Wonderland (Færdig)

Kender du det når man bare er træt af alt? Og har bare lyst til at drømme dig væk? Den følelse kender Tara! Hun bor i en stille by i North Carolina, hvor intet nyt sker. Hendes forældre er altid på arbejde, og skolen er ligeså kedelig som de venner der aldrig snakker til hende. Men det skal snart ændres.

1Likes
2Kommentarer
184Visninger

1. ❤

 

Solens ståler danser på mit værelse gennem de beskidte vinduer. Jeg lader min krop falde, til  jeg lander blødt i sengen. Huset er så tomt. Om bare en sølle halv time står den på grammatik prøve, i et røv sygt klasse lokale, med røv syge elever. Jeg forstiller mig selv på ferie et dejligt varmt sted. Med kridt hvide strande, og palmetræer. Langt væk! Det hele virker perfekt, til min mobil buzzer på bordet. Det er en alarm. Jeg skal gå. 


                                                                             * * *

Jeg lader mine fødder trække hen af jorden. Mine høretelefoner bliver pludselig ubehagelige, og jeg hiver dem ud. Jeg bidder pludselig mærke i, at noget bevæger sig henne i buskene. Jeg tænker egentlig ikke over det, og fortsætter langsomt. 
Men det bliver ved med at bevæge sig, i det jeg går. Som det følger efter mig. Jeg skal nok nå skolen, ellers er der en ny dag imorgen. Så med forsigtige skridt, går jeg hen mod buskene. Skoven ligger lige bag ved, og det fortsætter ind mellem de høje træer. 
Ikke meget længere fremme, ligger en lille fin sø. Jeg går hen mod den, da en hvid ulv kommer luntende ud fra buskene. Jeg stopper brat op. Det kan ikke være rigtigt. 
Rundt om halsen hænger et smykke, og en lille sløjfe ved dens hale. 
Ejer nogen den? Den kigger på mig med store sorte øjne.  Den virker ikke bange. 
Jeg må nok hellere i skole, så jeg vender op på helene for at gå tilbage på vejen. Men der er bare skov rundt om mig. Ingen vej at se. Jeg er sikker på at jeg ikke gik langt. Jeg vender mig om for at kigge mod søen igen, men ulven er væk. 
Det her er højst besynderligt, jeg kan ikke en gang høre bilerne. Pludselig får jeg glimtet af den hvide ulv, meget længere væk end den ville kunne nå på 10 sekunder. Er jeg faret vild? Jeg tager chancen, og beslutter at følge efter ulven. 
Men selvom den står stille, forsvinder den længere og længere væk, jo tættere jeg kommer. 



                                                                           * * *


Kan det være rigtigt? Er jeg blevet skør? Jeg sætter mig ned, og krummer knæene ind til mig. Jeg mærker pludselig en varm brise, og her er ikke koldt mere. Her dufter også af roser, og lyden af rillende vand, fylder mine øre. Jeg kigger op og møder et helt andet syn. Skoven er som en drøm. Enge med røde, hvide og gule roser. Grønne træer med lyserøde blomster skud. Den fine lille sø, har nu et randende vandfald, og det lyder som om at jeg kan høre stranden. En stor fugl flyver over hovedet på mig, men nej! Jeg gnider mig i øjnene. Den var jo så stor som.. Som... Større end en struds! Men den fløj. Dens farver kan ikke beskrives, som alle regnbuens farver.  Jeg går langsomt mod den lille sø, og glemmer helt min taske. Jeg prøver at få mig et overblik, og kigger lidt rundt. Det hus var der da ikke lige før? Det er jeg sikker på. Hvad kan gå galt? Det er sikkert bare en drøm alligevel. Så jeg går over mod huset. Jeg føre hånden mod håndtaget. Ar den er jo nok låst alligevel, så nu prøver jeg bare. Døren knirker lidt da den åbner. "Hallo?" Men intet svar. Der er ingen møbler, kun et enkelt skrivebord, og en lampe. Jeg går hen og hiver i snoren for at tænde lyset, da den udbryder et højt: "AVV!" Jeg flyver tilbage i ren forskrækkelse. "Talte du lige!?" Et ansigt kommer til syne på lampen. "Ja det kan du tro jeg gjorde!" Jeg stirrer bare med forbavset udtryk. "Okay... Men jeg skal også videre." Jeg løber ud af døren, og dybere ind i skoven. Jeg vandre i lang tid, og  pludselig høre jeg små skridt bag mig. Jeg vender mig forsigtigt om.. Det er ulven! Den sætter sig ned, og lægger hovedet på skrå. "Ka.. Kan du også tale?.."   "Mig? Ja da. Det kan alle da her." siger den, og går i små cirkler rundt om mig. "Her?... Her i skoven?" 
"Her i Eventyrland selvfølgelig!" Det her er det mærkeligste jeg nogensinde har prøvet. Meningen var at det skulle være en normal onsdag.. Det er den ikke rigtig mere. Eventyrland. Wow, jeg må ha' slået hovedet! "Okay... Jamen.. Hov! Ulv? Emh ULV?!" Endnu en gang er den væk. Huhm.... Jeg vandrer videre, til jeg kommer til en flod. For en gang skyld føler jeg mig tilpas. Jeg stikker stille fødderne i vandet. Hvad mon der gemmer sig at talende dyr her.. Pludselig bliver jeg meget søvnig, og mit hoved støttes af en pude af græs. En sød godnat sang kan jeg høres lavt. Jeg åbner øjet en lille smule, og kan se blomsterne synge for mig. Et lille hjorte kid ligger sig i mine arme. "Godnat," siger jeg og gaber.
 
 Her... Lige her......Det her er mit tilflugtssted. Og jeg vil aldrig skulle bekymre mig om ensomhed. Det er her jeg hører til...



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...