Kan man løbe fra livet?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Jeg tror, alle mennesker er delt op i to dele. Den ene del er den, som har lyst til at give op, og den anden er den, som har lyst til at kæmpe videre. Spørgsmålet er bare, hvilken der i sidst ender får lov at vinde.
I nogle tilfælde vil der komme mange lange, hårde kampe, i andre tilfælde vil der næsten ingen komme. Nogle gange kan det være altafgørende, hvilken man lader vinde. Spørgsmålet er, om man vil løbe for eller fra livet...

11Likes
10Kommentarer
435Visninger
AA

1. Kan man løbe fra livet?

 

 

Hun tvang den ene fod foran den anden, mens hun uden held prøvede at slippe af med det stramme bånd, der havde lagt sig om hendes brystkasse. Hun vidste ikke, hvorfor hun løb, men hun turde ikke stoppe. Der var noget efter hende – eller sådan føltes det i hvert fald. Hun vidste ikke, hvor hun var, eller hvornår hun var begyndt at løbe. Det eneste, der stod klart for hende, var, at hun måtte fortsætte. Fortsætte gennem den intethed der omgav hende.
Et kort sekund var hun ved at snuble, selvom der ikke var noget at snuble over, men det lykkede hende lige akkurat at genvinde balancen. Det løse, sorte hår svirpede hende i ansigtet, men der var ikke noget at gøre ved det. Hun kunne på ingen måde flytte det uden at stoppe op.

 

Hun følte sig blind, og panikken steg langsomt op i hende. Det var som om, hun befandt sig midt i ingenting. Hun kunne ikke se det underlag, hun løb på. Det var intet gulv, ingen vej, ingen sti. Ikke så meget som et græsstrå. Når hun kiggede frem for sig, var der intet at se, og når hun hurtigt skimtede ud ad øjenkrogen til den ene side, var alting sløret.
Hun ville gerne vende hovedet og se, om der virkelig ingenting var, men hun turde ikke. Hun var bange for at falde eller miste fart. Bagud turde hun heller ikke kigge, men dér vidste hun i det mindste, at der var noget. Hvad det noget var, havde hun ingen anelse om, men hun måtte væk fra det.

 

Pludselig var det som om, alting ændrede sig, og hun befandt sig pludselig i en stue. Selvom hun utrolig gerne ville, kunne hun ikke stoppe med at løbe. I stedet blev hun bare ved og stormede forbi de to råbende personer, der stod midt i rummet. De ænsede hende ikke, hun var som luft for dem. Deres ord kunne hun ikke høre, men hun kunne se tårerne og raseriet i kvindens øjne. Hun kunne se vreden i mandens. Hun kunne se hadet, der voksede op i mellem dem som et stor, sort og giftig blomst.
Det sidste hun så, inden stuen igen forsvandt, var en lille pige, der stod bag døren, der stod på klem, og betragtede de råbende mennesker. Hendes øjne var store og fulde af frygt og smerte.

 

Mens stuen langsomt falmede, satte hun farten op. Hvad det end var, der var bag hende, kom det tættere på nu. Hun mærkede frygten, der lige så stille begyndte at fylde hende. Hun bed tænderne hårdt sammen, satte farten endnu mere op, mens lyden af hendes eget voldsomt dunkende hjerte fyldte hendes øre.
Den lasede, grå kjole slog om benene på hende, og hendes bare fødder slog taktfast mod det, der for kort tid siden havde været stuegulv. Nu havde det forvandlet sig til et hårdt, beskidt gulv, og da hun kiggede frem for sig, befandt hun sig pludselig på en gang. Murene omkring hende var af røde mursten, og de var pyntet med tegninger, der hang over knagerække efter knagerække. Det eneste der hang på disse knagerækker var en enkelt jakke i ny og næ.

 

Pludselig dukkede en gruppe af mennesker op foran hende. Hun prøvede at stoppe, men der var ikke tid nok. Hun gjorde sig klar til sammenstødet, men det kom aldrig. I stedet løb hun lige igennem gruppen, og hun kiggede sig overrasket over skulderen, selvom hun vidste, at det var farligt.
Gruppen af ansigtsløse unge mennesker havde dannet en cirkel  om en lige så ansigtsløs pige. Nogle af de andre råbte ting efter hende, men det var kun deres munde, der bevægede sig. Der var stadig ingen lyd. Alt var så stille. Dødstille. En dreng skubbede til pigen i midten af kredsen, så hun snublende faldt over til den ene side, hvor an anden greb fat i hendes skoletaske. Hun måtte befinde sig på en skole, gik det op for den løbende pige, der nu var kommet et godt stykke forbi de andre.

 


Pigens kropsholdning var sammenfaldet og opgivende. Hun gjorde ingen modstand da hænder dukkede op fra alle sider. Hænder der skubbede hende, rev i hendes lange hår. Hænder hvis ejere hviskede nedladende, grimme ord til hende. De grinte af den stakkels pige. Der var ingen latter, men man kunne se det på dem. Man kunne se hvordan hendes elendighed morede dem.
I væmmelse vendte hun igen hovedet, så hun kunne se gangen foran sig og kunne med frygt konstatere, at hun i samme øjeblik nåede dens ende. Hun løb lige direkte ind i den hårde stenmur, men hun følte ingen smerte. Hun følte ingenting.

 

Hun kunne have været en køn pige. Hvis ikke hendes hår havde været så tjavset og glansløst, havde det været noget smukt og sundt hår. Hvis ikke det var for det tomme blik i de grønne øjne og de mørke rander under dem, havde de været det, der fik hendes ansigt til at lyse op. Hvis ikke hun havde været så mager og udtæret, ville hun aldrig have været et så trist syn, som hun var.
I den sidste ende kunne det gøre lige meget, for der var ikke nogen til at se hende. Hun var igen tilbage i intetheden, og hun løb endnu. Hendes vejrtrækning var mere besværet, og hun var begyndt at se træt ud. Udmattet. Alligevel fortsatte hun. Hun havde ikke tid til at stoppe op for lige at puste ud. Der var noget bag hende, og det halede langsomt ind på hende.

 

Selvom det skræmte hende, blev hun ved med at løbe, da omgivelser omkring hende igen ændrede sig og blev til noget. Hun løb ind ad den åbne dør til et gammelt hus, som trængte til en kærlig hånd. Vindueskarmende var ikke blevet malet i det, der lignede årtier. Taget burde blive skiftet, og haven omkring huset var overbegroet med ukrudt. Under det forblæste æbletræ lå et hav af tidligere overmodne nu rådne æbler. Huset var tomt og spøgelsesagtig. Hun så ingen mennesker, da hun bevægede sig længere og længere ind i huset.
Hun følte sig fanget. Hvordan skulle hun nu komme videre? Hun løb op ad trappen. Der lød ikke en lyd fra de gamle trin, men hun kunne mærke, hvordan de værkede under hendes vægt. Hun løb hen ad en lang gang, der måtte fører hele vejen gennem huset.

 

For første gang nåede en lyd hendes øre. Gråd. Hun kunne høre en, der græd. Kort efter kom hun forbi et værelse, hvor døren stod åben, og hun nåede lige at få et glimt af den hulkende pige, inden alting omkring hende begyndte at forsvinde. Selv da huset var helt væk, kunne hun stadig svagt høre pigens utrøstelige jamren
Benene rystede under hende, og hun vidste, at hun ikke ville kunne blive ved meget længere. Båndet om hendes bryst blev strammere for hvert et skridt, og det blev sværere og sværere at hive den nødvendige luft ned i de overarbejdende lunger.
Hun havde ingen tidsfornemmelse af, hvor længe hun havde løbet, men det eneste, hun følte, var træthed. Selvom hendes ben var ved at brase sammen under hende, følte hun intet i dem. Hun kunne ikke mærke kulden i den vind, der slog mod hendes ansigt. Hun kunne end ikke mærke tårerne, der flød ned over hendes udmagrede kinder.

 

Pludseligt begyndte omgivelserne og billederne at skifte hurtigt. I det ene øjeblik tonede et billede af en ansigtsløs dreng frem foran hende. Han havde pjusket sort hår og en positiv, oprejst holdning. I det næste så hun ham bagfra, men denne gang var mundingen fra en pistol trykket blidt mod han tænding. Det var umuligt at se, hvem der holdt pistolen, men selv bagfra, kunne man se, hvor opgivende den sorthårede dreng var. Hans hoved var let bøjet, skuldrene sunkne, og armene hang slap ned langs siden.
 I det tredje lå hans slappe, livløse krop alene i intetheden sammen med hende. Kort efter var han helt væk, og noget, der kunne ligne en begravelse, tonede frem. Det måtte være drengen, der lå i den hvide kiste, som kun var omringet af et lille antal spøgelseslignende mennesker.
Heller ikke de havde ansigter. Al lyd var igen forsvundet, men hun kunne på deres rystende skuldre se, at de græd. Hun havde ikke lyst til at se mere, men billederne blev ved med at dukke op. Hun prøvede at sætte farten op, løbe hurtigere, men de blev ved med at komme. Endnu engang var hun ved at snuble, og hun vidste, at hun ikke ville holde meget længere.

 

Bange og fuld af panik tvang hun de rystende ben af sted, mens ansigtsløse mennesker dukkede op omkring hende. En mand havde grebet fat i en pige, og da hun prøvede at slippe fri af hans greb, slog han ud efter hende. De samme to mennesker dukkede op igen, men denne gang lå pigen sammenkrøbet på jorden, mens slag efter slag haglede ned over hende. Hun gjorde ingen modstand, hun prøvede ikke at slippe væk. Hun lå bare og ventede på, at det ville være ovre.
Mens hun løb, gik det op for hende, at det var den samme pige, der var over alt. Det var den samme pige bare sammen med forskellige mennesker. Et sted var hun stadig et lille barn, et andet sted var hun vokset op og blevet teenager. Det var den samme pige igen og igen, men hendes ansigt forblev skjult.

 

Omgivelserne ændrede sig på ny, og hun løb forbi en masse halvfulde, festende unge. Lys i alle farver blinkede ned over dem, og de skålede med halvtomme øldåser. De virkede alle glade og muntre, fulde. Selvom hun ville være forbi dem på få sekunder, spejdede hun efter pigen. Hun var ikke at se nogen steder, og selvom det kunne have fatale konsekvenser, kiggede hun til begge sider. Da hun til sidst rettede blikket frem igen, fandt hun endelig hvad hun søgte.
En lyshåret dreng havde mast pigen op ad en væg et stykke fra de andre mennesker. Det svømmende blik i hans øjne fortalte, at han var fuld, men alligevel kæmpede pigen en forgæves kamp, når hun prøvede at slippe fri af hans greb. Hans mund bevægede sig, men ingen lyd nåede hende. Alligevel så ordene ud til at skræmme den stakkels pige.  Inden hun spurtede forbi dem, nåede hun lige at se drengen læne sig frem, og pigen der med et lydløst suk opgav kampen for at slippe væk.

 

Det sidste hun så, inden der igen blev tomt omkring hende, var pigen der forsigtigt trykkede et barberblad mod huden på sit tynde håndled. Hun så, hvordan blodet lige så stille piblede frem fra de uttalige snitsår. Det løb lige så stille ned over den blege hud og dannede røde mønstre på den.
Hun sukkede lettet, da det sidste billede fortonede sig. Hendes ben værkede mere end nogensinde, men hun fortsatte. Følelsen af at blive forfulgt var blevet kraftigere. Noget var kommet tættere på hende. Selvom det føltes sådan, vidste hun, at hun ikke var alene i intetheden. Noget fulgte efter hende. Noget ville ikke lade hende slippe.

 

Lige da hun troede, at det endelig var slut, dukkede pigen igen op. Hun stod med ryggen til, og hendes lange, forsømte hår hang tungt ned over hende ryg og skuldre. Hendes skuldre der var sunket opgivende sammen, som hun stod der på skamlen. Foran hendes ansigt hang en perfekt formet lykke. Pigens blege hånd greb langsomt ud efter den, og de svage fingre knugede hårdt om rebet.
Den løbende pige ønskede mere end noget andet, at hun kunne stoppe op. At hun kunne vende pigen om, så hun kunne se hendes ansigt. Bare lige en enkelt gang før hun løb videre. Men det var umuligt. Hun kunne mærke, at det var kommet tættere på. Det hun ikke vidste, hvad var. Det nærmede sig med hastige skridt, og hun vidste, at hun var ved at tabe. Hun kunne mærke, at det snart var slut med hendes kræfter. Hun kunne ikke løbe mere.

 

Alligevel gjorde hun et sidste forsøg, lagde alle kræfter i. Hun pressede sig selv frem, selvom hun næsten ikke kunne få været, selvom hele hendes krop værkede. De sidste skridt snublede hun af sted, inden hun med frygten malet i det magre ansigt tumlede om på jorden, hun ikke kunne se. Hun prøvede forgæves at hive sig op, men da var det for sent. Det havde indhentet hende, og hun løftede forsigtig blikket for at se, hvad det var.
Foran hende stod en pige, der til forveksling kunne ligne hende selv. En pige med langt, skinnende, sort hår. Hendes grønne øjne var fyldt med liv og lyste hendes smukke ansigt op. Livsglæden i det blik, hun sendte den sammenkrøbne pige for sine fødder, var så fyldt med energi, at det skar i den anden piges øjne.

 

”Lad mig være,” hviskede pigen fortvivlet med sin hæse stemme og prøvede igen at trække sig selv op, selvom hun ikke havde kræfterne til det.
”Nej,” svarede den anden. ”Jeg lader dig ikke vinde. Ikke denne gang.” Et nyt syn dukkede op, men dette var et andet slags syn. Dette var ikke sløret i kanten, og det trådte tydeligt frem. En pige lå bleg i en hospitalsseng, og ved hendes side sad en kvinde, der hulkede hjerteskærende.
”Hun har allerede mistet et barn,” fortalte den stående pige. ”Er det ikke nok? Det er ikke for sent. Der er stadig håb.” Pigen på jorden kiggede igen op, og til sin overraskelse så hun, hvordan den anden pige langsomt var ved at falme. Et nyt skud af energi strøg igennem hende. Måske hun kunne nå det endnu. Ved hjælp fra den nye energi rejste hun sig vaklende op, men hendes glæde forsvandt pludseligt, da en mærkelig følelse bredte sig i hendes krop. Skrækslagen kiggede hun ned ad sig selv og den pjaltede kjole. Hun gav et skrig fra sig, da hun så, at også hun var ved at forsvinde.

                                         

Hendes blik vendte sig igen mod pigen i sengen. Hendes ansigt så fredfyldt ud, og det sorte hår lå spredt på puden. Det gik op for hende, at dette måtte være pigen, hvis ansigt hun aldrig fik set. Hun kiggede bange ned på sine nu gennemsigtige hænder, og det sidste hun så, inden hun forsvandt helt, var pigen, der langsomt slog øjnene op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...