Jeg er glad, lettet, og spændt. Men alligevel, så er jeg så overdrevet nervøs. Jeg er nærmest bange. Bange for at alt måske er meget værre end man forestiller sig, uanset om man ser de værste billeder herfra. Børn der sulter, ingen renlighed har. Børn der ingen mulighed har, for at komme i skole. Det er det jeg håber på, at kunne ændre. Jeg har i løbet af de sidste 2 år, samlet ind til en børnefond her i Ghana. Jeg har fået hele 3 millioner indsamlet, og de skal gå til en ny skole, og nye levevilkår for de afrikanske børn.

 

Jeg fandt et sæt tøj i hotelværelsets klædeskab. Jeg var netop blevet færdig med at pakke ud, og om det jeg havde med var nok.. Havde jeg ingen idé om. Hvis jeg skal være her i 1 måned, er der nok brug for mere end 2 mediumkufferter. (I kan finde hendes tøj i kommentarboksen.)

 

Jeg kom hurtigt i tøjet, børstede mine tænder og satte en rodet knold på toppen af hovedet. Så greb jeg mine solbriller, telefon og nogle penge til en taxa til den skole, hvor jeg skulle mødes med de andre. Jeg ved ikke lige hvad de kører rundt i her. De har nogle jeeps og noget.. Eh, ja.

 

***

 

Jeg sprang ud af jeepen, jeg var blevet hentet i, og rakte føreren de penge jeg nu skulle af med for turen. Det var nu jeg skulle møde børnene, og de voksne som ville gøre alt hvad der stod i deres magt, for at hjælpe dem. Jeg tog en dyb indånding og gik hen til en trædør, der førte ind til en bygning. Jeg kunne høre sang indefra, så jeg tænkte at det sikkert var her. Jeg tog en ekstra indånding og bankede så på 2 gange, før jeg åbnede døren på klem. 

 

Jeg blev mødt at en stor dynge storsmilende børn, nogle voksne, og 5 drenge på min egen alder. Je.. Vent, hvad? 5 drenge på min alder. Hvad laver de her? Og.. De er ikke afrikanere. Jeg smilede lidt mere og åbnede så døren helt. Og da jeg havde lukket døren i igen, begyndte børnene at klappe. Stille, kunne jeg mærke varmen stige op i mine kinder. Børnene rejste sig og stillede sig op i en række foran mig, da en af de voksne sagde noget, som jeg ikke forstod. Kort efter, mærkede jeg et par korte arme om min hofte. Jeg kiggede hurtigt ned, og så en lille dreng stå og kramme mig. Jeg grinede kort og bukkede mig ned til ham. Så svang han istedet armene om min hals, og jeg trykkede ham ind til mig. Jeg lagde med det samme, og som det første, mærke til hvor tynd og lille han var. Han virkede så skrøbelig, at bare det at jeg kunne prikke til ham, ville kunne få ham til at falde sammen som et vindpust kunne blæse et kortslot væk. Jeg kiggede lidt rundt på de andre børn, og indså med det samme, hvor slemt det faktisk var. Ingen af dem havde ret meget fedt på kroppen. Man kunne på nogle af dem ligefrem se knoglerne titte frem i arme og ben. Tanken om at de lider så meget, var lige ved at få mig til at sætte mig ned og tude. Det gjorde så ondt at se på, og det skar i hjertet, bare ved tanken om at tænke på, hvor heldige vi er. Jeg bed mig hårdt i læben, og tog imod det næste barn, som slog armene om mig. Denne gang en lille pige, på måske 4 år. Og hun var endnu mindre.

 

Jeg fik hilst på de afrikanske børn, og de havde fået en pause til at snakke sammen. Imens havde jeg besluttet mig for at sige hej til de 5 drenge, som jeg havde fået øje på tidligere. De kom mig dog i forkøbet, med store smil og højt humør. Eller.. Næsten da. Jeg smilede venligt til dem, da den første dreng trådte frem og præsenterede sig selv.

 

"Jeg er Louis. Du må være Fallon.." 

 

Han smilede et skævt smil, og så på mig med sine utrolig flotte blå øjne.

 

"Ehm.. Ja. Jeg er Fallon. Hej Louis."

 

Hvor vidste de fra at jeg hedder Fallon? Jeg rystede tanken af mig, og tog smilende imod den næste hånd. Drengen, denne gang, havde brune øjne, skægstubbe og var... Virkelig lækker. Han smilede også, dog lidt mystisk, og rystede min hånd.

 

"Jeg er Zayn. Hyggeligt at møde dig."

 

Jeg sendte ham et lidt større smil og nikkede til ham. Jeg greb den næste hånd, som tilhørte endnu en dreng med blå øjne. Han var, som den eneste, blond og havde bøjler. Han var nuttet..

 

"Jeg hedder Niall."

 

Jeg lagde hurtigt mærke til hans accent, og grinede kort før jeg sendte ham et spørgsmål.

 

"Er du fra Irland?"

 

Han løftede hurtigt øjenbrynene og smilede endnu større, før han nikkede.

 

"Ja. Org hvad, du lagde mærke til det! Se Liam.. Hun lagde mærke til at jeg er irsk."

 

Lige inden han sagde 'Liam', vendte han sig mod en dreng jeg ikke havde hilst på endnu, og klappede ham lidt på brystkassen, imens han hoppede et par gange. Liam, som den anden vidst hed, grinede bare lidt og fjernede Nialls hænder, inden han tog min og rystede den.

 

"Jeg er så Liam. Rart at hilse på dig."

 

Han sendte mig et stort smil, og jeg smilede tilbage til ham. Så vendte jeg mig mod den femte og sidste dreng, og blev mødt af de flotteste smaragdgrønne øjne, jeg nogensinde har set, og nogle store ufattelig flotte krøller. Wow, det var da vildt. Holy sh...t...

 

"Jeg hedder Harry, og du må være Fallon. Det er fedt, endelig at møde dig."

 

Han tog min hånd og trykkede den en gang. Så smilede han lidt og sendte mig et blink med det ene øje. Jeg grinede en smule og rystede på hovedet af ham.

 

"Ja, jeg er Fallon. Også hyggeligt at møde dig, Harry.. Hvad laver i egentlig her?"

 

Det sidste var mere henvendt til dem alle 5, men alligevel fik jeg et svar fra krøltoppen.

 

"Vi er her for at donere penge, og gøre et godt formål. Du ved måske slet ikke hvem vi er?"

 

Jeg rystede et øjenbryn af ham, og kiggede rundt på dem, for at se om de virkede bekendte. Så trak jeg på skuldrene og rystede på hovedet.

 

"Ikke rigtigt. Har aldrig set jer før.."

 

De smilede lidt mere og sukkede en smule lettede, tror jeg. 

 

"Det er okay. Vi er One Direction. Vi er et verdenskendt boyband, som var med i x-factor i 2010. Det er rart med en der ikke fangirler helt vildt."

 

Jeg så på ham med skægstubben. Var det.. Zayn han hed? Ja, det må det være. Jeg nikkede en smule til dem og smilede lidt.

 

"Okay. Det er fedt nok. I må jo være.. Gode så."

 

Ham den blonde, Niall vidst, begyndte at grine helt vildt. Jeg løftede et øjenbryn af ham, og Liam lagde vidst mærke til det. 

 

"Ehm.. Tag dig ikke af ham. Niall har svært ved at tage ting seriøst nogle gange."

 

Jeg fnes en smule, og så på Niall, der var endt på gulvet af grin. Nogle af de små børn var begyndt at sætte sig ved ham, og Niall satte sig bare op for at tale med dem. Jeg smilede en smule, og sukkede stille. Selvom de var verdenskendte, var de utrolig flinke. Ikke selvglade eller egoistiske, som mange nok vil se famøse mennesker som. De var helt nede på jorden, og det at de var så rolige og glade omkring de små børn. Hold da op. 

 

"Hvad laver du så her, Fallon? Det har vi aldrig fået at vide."

 

Jeg så hen på ham med krøllerne. Altså, Harry.. Jeg smilede lidt og lod mine hænder glide ned i baglommerne, før jeg begyndte at tale.

 

"Jeg er her for at donere penge. Jeg har samlet ind for en børnefond, de sidste 2 år. Nu står jeg med 3 millioner, og dem vil jeg bruge på et godt formål."

 

Drengenes kæber faldt bogstaveligtalt til brystkassen, da jeg nævnte de 3 millioner. Så slog de øjnene op og sendte mig det største smil, man alligevel kunne drømme om.

 

"3 millioner?" Spurgte Louis.

 

Jeg nikkede smilende og grinede en smule af deres ansigtsudtryk.

 

"Det var noget af en overraskelse.."

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Undskyld for et skod kapitel. Jeg skal lige ordentligt i gang. Jeg har allerede skrevet de 4 næste kapitler, så de kommer snart ud. :-)

Synes i idéen med de afrikanske børn og det, er en god idé? Eller kunne jeg have været mere opfindsom? :-)

 

Jeg undskylder igen for et træls kapitel, jeg er heller ikke selv tilfreds med det. De andre bliver bedre!

 

Amalie. //

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...