Fall - One Shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 7 mar. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til 24 timers konkurrencen. Inspireret af teksten fra sangen Fall af Justin Bieber

17Likes
16Kommentarer
1007Visninger

3. ...

 

”Kom sæt dig her på kanten med mig skat,” siger min mor og klapper på pladsen ved siden af hende. Hun har det der helt særlige skær i hendes øjne, når øjeblikket bare er helt perfekt. Jeg tøver ikke et eneste sekund, men tager hurtigt 4 små skridt hen til hende og sætter mig ned.

Med mine ben dinglende ud over kanten, putter jeg mig ind til hende og indsnuser hendes duft.

Det er sådan et øjeblik hvor jeg bare ønsker at tiden vil stå stille, og at jeg bare kunne forblive i min mors trygge arme, omringet af hendes duft, og bare sidde og stirre ud over havet.

Sådan et øjeblik hvor jeg overhovedet ikke tænker på min far. Som ikke kan lide mig. For lige nu. Lige i dette sekund, føler jeg mig virkeligt elsket. Og så kan jeg være ligeglad med, at min far skred for 12 år siden.

”Man kan jo ikke flyve før man falder, hvis jeg skulle falde et sted skulle det helt klart være her. Jeg kan lige forstille mig at folde vingerne ud lige før vandets overflade,” griner min mor, og sender mig et kærligt smil.

Vi sidder længe med armene slynget om hinanden, og stirre ud over havet, de eneste lyde jeg kan høre er min mors rolige vejrtrækning, og havet der skylder ind mod klippen langt under os.

”Kom,” siger hun og rejser sig, hvorefter hun rækker ud efter min hånd, jeg kommer langsomt på benene, men kigger en sidste gang ud over havet.

”Jeg elsker dig skat,” siger min mor og giver min skulder et klem.

”Jeg elsker også dig,” svare jeg, og vender mig om så jeg kigger ind i min mors varme brune øjne.

Hun tager mig i hånden, og sammen vandre vi hjemad igen. Vi går igennem en lille skov, og kommer til en vej der ligesom bare ødelægger alt det magiske. Bilerne suser forbi, og nogle få dytter en gang i mellem.

Vi står og venter længe på at nogle vil standse op og lade os kommer over vejen, men alle har åbenbart for travlt. Min mor sukker, men sender mig alligevel et hurtigt smil.

”Hurtigt!” Råber min mor og sætter i løb, da der et kort øjeblik ikke kommer nogle biler. Jeg kigger til begge sider, og får øje på en bil der er på vej mod min mor. Men jeg når ikke engang at åbne munden før bilen brager ind i hende. Bilen stopper op, og jeg sætter i løb hen mod min mor. Jeg smider mig ned ved siden af hende og åbner munden for at skrige. Men ingen lyde kommer ud, det er kun tårerne der triller ned af mine kinder.

Min mor griber min hånd. ”Husk altid på,-” jeg klemmer min mors hånd i håbet om at det vil holde hende i live ”at du ikke kan flyve uden at falde,” hvisker hun samtidig med at hendes greb om min hånd løsnes.

Hun har sagt det mindst 1000 tusinde gange før, men jeg nikker alligevel lydigt som om det er første gang jeg hører lige præcis den sætning undslippe hendes læber.

Mareridt igen. Tårerne triller ned af mine kinder, og jeg tørrer dem arrigt væk. Jeg har næsten ikke nogen nætter mere uden mareridt. 

Det mareridt.

Det minde om den dag.

Jeg kryber hurtigt ud af min seng, hiver noget tilfældigt tøj ud af skabet og tager det på så hurtigt jeg kan. Jeg har hverken tid eller lyst til morgenmad, så jeg løber bare ud af døren, griber min cykel og cykler mod mit sted.

Jeg lader mine fingre glide igennem det dugvåde græs, før jeg igen lader mine bare ben dingle ud over kanten på skrænten. Den blide vind griber fat i mit hår og trækker det ind foran mit ansigt i nogle bølgende bevægelser. Jeg spreder mine arme ud til begge sider og lader vinden få rigtig fat. Min løse trøje blafre roligt i vinden ligesom mit hår. Jeg lukker øjnene og tømmer mit hoved for alle tanker, og lytter til havets rolige skvulpen.

”Man kan jo ikke flyve før man falder, hvis jeg skulle falde et sted skulle det helt klart være her. Jeg kan lige forstille mig at folde vingerne ud lige før vandets overflade,” griner min mor.

Jeg kan svagt høre min mors stemme, og et kort øjeblik åbner jeg øjnene og kigger ned. Forstiller mig hvordan det ville være at falde gennem luften, og kun få centimeter før havets overflade sprede mine ikkeeksisterende vinger ud og flyver lige over vandet. Måske endda snitte det med en tåspids.

Som en evig flugt fra verden.

Bare flygte langt ud på havet, bruge alt min tid og opmærksomhed på at mærke vinden i mit hår, vandet mod mine tåspidser, og fordybe mig i vandets genspejlinger.

Jeg hører en svag hvislen bag mig, men tænker ikke nærmere over det før få sekunder senere.

”Jeg vidste du var her da du ikke svarede på min besked,” griner Austin. Jeg vender mig chokeret om, men smiler da jeg ser at det bare er Austin.

Også selvom jeg havde gættet det var ham.

 Jeg vinker kort som en hilsen, inden jeg igen vender mig om og kigger ud over havet.

”Er du okay?” Spørger han og sætter sig ved siden af mig, jeg kigger nogle få sekunder ind i hans grønne øjne, før jeg fisker min iPhone op af min lomme og finder min ”snakke-app”.

Jeg har ikke sagt et eneste ord siden min mors død. Lægerne siger at det er på grund af chokket over at se sin egen mor blive kørt ned. Men jeg ved nu ikke… På den anden sidde, så har jeg ikke haft den store trang til at sige noget. Så jeg ved heller ikke om jeg nogensinde med hele min vilje, har prøvet på det.

Jeg taster hurtigt ind på min iPhone, og siger: ”Ja, jeg havde bare brug for at komme lidt væk for alt.”

Vi sidder i kort tid, tæt side om side før Austin rejser sig op.

”Kom Bella, jeg giver is!” Siger han og hiver mig op og stå, hånd i hånd går vi hen til den nærmeste park hvor han køber en is til os begge. Jeg hiver ham smilende hen til en bænk, og tager min iPhone op.

”Hvordan vidste du jeg var ude på skrænten?” Spørger jeg og misser med øjnene mod solen.

”Jeg har kendt dig i hvad 15 år Bella, vi har leget på den skrænt tusinde vi af gange? Jeg kender dig måske bedre end du tror,” forklarer Austin og blinker til mig.

Jeg kigger flovt ned på mine sandet under mine sko, som hvirvler rundt når jeg bevæger mine fødder.

”Du er den eneste jeg nogensinde har vist det sted,” siger jeg med den mekaniske stemme fra min mobil.

Han kigger væk, og hvis jeg ikke tager fejl smiler han for sig selv.

”Du er faktisk den eneste jeg rigtig stoler på,” fortsætter jeg, hvilket får Austin til at dreje hovedet og kigge hen på mig. Hans grønne øjne skinner om kap med solen, mens han smiler til mig. I en hurtig bevægelse fjerner han en vildfaren tot hår fra mit ansigt, og sætter den om bag mit øre.

”Bella… Der er noget jeg gerne har villet fortælle dig længe…” Austin tøver, og kigger væk.

Jeg tager hans hånd for at få ham til at kigge på mig igen og fortsætte, men han fortsætter bare med at stirre på børnene der leger på legepladsen kort fra os.

Så er det nu… Nu han fortæller mig at han ikke kan være venner med en stum længere. At han syntes jeg er kedelig. At han kun er venner med mig fordi han har medlidenhed med mig. Jeg syntes ikke vi skal ses længere, jeg kan allerede hører ordene komme ud af hans mund. Og jeg kan allerede mærke tårerne i mine øjne, knuden i min mave og at mine hænder der bliver svedige.

Og pludselig springer jeg op og spurter af sted. Jeg har ingen anelse om hvor jeg er på vej hen, men det har mine ben åbenbart, for kort efter står jeg 10 meter fra klippens kant.

Måske skulle jeg bare flygte. Min mor er død, min far forarger mig og min bedste ven gider mig ikke mere.

Jeg tager et stort skridt hen mod kanten, 9 skridt tilbage.

”Bella… Der er noget jeg gerne har villet fortælle dig længe…” Austin tøver, og kigger væk. Nogle få forræderiske tårer sniger sig ud af min øjenkrog, og jeg tørrer dem arrigt væk med mine fingre.

Jeg tager hurtigt et skridt tættere på, 8 tilbage.

Hvem vil også være venner med en stum? Du skal bare åbne munden, og bevæge tungen. Men det kan du jo ikke engang finde ud af! Skælder jeg mig selv ud.

Et skridt til, 7 tilbage.

Tårerne tager til og jeg lukker øjnene, i et sølle forsøg på at holde dem væk. Stilheden ligger sig om mig, og jeg ligger igen mærke til havets skvulpen og brusen. Vinden griber mit hår igen, og Austins hårtot løsner sig fra mit øre. I et kort sekund forestiller jeg mig hvordan mit hår og min trøje ville blafre hvis jeg kastede mig ud fra klippen.

Jeg tager et skridt til og stirre ud på det lyseblå hav. 6 tilbage.

En svag råben lydere langt væk, og jeg forestiller mig at det er min mors stemme.

”Du er en engel, min engel.. Du har bare glemt hvordan man flyver. Du kan ikke flyve uden at lade dig selv falde, jeg skal nok gribe dig”

Et hurtigt skridt til, 5 tilbage.

Min mor lovede altid at hun ville gribe mig hvis jeg faldt, i mit forsøg på at flyve. Hvis jeg kastede mig ud fra klippen… Ville hun så gribe mig?

Jeg tager et skridt til, i troen om at jeg så vil få min mor at se igen. 4 tilbage.

Austins smilende ansigt dukker kort op på min nethinde, for kort efter at forsvinde. Da jeg var lille forestillede jeg mig altid at vi ville blive gift og få 2 piger, Alison og Aimee.

Men jeg vil alligevel aldrig tillade mig selv at elske nogen igen, min far hadede mig fra første sekund jeg elskede ham, og min mor blev kørt over, for øjnene af mig.

Kærligheden er ikke det værd, selvom jeg ville bytte alt i verden for at få min mor at se igen.

Et langt skridt til mens jeg tæller de tilbageværende skridt, 1,2,3 tilbage.

Jeg kigger tilbage, en lille del af mig håber at Austin er kommet efter mig, men det er bedst sådan. Jeg har ikke brug for hans medlidenhed længere.

Jeg skal bare flygte.

Flygte langt ud på havet.

Et koldt vindpust rammer mig i ryggen, samtidig med at jeg får følelsen af at en enorm hånd ligger sig om mit hjerte. Den skubber de sidste tanker om mig og Austin langt tilbage i min bevidsthed, og skubber mig et skridt længere frem.

2 tilbage.

Jeg kan næsten se hvordan vandet plasker ind mod klippebunden, og jeg får følelsen af at slå vingerne ud lige før vandets overflade.

Hvordan det ville være at flygte væk fra alle de medlidende blikke. ”Hvor er det synd for dig at din far ikke kan lide dig.” - ”Hvor er det synd din mor blev kørt ned” - ”Hvor er det synd for dig at du er stum”. De er sikkert pisseligeglade alle sammen.

Jeg kunne også flygte væk fra alle de gange jeg bliver såret, jeg kunne redde folk for at fortælle mig at de egentlig ikke gider være venner mig fordi det er pinligt at være venner med en stum.

I troen om at det er bedst for alle hvis jeg forsvandt, flygtede langt væk ud på havet, med mine vinger blafrende på min ryg, tager jeg et skridt til. 1 tilbage.

Jeg tager en dyb indånding, og hører igen min mors stemme for mig:  ”Husk altid på,-” jeg klemmer min mors hånd i håbet om at det vil holde hende i live ”at du ikke kan flyve uden at falde,” hvisker hun samtidig med at hendes greb om min hånd løsnes.

Jeg tørrer det sidste tårer væk, og smiler for mig selv.

Jeg er nød til at gøre det for min mor. Bevise en gang for alle, at man bare skal falde lidt før man kan flyve. Jeg tager endnu en indånding, mens jeg langsomt løfter mit højre ben.

Nu gør jeg det.

Nu flyver jeg.

Nu flygter jeg væk fra alt og alle.

Jeg bevæger mit ben langsomt fremad, for at forevige øjeblikket.

Jeg skal lige til at sætte mit ben ud i ingentingen da en velkendt hånd griber min og hiver mig tilbage.

Han klemmer blidt mine skuldre bagfra og hvisker stille: ”Jeg elsker dig”.

Et gammelt mine dukker op i mine tanker:

”Jeg elsker dig skat,” siger min mor og giver min skulder et klem.

”Jeg elsker også dig,” svare jeg, og vender mig om så jeg kigger ind i min mors varme brune øjne.

Hånden om mit hjerte løsnes langsomt, som en mur der har gjort mig blind der pludselig forsvinder.

Med tårer i øjnene vender jeg mig, om og kigger ind i Austins grønne øjne.

”Jeg elsker også dig,” hvisker jeg grådkvalt.

Austin kigger forskrækket på mig, ”du.. Du talte!” Griner han lykkeligt og griber mine hænder.

”Undskyld. Det var ikke meningen at skræmme dig i parken. Du er smilet på mine læber, jeg vil aldrig gå nogle vegne uden dig. Jeg er kun til for at gøre dig glad, og for at se dig smile. Hver gang jeg har set dig græde, har mit hjerte brækket i tusinde stykker. Jeg har bare ventet på det rigtige tidspunkt for at fortælle dig det. Og jeg ved godt du er bange for kærligheden-”

”- Bare lov mig at du aldrig vil forlade mig,” hvisker jeg og afbryder Austin.

”Det lover jeg. Aldrig nogensinde vil jeg forlade dig, jeg vil blive ved din side og sikre mig at du altid vil smile og være-”

Jeg afbryder ham igen ved at stille mig på tæerne, og ligge mine læber mod hans.

Han griber fat om min talje, og uden at afbryde kysset svinger han mig rundt så jeg et kort øjeblik svæver ud over klippen.

I et kort sekund flyver jeg.

_______________________________________________

Mange tak fordi du har læst mit bidrag til 24-timer konkurrencen! Det ville glæde mig hvis du skrev en kommentar med hvad du syntes, eller gav den et like hvis du kan lide den! :)
- KajaDK

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...