Ham og Det

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Det rammer mig. Jeg mærker det tydeligt. Det brænder ind gennem min ryg og baner sig vej ud af maven på mig. Jeg skal til at knibe øjnene sammen i smerte, men jeg fokuserer intenst på det, der er på vej ud af mig. Det tager godt og vel tre hjerteslag, før jeg kan se, hvad det forestiller. Spørgsmålet er bare, vil jeg have flere hjerteslag tilbage til at vurdere, hvad det er?
*Bidrag til "24-timers konkurrence"*

0Likes
0Kommentarer
301Visninger

2. Bleu

 

Han løfter sin muskuløse arm i vejret. Hans øjne stirrer intenst ind i mine, da han får øje på mig i menneskemængden. Et gisp undslipper mine læber. Alle andre væsner i Iwaqø forsvinder omkring mig. Det er ham. Mor har fortalt hvilke magiske kræfter han indebærer. Mine evner kan ikke hamle op med hans. Jeg er for ny og svag til at beherske min magi. Jeg drejer langsomt hovedet, men sørger for, at jeg kan se ham ud af øjenkrogen hele tiden. Hans blik hviler stadig på mig. Selvom jeg er svag, får jeg revet mit blik væk fra hans store, almægtige krop. Mine øjne leder febrilsk efter min bror og mor.

"De er væk." Hans stemme skærer i ørerne på mig. Jeg kniber ganske langsomt øjnene sammen og vender mig om mod ham. Der går flere sekunder, før jeg opdager, hvad han mente med sine ord.

"Hvad mener du?" Min stemme er spinkel og ynkelig, og jeg fortryder straks, at jeg overhovedet sagde noget. Han svarer mig ikke. Han sender mig et lumsk smil, inden han vender ryggen til mig. Jeg ser mit snit til at forsvinde langt væk og finde min mor. Min mor, der altid ved hvordan, man skal håndtere alting. Jeg er overbevist om, at han ikke kan høre mig, da jeg tager mit første skridt hen mod den magiske indgang til vores hjem.

"Du har glemt noget." Mine øjne lukkes automatisk, og jeg knytter næverne af rædsel. Jeg husker pludselig, hvad min mor fortalte sidste år, da jeg begyndte på magiskolen. Hans stemme skaber smerte og rædsel i personer, der ikke er stærke nok til at kæmpe imod den. En kuldegysning går igennem mig, da jeg indser, at jeg ikke er stærk. Ikke stærk nok. Jeg er for svag til at kæmpe imod hans stemme. Alligevel spreder der sig en nysgerrighed i mig ved hans ord. Hvad har jeg glemt? Jeg glemmer at være skuffet over, at jeg ikke nåede at flygte.

Han vender sig om mod mig og fæster sit blik i mit. Jeg kan ikke slippe hans øjne, selvom jeg har lyst. Sorte tråde af mørke triumferer rundt i hans øjne. Trådene gør det både skræmmende og fascinerende at kigge ham i øjnene. Jeg havde engang læst i en bog, at mennesker fik gåsehud, når de blev bange. Udtrykket var spøjst, men jeg huskede, at det var, når hårene på deres arme rejste sig. Jeg var sikker på, at jeg ville have gåsehud i dette øjeblik, hvis jeg havde haft hår på kroppen.

"Hvad?" Jeg bider mig i min underlæbe og forsøger endnu engang at få mit blik ud af hans. Jeg kan mærke hans magi igennem hans blik. Jeg er sikker på, at han holder mit blik fast ved hjælp af magi. Den magi jeg ikke har nok af til at beherske mig selv. Vreden stiger i mig. Den blander sig med frygten og overtager til sidst min krop. Jeg mærker mit blik blive fyldt med vrede. Jeg kan mærke, at mine knyttede næver bliver kolde af vrede, og jeg mærker, hvor provokeret jeg bliver, da han ikke svarer mig. "Hvad har jeg glemt?" Snerrer jeg vredt og kniber mine øjne sammen til at smal streg. Han begynder at grine. Hans latter fylder alt omkring os. Den stille nat bliver erstattet af en almægtigs latter. Jeg har aldrig i mit liv oplevet noget så smertefuldt. Mine mors ord kører på omgang inde i mit hoved. Hun fortæller, hvordan hans latter kan være dræbende. Jeg troede ikke på det dengang. Men nu er jeg sikker på, at hans latter kan dræbe. Selvom min mor mente det i overført betydning, gør det ikke min frygt for at dø mindre. Jeg skal lige til at skrige, da han stopper. Natten bliver igen stille, og jeg åbner lettet mine sammenknebne øjne. Desværre er hans blik stadig fæstnet på mig. Jeg synker en klump i halsen og kigger ham direkte ind i øjnene, da smerten atter rammer mig.

"Jeg kan læse dine tanker. Det er hvad, du har glemt." Jeg synker en enkel gang og nikker. Jeg havde glemt, at han kunne læse mine tanker, da jeg ville flygte. Selvom jeg kunne regne hans evne ud, lyder det mere gyseligt, når han siger det. Jeg krymper tæerne og endnu en kuldegysning går igennem mig.

"Så hvis jeg var dig, ville jeg blive stående dér." Han nikker hen mod mig. Mine hænder farer op til mit hoved. Jeg masserer ivrigt mine tindinger, indtil smerten er ovre. Jeg betragter ham vende sig om igen. Denne gang bliver jeg stående, hvor jeg står. Jeg ønsker at flygte, men mine ben vil ikke adlyde. Mine hænder vil ikke røre på sig og mine tanker vil kun frembringe hans ord igen og igen. Jeg kan læse dine tanker. Et øjeblik bliver jeg sur. Hvorfor har jeg ikke fået magiske evner? Hvorfor kan jeg ikke få en hel menneskemængde til at forsvinde? Hvorfor kan jeg ikke fæstne andres blikke?

Han vender sig om igen, og jeg kan ikke nære mig selv fra at kigge op på ham. Et gisp undslipper mine læber. En kulde går igennem mig. Jeg begynder at ryste. Og værst af alt. Jeg føler kun én ting. Kulde. En kort latter fra ham er nok til at jeg slår mit blik i jorden og kniber øjnene sammen i smerte. Kulden er væk. Jeg rynker brynene uforstående. Selvom jeg ikke har lyst, hæver jeg mit blik op på ham igen. Denne gang bider jeg mærke i, hvad han holder i hænderne. Det er blåt. Skrigende blåt. Det er kugleformet og ser skræmmende og uvirkeligt ud. Og det frembringer kulde i hele min krop. Mit hoved føles som en isklump. Jeg skriger. Jeg skriger så højt, at jeg selv bliver forbavset. Jeg forbavser mig selv endnu mere, da jeg ikke stopper med at skrige. Jeg kan høre mit skrig, mit pigede skrig, i flere sekunder mere. Til sidst bider jeg så hårdt fast i mine læber, at jeg lidt efter smager og føler blodet flyde i min mund. Mit blik er stadig på det han holder i hånden. Det hvæser hæsligt og kører frem og tlibage i hans hånd, indtil det pludselig strækker sig ud efter mig. Jeg vil skrige igen, men min mund vil ikke åbne sig. Mine ben begynder at løbe.

Jeg er klar over, hvad jeg gør, lige så snart jeg sætter i løb.

Jeg flygter.

Jeg løber så hurtigt, jeg kan, mens jeg venter på, at det vil komme og tage mig.

Jeg spurter af sted med én tanke i hovedet. Jeg vil må sende en magisk meddelelse til min mor. Jeg kan ikke forlade hende uden at fortælle hende, at jeg elsker hende. Jeg kan mærke tårerne presse sig på igen, mens jeg løber.

Jeg er ikke stærk nok. Jeg er en svag magiker. Jeg kan ingen ting endnu. Han er langt stærkere end jeg. Og jeg er sikker på, at det også er langt stærkere. Jeg sætter ikke farten ned, selvom jeg ved, at jeg ikke vil vinde.

Jeg ved, jeg ikke kan klare mig fra dem. Jeg ved, at jeg ikke kan løbe fra dem. Alligevel fortsætter jeg.

Jeg løber hurtigere, end jeg troede, jeg kunne.

Jeg løber af frygt for at dø.

Jeg løber fra min død.

Og det er den tanke, der får mig til at løbe videre.

Jeg mærker snart, at mine ben begynder at ryste.

Jeg mærker, at mit hoved dunker af kulde efter at have kigget så længe på det blå monster.

Tanken om den blå kugle, får mig til at gøre noget, jeg aldrig skulle have gjort.

Jeg drejer hovedet bagud, for at få øje på det igen. Mine øjne rammer først ham, der løber efter mig med det i hænderne. Jeg bliver ukoncentreret. Jeg mærker straks at mine kræfter bliver svagere. Jeg løber langsommere. Jeg kan ikke tænke. Jeg kan ikke trække vejret. Og så rammer følelsen mig igen. Kulde.

Jeg stopper op.

Jeg står helt stille uden at bevæge mig. Mens jeg bare kigger på det. Kulden breder sig i mig. Jeg holder øje med det, mens den langsomt bliver mindre og mindre. Først da den er væk, kan jeg fokusere. Jeg ser op på ham. Han har lukket det ind i sine hænder.

Jeg vil flygte fra ham igen. Jeg vil ikke andet end at flygte. Jeg vender mig om og begynder at spurte.

Jeg når ikke længere end hen til det næste tre, før jeg hører hans tunge skridt mod jorden.

Det rammer mig. Jeg mærker det tydeligt. Det brænder ind gennem min ryg og baner sig vej ud af maven på mig. Jeg skal til at knibe øjnene sammen i smerte, men jeg fokuserer intenst på det, der er på vej ud af mig. Jeg gisper, da det går op for mig, hvad han har gjort. Han har kastet det på mig. Det tager godt og vel tre hjerteslag, før jeg kan se, hvad det forestiller. Endnu et gisp undslipper mine læber og jeg skriger i chok. Det er en den. Jeg blinker et par gange med øjnene, da jeg ser isfuglen tage form. Den blå kugle udvikler langsomt vinger og begynder at baske ivrigt. Jeg skriger i smerte, da kulden breder sig i mig. Vingerne spreder is rundt i min krop. Jeg mærker mit blod fryse til is, og jeg mærker isfuglens kulde nærme sig mit hjerte.

Mit skrøbelige magihjerte.

Jeg skriger endnu højere, mens jeg langsomt falder til jorden. Jeg krymper mig sammen og skriger videre. Mine kræfter er for længst brugt op. Jeg kan ikke trække vejret mere. Jeg kan ikke skrige. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste. Jeg ligger rystende på jorden, indtil isfulgen er basket ud af mig. Jeg når at se den flyve over til ham igen. Ham som er skyld i min død. Mine øjne falder i, og jeg hører ikke andet end kulden, der fryser mit blod til is. Jeg hører mig hjerte, der banker. Langsommere og langsommere. Jeg lukker øjnene og ønsker af hele mit hjerte at sende en mental besked til min familie. Men jeg ved, jeg ikke er stærk nok til det. Jeg ved, at jeg kun har få hjerteslag tilbage.

Jeg tænker på, hvorfor det var mig, der skulle lide under isfuglens magt. Jeg hader tanken om, at jeg dør, uden grund.

Et sidste skingert skrig ryger over mine læber, da jeg mærker mit hjerte fryse.

Den sidste tanke, der går igennen mig, er min død.

Jeg husker, at min mor fortalte mig, at isfuglene var de ondes, mens ildfuglene var de gode magikeres. Jeg husker, at hun fortalte mig, at ildfuglene kun kunne lave lidelser, mens isfuglene havde evnen til at dræbe.

Dræbe unge magikere som jeg.

Mit skrig stoppede, natten blev til dag og mit hjerte stoppede sin rytmiske banken.

Min flugt var mislykkes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...