Jagten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Riley Evans er en femtenårig pige, der er blevet forflyttet fra børnehjem til børnehjem. Det er langt ude i fremtiden, så regeringen vil helst slippe af med alle de, der ikke bidrager til samfundet - som Riley. Derfor har de noget kaldet Special Agent Force, hvor næsten hundrede agenter er ansat udelukkende til at finde og dræbe voksne, der ikke bidrager til samfundet. Mange lever af den grund på flugt og er slet ikke registrerede, men det er Riley. Da de så beslutter sig for at lukke alle hjemmene for unge kriminelle og i stedet blot give alle disse over ti dødssprøjten, flygter Riley - og som den sidste af disse i live er hun konstant i fare.

1Likes
2Kommentarer
572Visninger
AA

1. Endnu en flytning

"Riley, er du klar over, hvad det er for noget, du roder dig ud i? Special Agent Force kommer efter dig i fremtiden, hvis du ikke ombestemmer dig nu," siger pædagogen Ethan advarende. Han er den eneste, der har bekymret sig for mig på dette børnehjem, og jeg ønsker ikke at skuffe ham, men jeg har allerede valgt. Jeg kan ikke ombestemme mig. En, der har været på så mange børnehjem for unge kriminelle som jeg og stadig ikke har valgt 'dydens smalle sti', kan ikke reddes. Ethans grønne øjne er fulde af bekymring, og hans pande er rynket i tænksomhed.
"Hvad vil du gøre, hvis jeg ønsker det?" spørger jeg hånligt og løfter øjenbrynene. Selvom jeg ønsker at være venlig, er det ikke min natur. Her på hjemmet og generelt ude i gaderne kommer man ingen vegne med venlighed. Det burde alle have lært for længst, men der er stadig visse stædige individer, der nægter, at det kan være på den måde.
"Riley, du skal til et børnehjem i Alabama nu. Et specialudviklet børnehjem for unge.. specialtilfælde som du," siger Ethan og kigger ned i gulvet. Jeg fnyser. Jeg kunne ellers godt lide Ethan, men sådan skulle det ikke være.
"Hvorfor siger du ikke bare kriminelle? Det er jo det, jeg er. Du ved, hvad jeg har gjort," siger jeg og spytter i skraldespanden. Det er trods alt inde på Ethans kontor, så jeg skal ikke selv til at rydde det op. Jeg ruller med øjnene af ham.
"Ethan, jeg har flyttet mange gange. Jeg kommer ikke til at forbedre mig. Tro mig," siger jeg og  fnyser igen. Han bider sig i læben.
”I så fald kan jeg ikke gøre mere. Farvel, Riley.”

 

 

Værelset her er meget større end det, jeg havde på børnehjemmet i London – det med Ethan. Jeg er blevet ført i håndjern fra flyver til flyver, og det føltes virkelig som at være en ægte kriminel. Jeg elskede folks blikke og lavede ansigter af dem, så de troede, jeg var sindssyg. Et lille smil breder sig på mine læber over de sjove minder fra rejsen herover, og pædagogen ved siden af mig smiler også.
”Er du glad for dit nye hjem, Riley? Vi håber, det her bliver dit sidste børnehjem, ikke?” spørger hun med en venlig stemme, men det sidste er simpelthen så ynkeligt, at jeg er ved at sparke hende.
”Nej til begge ting, pædagog-jeg-ikke-kender-navnet-på,” siger jeg og smider min taske på sengen, der ellers er så pænt redt. Da jeg vender mig om til pædagogen igen, tvinger hun et anstrengt smil frem.
”Mit navn er Lynn, og jeg er den pædagog, der er ansat til at tage sig specielt af børnene på denne etage,” siger pædagogen, hvis navn jeg har fundet ud af er Lynn. Jeg himler med øjnene.
”Lyder spændende. Kan du ikke se, hvor meget jeg interesserer mig?” spørger jeg og får det mest kedsommelige fjæs frem, man kan forestille sig. Hun himler også med øjnene af mig.
”Smut nu bare med dig. Jeg gider ikke have dig til at stå her.” siger jeg uhøfligt og retter mine brune øjne mod udgangen. Hun tager en dyb indånding og går. Heldigvis lukker hun døren efter sig, så jeg ikke skal til at råbe grimme ord efter hende.

 

”Du er lækker,” siger en mørklødet dreng med et stort smil. Hans blik glider ned til mine bryster, og jeg rækker tunge af ham.
”Du er grim,” svarer jeg og skubber ham væk, så jeg kan komme hen til aftensmadsbordet. Jeg gider ikke engang besvære mig med at finde ud af, hvem han er, for det er han simpelthen ikke værd. I det jeg får smasket noget ulækkert, gult kartoffelmos-lignende mad op på min tallerken, griber en hånd fat i min skulder.
”Mit navn er Samuel,” siger en dyb stemme alvorligt, ”og du er ny.”

 

”Slip mig!” råber jeg panikslagent. Jeg fik ikke lov at spise min aftensmad, der alligevel heller ikke så særlig appetitvækkende ud, for drengen bag mig, der hed Samuel, og nogle andre ville ’indvi’ mig i deres traditioner for nye, hvilket indebærer at blive tæsket groft. Heldigvis slipper de mig under høje latterbrøl og går grinende indenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...