Jagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Riley Evans er en femtenårig pige, der er blevet forflyttet fra børnehjem til børnehjem. Det er langt ude i fremtiden, så regeringen vil helst slippe af med alle de, der ikke bidrager til samfundet - som Riley. Derfor har de noget kaldet Special Agent Force, hvor næsten hundrede agenter er ansat udelukkende til at finde og dræbe voksne, der ikke bidrager til samfundet. Mange lever af den grund på flugt og er slet ikke registrerede, men det er Riley. Da de så beslutter sig for at lukke alle hjemmene for unge kriminelle og i stedet blot give alle disse over ti dødssprøjten, flygter Riley - og som den sidste af disse i live er hun konstant i fare.

1Likes
2Kommentarer
575Visninger
AA

2. Opvågnen

 

”Hvem er I?” spørger jeg undrende og tager mig til hovedet. Jeg har en flænge i panden, men det er ikke slemt. Dog kan jeg mærke den varme, tyktflydende væske, jeg formoder er blod, komme fra såret. De to mænd, der står og diskuterer, retter kort deres blik mod mig. Pludselig begynder jeg at tænke igen – de er klædt som dem på billederne fra Special Agent Force.
”Er du fra hjemmet?” spørger den ene. En bleg mand, der har rødt hår. Jeg stirrer på ham med et hævet øjenbryn.
”Hvorfor skulle jeg være det?” besvarer jeg hans spørgsmål med et spørgsmål. Når de spørger om dette, de to fra Special Agent Force, må det være af en speciel grund.
”Vi skal udrydde alle ungdomskriminelle.” siger den ene koldt og retter sin pistol mod mig, ”nå. Er du, eller er du ikke?”

Jeg stirrer mistroisk på dem.
”Nej, men jeg blev overfaldet af nogen fra børnehjemmet. De er jo syge i hovederne derinde!” siger jeg og slår opgivende ud med armene, mens jeg gnubber mig let i flængen. Den ene bider sig i læben, mens den anden tager sin pistol ned.
”Vil du have hjælp? Hvor bor du?” spørger de og hjælper mig med at komme op at stå.
”Jeg har en aftale med en ven i parken. Det er trods alt ikke slemt,” siger jeg og smiler en anelse til dem, mens jeg begynder at gå hen til den udgang, jeg kan se.
”Er du sikker?” spørger den ene.
”Ja,” svarer jeg og tumler hen mod en park, jeg kan se i nærheden.

 

Jeg må væk. Hurtigst muligt. Hvis de finder ud af, at jeg er fra børnehjemmet, kommer de efter mig – med garanti. Det her overlever jeg ikke… jeg kigger mig omkring og overvejer hurtigt mine flugtmuligheder. Parken ville ikke være oplagt, da den ikke ser videre stor ud. Det her tegner ikke godt for mig. Jeg er bare femten, for helvede, men jeg har allerede prøvet så meget. Det virker stadig ikke helt virkeligt, i det jeg går ud på gaden og hurtigt ser en ulåst bil.

 

Det her er meget sjovt. Selvom jeg ikke kan køre bil, klarer jeg det da meget godt, og endnu er jeg ikke blevet stoppet af politiet på trods af de kilometer, jeg nu er kommet udenfor Mobile i Alabama, hvor børnehjemmet lå.
Shit. Ikke mere benzin. Det burde jeg have tænkt på. Jeg stopper bilen og stiger ud, mens jeg klør mig i håret. Det er pænt varmt, men vejen er ganske ensom. Et stykke forude kan jeg se omridset af en gård, selvom det er ved at være mørkt.. hvad er klokken lige? Hvor længe har jeg ligget bevidstløs, og hvornår besluttede de sig for at udrydde mig? Jeg misser med øjnene, da nogle billygter blænder mig.


”Har du brug for hjælp, miss?” spørger en brunhåret dreng, der tydeligvis kommer fra landet. Hans blå bil er gammel og rusten, og jeg smiler sexet til ham.
”Kan jeg få et lift?” spørger jeg og blinker til ham. Han ser lettere overrasket på mit sexede smil og så til flængen i panden.
”Sikker på, du ikke skal have en forbinding eller noget, miss?” spørger han på bondsk, og selvom jeg i hovedet tænker åndssvag bonderøv, smiler jeg stadig.
”Jo tak,” siger jeg. Han vinker mig ind i bilen, og jeg sætter mig taknemmeligt ind.
Efter lidt tid kommer vi forbi en politibil. Pokkers. Jeg forsøger at skjule mig så meget jeg kan under dække af at forsøge at reparere den ødelagte makeup, som jeg rent faktisk er utroligt ligeglad med. Kunne ikke bekymre mig mindre. Heldigvis ser det ikke ud til, at denne landsbypolitimand sætter den helt store eftersøgning i gang blot ved synet af mig, men han kigger dog lidt ekstra på mig. Formentlig grundet flængen i panden og det faktum, at vi kører utroligt langsomt.
”Kan vi køre lidt hurtigere, skat?” spørger jeg og smiler sødt til ham.
”Desværre, den gamle spand her kan kun klare tres i timen, miss,” siger han og smiler bedrøvet. Jeg smiler blot til ham og nikker.

 

”Og så trak vi jo køern’ ind og sårn’ noget, men det var mørk’…” siger den rare bondekone, mens hun serverer en kop varm kakao til mig. Den varmer, og jeg smiler til hende, men lytter ikke rigtig efter. Ikke andet end, at jeg nikker en gang imellem og gisper på de rigtige tidspunkter. Jeg kan ikke tillade mig at være uvenlig over for hende om end jeg gerne ville, da det bare er min sande natur. Hvis jeg er, ser de måske nyhederne og ser, jeg er efterlyst. Hvis jeg altså er det, for det kan jeg ikke rigtig vide.
”Du.. der’ den her pige i nyhedern’, der ligner dig, bette skat. Har du en tvilling?” spørger bondemanden, da han kommer ind fra stuen stadig iført sit traditionelle bondemandskostume. Jeg spærrer øjnene op.
”Min tvillingesøster Riley er på børnehjem, ja, det kan sagtens være hende. Hun er noget af en rod!” siger jeg. Jeg har ingen tvillingesøster, for det er mig, der er efterlyst i nyhederne – men det kan jeg ikke tillade mig at sige, for så melder de mig garanteret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...