Jagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Riley Evans er en femtenårig pige, der er blevet forflyttet fra børnehjem til børnehjem. Det er langt ude i fremtiden, så regeringen vil helst slippe af med alle de, der ikke bidrager til samfundet - som Riley. Derfor har de noget kaldet Special Agent Force, hvor næsten hundrede agenter er ansat udelukkende til at finde og dræbe voksne, der ikke bidrager til samfundet. Mange lever af den grund på flugt og er slet ikke registrerede, men det er Riley. Da de så beslutter sig for at lukke alle hjemmene for unge kriminelle og i stedet blot give alle disse over ti dødssprøjten, flygter Riley - og som den sidste af disse i live er hun konstant i fare.

1Likes
2Kommentarer
573Visninger
AA

4. For tidligt

 

Geoffrey kører videre i den røde bil, der skramler ret meget. Et stykke forude kan jeg se en politibil, og jeg begynder hastigt at lede efter noget ved mine fødder, så jeg ikke er synlig, mens Geoffrey får travlt med at have hånden i ansigtet for at klø sig. Heldigvis kører politibilen lige forbi uden videre eftertanke, men igen er vi uheldige. Uden at have lagt mærke til det, har vi fået en motorskade. Jeg kan høre helikoptere i nærheden, da Geoffrey stopper ind til siden og går ud for at inspicere problemet.
”Læg dig fladt ned, og du vil ikke blive skudt. Du i bilen skal komme ud og også lægge dig fladt ned på jorden,” hører jeg i en kæmpe megafon. Shit. Vi er opdaget! Jeg tænker et øjeblik på at løbe væk, men så ser jeg politibilerne, der omringer os, og politihelikopterne i luften. Det her kommer jeg ikke til at overleve, tænker jeg og stiger langsomt ud af bilen, mens jeg lægger mig fladt på jorden.

 

Jeg er bundet til en stol, mens en mand inspicerer mig. Han går i cirkler rundt om stolen og giver mig ind i mellem et så hårdt spark, at jeg er ved at besvime, men jeg viser ingen tegn på smerte. Hans kolde, grå øjne er så fulde af had til mig, at det næsten er utroligt. Hvordan kan nogen hade mig så meget? De metallænker, mine hænder er bundet med, er iskolde, og jeg kan snart ikke føle mine håndled længere, men det er vel også meningen. Så meget smerte som muligt.
”Du er interessant, tøs,” hører jeg en stemme. En kvinde træder ind. Hun har kridhvidt pagehår og brune øjne ligesom mig selv. Mit mørkebrune hår er vildt og uglet, men der er ikke noget, jeg kan gøre ved det, ligesom jeg heller ikke kan gøre noget ved, at min næse klør, for jeg har ikke frie hænder.
”Og du er grim,” siger jeg hånligt. Hun løfter et øjenbryn. Når jeg alligevel skal dø, kan jeg lige så godt fornærme dem så groft som muligt og få de gode minder fra disse fornærmelser med i døden.
”Hør her, tøs. Du kan dø nu eller om firs år, for vi vil gerne have en så dygtig en som dig i vores Special Agent Force, men bliver du ved med at fornærme den smukke miss Winther, bliver det nu,” siger manden med en let nervøs stemme. Man kan godt høre, han er nervøs for at falde i unåde.

”James, luk røven med det pis. Hun må fornærme mig så groft, hun vil. Jeg finder det blot morsomt,” siger kvinden ved navn miss Winther.
”Jeg vil faktisk helst dø nu end at dræbe uskyldige børn, der intet andet har gjort end vokse op det forkerte sted,” siger jeg spydigt og spytter kvinden i hovedet. Hun smiler anstrengt – og nu genkender jeg hende. Lynn! Hvad fanden laver hun her, og hvorfor vil hun have mig til at dø?
”Jeg tog fejl af dig i begyndelsen, Riley. Jeg troede, du bare var endnu en svag pige, der kneppede andre for mad, men det er du tydeligvis ikke. Vi dræber ikke uskyldige børn – vi tager samfundets udskud væk,” siger hun med et smil.
”Tager dem væk, ja, sikkert. Som I dræber mig nu?” vrænger jeg af hende. Jeg hader det her, åh hvor jeg dog hader det. Og nu modtager jeg et så hadefuldt blik fra Lynn, at jeg bliver lamslået. Den kvinde bærer nok mange indestængte følelser i sig – og en stor del af dem er direkte had til mig. Jeg har stadig ikke tænkt mig at sige undskyld for at have været så uvenlig mod hende den første gang, vi mødtes. Nej, derimod har jeg tænkt mig at gøre groft grin med hende i de sidste minutter, jeg har tilbage inden min død, der formentlig bliver smertefuld, hvis Lynn skal bestemme.

”Riley Persephone Evans, jeg erklærer dig hermed fjende af samfundet. Gør det,” siger Lynn. Jeg rækker bare tunge af hende og skærer ansigter til hende. Jeg har for længst affundet mig med min snarlige død, så det hjælper vel ikke noget at tude. Det er enten nu eller om et par måneder, og personligt foretrækker jeg nu. Manden, hvis navn jeg har fundet ud af er James, trækker sin pistol og retter den mod mit hoved.

”Jeg elsker virkelig røget laks,” siger jeg. James bliver en anelse overrasket og tøver tydeligvis.
”Kan du slet ikke tage din egen død seriøst, pige? Er du virkelig så tungnem?” råber Lynn vredt. Jeg smiler stort.
”Ikke lige så meget som dig,” siger jeg og rækker tunge igen.
”Jeg havde ellers tænkt mig at bruge dig til noget, men siden du har bestemt dig for, at dine sidste ord skal være noget fjollet, bliver det nok ikke til så meget,” siger hun og prøver at være spydig, men det virker ikke.
”Lynn, få en anden frisure,” siger jeg, og så bliver det hele sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...