Jagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Riley Evans er en femtenårig pige, der er blevet forflyttet fra børnehjem til børnehjem. Det er langt ude i fremtiden, så regeringen vil helst slippe af med alle de, der ikke bidrager til samfundet - som Riley. Derfor har de noget kaldet Special Agent Force, hvor næsten hundrede agenter er ansat udelukkende til at finde og dræbe voksne, der ikke bidrager til samfundet. Mange lever af den grund på flugt og er slet ikke registrerede, men det er Riley. Da de så beslutter sig for at lukke alle hjemmene for unge kriminelle og i stedet blot give alle disse over ti dødssprøjten, flygter Riley - og som den sidste af disse i live er hun konstant i fare.

1Likes
2Kommentarer
528Visninger
AA

3. Sikkerhed

 

”Der er hun! Efter hende!” råber en vred politimand. Jeg burde aldrig have bevæget mig ind i Atlanta igen. Jeg fik lov at blive hos bondemanden, hans kone og ret lækre søn i tre dage, men så var det slut, for han friede til mig! Det var simpelthen så klamt, at jeg bare løb væk. Efterhånden har jeg været på farten i omtrent en måned nu, og jeg kom ulovligt med på et godstog til Georgia. Det føles ret vildt sådan at løbe fra en vred skare, men jeg er jo nødt til det. Heldigvis er jeg både en hurtig løber og god til at gemme mig, så det kommer nok ikke til at blive noget problem. Lige nu er jeg ret langt foran dem, og desuden er det nat. Mit tøj er godt at løbe i, så det er også en fordel.
De råber meget grimme ord om mig, men jeg forsøger at ignorere dem. Adrenalinen pumper rundt i mine årer, og jeg løber hurtigere, end jeg nogensinde har prøvet før. Min vejrtrækning er hivende, men jeg må løbe videre. Jeg må..

 

En bil. Perfekt. Tilmed en jeep, og de er kendt for at kunne køre hurtigt og sikkert. Da døren står åben, hopper jeg ind i den og trykker så hårdt på speederen, jeg kan, og jeepen kører hurtigt fremad. Bag mig kan jeg høre skaren råbe vredt af mig, men sådan er det at være en udstødt. En, samfundet helst så død og vil gøre alt for at få i en kiste hurtigst muligt. Jeg smækker døren i og forsøger at komme så langt væk fra vejen som muligt, så politibilerne har svært ved at følge efter mig. Hvorfor skal jeg dø? Jeg vil gøre alt for at overleve, og de må efterhånden have erfaret, at jeg ikke bare er en, man henretter og ej heller en, man bare fanger.


”De kan ikke se dig længere. Ind i skoven.” hører jeg en stemme fra bagsædet, og jeg bliver forskrækket, men følger ordren. Hurtigt kigger jeg bagud og ser en mand i militærtøj.
”Jeg er også på flugt. Stop her,” siger han kommanderende, og jeg gør som han siger. Kan man andet? Han lader til at have styr på det her, så jeg vælger at følge hans råd, selvom det muligvis bliver min død. En ondsindet og underlig plan fra regeringens side, men ville han så ikke have skudt mig allerede?
”Ud af bilen. Hurtigt.” siger han og placerer et eller andet på sædet, jeg ikke kan se i mørket. Uden et ord stiger jeg ud, og han stiger også ud. Han behøver ikke at sige, jeg skal følge efter, for det gør jeg automatisk. Af en mand med rynker løber han forbløffende hurtigt og er tydeligvis i god form, så jeg har faktisk lidt problemer med at følge efter ham i mørket. Efter at have løbet i omkring ti minutter, stopper han lettere forpustet op, mens jeg hiver efter vejret og det føles, som om mine lunger har tænkt sig at tage livet af mig som straf. Først nu opdager jeg, at vi er foran en masse hytter, og han skynder sig ind af bagdøren på en af dem.


”Hvem der?” spørger en stemme varsomt. En gammel kvinde, kan jeg regne ud. Lyset bliver tændt, og jeg kan se, at jeg havde ret i min intuition. Hun er i en lyserød natkjole med blomster, og da hun ser os, bliver hun lidt roligere og sætter geværet på plads ved siden af sengen igen.
”Er det hende pigen fra nyhederne?” spørger hun og peger på mig med en gammel, kroget finger. Hendes blå øjne er rolige. Jeg bider mig i læben.
”Ja. Catharina, hvis du vil huse os en dag eller to, til vi finder et sted at gemme os… jeg lovede Ethan at hjælpe hende, før de fandt ham og dræbte ham,” siger manden, og kvinden ved navn Catharinas blik bliver nu rettet mod ham.
”Er Ethan død? Da ved Gud ikke hendes gamle pædagog, vel?” spørger Catharina, og jeg kan nu se bekymring i hendes ansigt. Er Ethan død? Ethan kan da ikke være død. Hvorfor?
”Han har beskyttet hende hele tiden. Han sagde, hun befandt sig i Rusland, men han vidste udmærket godt, hun var i Alabama,” siger manden.
”Oh my, Geoffrey… Ethan, min søn…” siger hun og gemmer ansigtet i hænderne. Manden, som jeg nu har fundet ud af hedder Geoffrey, holder om hende, mens hun hulker. Det er åbenbart Ethans mor. Jeg har stadig svært ved at forstå, at Ethan kan være død. Han beskyttede mig… så jeg betød noget for ham. Min sikkerhed betød noget…

 

”Hvordan kan hun være sluppet væk så mange gange?” hører jeg Catharina spørge Geoffrey. Jeg ved stadig ikke, hvorfor de hjælper mig, men jeg sætter pris på al den hjælp, jeg kan få. Lige nu har de lagt mig på en sofa med en pistol ved siden af mig, så jeg kan beskytte mig selv, hvis det skulle være. De tror vist, jeg sover.
”Det ved jeg ikke. Pigen må være dygtig. Hun kan også køre bil, så det batter,” siger Geoffrey lavmælt. Jeg har svært ved at opfatte ordene.
”Ethan er død… men hun skal vide, at vi er mange, der forsøger at beskytte denne uskyldige pige fra myndighederne, ligesom vi forsøger at beskytte de andre, der er ligesom hende. På flugt,” siger Catharina, og jeg kan høre, at hun hulker. Lidt efter siger Geoffrey noget, jeg ikke lige kan opfatte, men så bliver der stille.

 

”Vi må videre. Kom, skynd dig,” siger Geoffreys stemme og rusker i mig. Jeg har stadig ikke åbnet øjnene og gider det heller ikke. Dovenskab kan det vel kaldes, men jeg ved, at jeg er nødt til det. For ikke at dø. Selvom det nu ville være vidunderligt bare at lægge sig og aldrig vågne igen, aldrig vågne til mere smerte, mere flugt… men så ville Special Agent Force have vundet, og det tillader jeg ikke.

”Kom med,” hvisker Geoffrey. Det er morgen, og han tager en rygsæk over skulderen og rækker mig to pistoler. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge to til, men jeg stikker dem begge i pistolbæltet, jeg altid har gået rundt med, fordi det ser sejt ud, og følger efter ham. Han kigger sig hurtigt for, inden han lynhurtigt smutter ud af bagdøren og giver signal til mig om at følge efter, hvilket jeg også gør. Han sætter sig på forsædet af en rød, gammel bil, der er i vejkanten, og jeg sætter mig på passagersædet. Hvad vi skal er jeg ikke helt sikker på, men han begynder at køre stille og roligt, som om han bare er en helt almindelig bondemand, der skal på indkøb i storbyen. Det må være en del af planen – så lægger ingen mærke til os, og vi kan komme væk herfra uset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...