They don't know about us - JB & 1D

June er 18 år og bor i London. Hun er en positiv og åben pige udover når det handler om hendes forældre, da hun havde mistet sin mor da hun var 16 år, hendes mor begik selvmord. Hun mistede hendes far for blot et år siden i en bilulykke, da han var psykisk syg og kørte galt. Efter ulykken besluttede June og hendes storebror Mason at flytte ind i en lejelighed midt i London. Hun er lige blevent færdig med skole, og arbejder nu på McDonald's, hvor hun møder Justin Bieber, Harry styles og Niall horan. Hvad der ellers sker må du læse dig frem til.. i - They don't know about us - JB &1D


Læsningen er på ejet ansvar da der kan komme stødene scener og grov sprog..
(Vi skiftes til at skrive kapitler. Karoline skriver kapitel 1, 3, 5, alle de ulige og sådan, og Jeanna skriver de lige kapitler, 2, 4, 6 og sådan!)

9Likes
7Kommentarer
1428Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg sad på mit værelse med min storebror Mason. Mason var den eneste jeg havde efter min mor begik selvmord, og min far døde i en bilulykke. Vi støtter hinanden. Jeg boede sammen med Mason i en lejlighed. Lejligheden var stor, perfekt til os begge to. Mit værelse var malet pink på en af væggene og hvid på resten. Hvorfor det var pink aner jeg ikke, faktisk var det sådan da vi købte det. Op ad den pinke væg stod min store dobbeltseng. På vægen ved siden af min dør, havde jeg et kæmpe spejl. På den tredje væg havde jeg døren ind til mit eget badeværelse og mit walk-in-closet. På den sidste væg havde jeg to store vinduer og mit skrivebord og make-up bord. Min udsigt ud ad vinduerne var fantastisk. Jeg kunne se lige ud på Big Ben og London Eye. 

Jeg havde faktisk mange venner i London, eller venner og venner. De var kun sammen med Mason og jeg var rige. Vi havde arvet alle pengene fra vores forældre. De havde begge utrolig mange penge. Min far var normalt ikke psykisk syg, han blev det efter min mors mord på sig selv. Jeg husker tydeligt hans reaktion som var det igår.

 

-Flashback-

Min far havde lige hentet Mason og jeg ved nogle venner. Min far turde faktisk ikke lade min mor være alene, da hun op til flere gange havde fortalt, at hun var ufattelig ked af det og bare ønskede døden. Hun var ked af det, fordi hendes egen mor lige var død. Det vil sige min mormor var død. Jeg var selv ulykkelig over det, fordi min mormor betød alt for mig. Min mor søgte altid hjælp hos hende, hvis hverdagen blev for træls.

Min mor arbejdede som designer. Hun tjente mange penge på det tøj hun designede. Hun kunne nemt tjene 1 million på knap en uge eller to. 

Min far var manager for forskellige sanger. 

Sådan et job som deres har de ikke særlig meget tid til Mason og jeg, men vi klarer os med vores 'venner'. Mason og jeg vidste udmærket godt, at de kun var sammen med os, fordi vores forældre var rige og berømte. Dog havde jeg fået en bedsteveninde ved navn Mira. Hun behandler både Mason og jeg som om vi var normale personer, hvilket vi også er. Samtidig behandler hun også mine forældre sådan, det satte jeg virkelig stor pris på.

Nå men min far havde lige hentet os. Vi stod udenfor mine forældres villa. Min far fumlede en del med nøglerne, så han havde svært ved at låse op. Han var virkelig nervøs. Han var bange for om der var sket min mor noget. Jeg havde overbevist mig selv om, at hun bare stod i køkkenet og bagte kage eller så fjernsyn. Da min far endelig kunne få åbnet døren, løb han bogstavligtalt ind i huset. Mason og jeg kiggede bare beroligende på hinanden. Mason troede også min mor stod i køkkenet eller så fjernsyn. 

Jeg gik ligeså stille ind i huset, og tog mine sko af. Jeg satte dem på skohylden og gik ind på mit værelse. Mine væge var lillae. Min mor havde valgt den farve, da det var hendes yndlings farve. Jeg havde givet hende lov til at male dem, da jeg elsker hende og lilla er da en pæn farve.

Jeg satte mig i min seng med min mobil. Jeg kunne høre min far løbe forvirret rundt. Jeg sukkede og rejste mig, jeg skulle virkelig tisse. hehe.

Jeg gik ud på mit eget badeværelse. Et skrig undslap mine læber, da jeg så min mor ligge på gulvet med et helt pilleglas i hånden. Jeg satte mig hurtigt på hug foran hende og ruskede i hende. ''Mor vågn op'' hviskede jeg. Tårende pressede sig på. Jeg vidste godt hun var død, hun trak ikke vejret eller lavede nogen bevægelse. Hun var kold og helt bleg. ''FAR'' skreg jeg. Han kom løbende ind til mig. Han kiggede chokeret på min mor. ''Er hun...?'' hviskede han. Jeg kiggede ned og nikkede kort. Jeg kiggede op på min far igen, han stod med tårer i øjnene. Min far elskede min mor mere end noget andet. Han forlod mit badeværelset.

 

Jeg sad i 5 minutter hos min mor, da en flok ambulance mænd kom løbende ind ad døren. Jeg rejste mig og gik ud. Jeg ville ikke se min mor mere. Hun var borte foraltid. Jeg satte mig grædende på min seng. Jeg havde mistet en af de mest værdifulde ting jeg havde, min mor.

-nogle uger senere-

Min far var ikke som han plejede. Han var helt nede. Jeg havde faktisk ikke set ham i en uge, efter han forlod badeværelset den dag min mor døde. Han var bare skredet ud ad hoveddøren uden at sige noget. Han lod Mason og jeg være alene. Da han kom hjem igen lugtede han af alkohol.
Jeg havde også set ham i forskellige sladderblade. På billederne var han stang stiv, det var nemt at se, men der var noget som svigtede mig mest. Han havde taget stoffer. Han stod endda og tog stoffer derhjemme. Jeg begyndte at hade min far for det. Jeg snakkede aldrig med ham. Han skred hver fucking aften. Han tog til fest, drak sig fuld, røg hash og tog stoffer. Både Mason og jeg var skuffet. 

En dag var han hverken på virket af alkohol eller noget. Han havde lige været ved lægen, Mason var med ham, fordi han var bange for, at min far ville gøre noget dumt. Da de kom hjem fortalte Mason, at vores far var blevet psykisk syg, og at vi burde holde ham indendøre. 
Mason og jeg prøvede virkelig alt hvad vi kunne, men min far blev en dag mega vred. Han smadrede flere ruder, glas, skabe og tallerkener. Han slog endda Mason i hovedet, så han besvimede. Mens jeg hjalp Mason den dag skred min far. Han tog sin bil og kørte.

Senere den dag kom politiet. De fortalte os, at min far var kørt ind i en lastbil og derefter i et træ. Da var jeg virkelig ked af det, så Mason og jeg valgte at sætte huset tilsalg og flytte ind i en lejlighed midt i London.

Mira havde forladt mig, hun var blevet bange for mig. Hun var bange for jeg også blev psykisk syg. Det sårede mig dybt. Jeg slettede hendes nummer. Jeg måtte komme over hende.

 

Mason og jeg havde besluttet, at ingen behøvede at vide det om vores forældre, kun tætte mennesker, hvilket vi ikke havde mange af. Vi havde næsten kun os selv. Vi var begge både positive og åbne overfor alle. Det var svært at få nye venner, da de bare ville have vores penge. ''Jeg smutter nu'' sagde jeg til Mason. Jeg skulle på arbejde. Jeg arbejder på McDonald's som ligger 100 meter fra vores lejlighed. Så det er nemt at komme frem og tilbage. I tænker sikkert, hvorfor har hun sådan et job, hvis hun har mange penge?
Ja ser i. Jeg vil virke normal, som mange andre på min alder. Det kommer sikkert på et tidspunkt, at jeg får et bedre job.

Mason fulgte mig ud i gangen. Jeg tog mine sko og jakke på. Mason fik lige et hurtigt kram inden jeg forlod lejligheden.

 

***

 

''Hej Melissa'' sagde jeg glad, da jeg trådte ind på resturanten. ''Hej June'' svarede hun tilbage med et smil. Melissa var en af mine kollegaer. ''Dav June'' råbte Scott inde fra køkkenet. Jeg hilste venligt tilbage. Scott var min chef/boss eller hvad man kalder det.

Jeg gik ind i omklædningen. Jeg tog det fine McDonald's tøj på. Det duftede af pomfritter og burger. Jeg satte mit hår op i en hestehale, tog min kasket på ,og trak hestehalen ud gennem hullet bag på kasketten. 

Jeg gik smilende ud i køkkenet igen. Jeg kunne bare fonemme der ville ske noget godt i dag. ''June du tager kassen i dag'' sagde Scott. Jeg nikkede og gik op til kassen. Heldigvis var Melissa der også, så det vil sige, at vi skulle arbejde sammen igen i dag. Det gør vi næsten hver dag. 

''Stadig den gode gamle smilende June?'' spurgte Melissa og smilte sødt til mig.

''Ja, hvor skulle hun ellers være?'' svarede jeg flabet, altså for sjov, jeg var normalt ikke flabet. 

''Man ved jo aldrig'' hun sendte mig et svagt smil, hun hentydede til mine forældre, det var tydeligt at høre. Jeg ville intet have med dem at gøre. Jeg var ligeglade med dem. Jeg smilte svagt.

 

 

''Velkommen til McDonald's hvad skulle det være?'' spurgte jeg for 34834. gang i dag. Jeg havde været på arbejde i 4 timer nu. Heldigvis var den en af mine korte dage, så jeg skulle kun arbejde 2 timer mere. Normalt arbejder jeg 10 timer eller sådan noget, fordi vi holder åben hele natten. Fra klokken 16 til klokken 4 om natten, ret vildt faktisk. Hvem kommer så sent?

Damen som jeg var igang med at betjene rev mig ud ad mine tanker. ''Jeg skal bare have en stor gang pomfritter'' svarede hun med et smil. Jeg smilte venligt tilbage og tastede det ind på den der skærm du ved. ''Så bliver det 4 £'' sagde jeg. Hun gav mig hurtigt pengene. Jeg gav hende hendes pomfritter. Hun smilte og gik sin vej. Jeg fandt en ny bakke frem. ''Kan jeg hjælpe den næste'' jeg kiggede op. Der stod tre drenge, som jeg helt klart havde set et sted, på computeren tror jeg faktisk.

''Ja, vi skal have 2 store BigMac menuer og 1 stor Mcfeast menu'' sagde den ene dreng, som havde lyst hår og blå øjne. Jeg tastede det ind på skærmen.

''Ellers noget?'' spurgte jeg og smilte.

''Dit nummer tak'' sagde den anden dreng med grønne øjne og krøller. Jeg himlede med øjnene og drejede rundt på hælene for at finde deres mad. Jeg satte burgerkasserne på bakken, samt tre store papkrus. 

''Der mangler noget'' sagde den tredje dreng med chokoladebrune øjne. Jeg kiggede forvirret på dem og så ned på bakken. Der var da tre burgere, tre gange pomfritter og tre papkrus. Ham med krøllerne grinte lidt, men tog så bakken og gik ned mod et af bordene, som tilfældigvis var længest oppe ved kassen.

''Wow hvor er du heldig'' hviskede Melissa til mig.

''Hvad snakker du om?'' hviskede jeg tilbage.

''Du har sku da lige betjent Justin Bieber, Harry Styles og Niall Horan''

Jeg kiggede chokeret på hende. Gud var det virkelig dem. Du er simpelthen så klog June. Jeg slog mig selv på panden.

''Hvorfor lagde jeg ikke mærke til det?'' spurgte jeg. Melissa grinte lidt af mig. Hun kiggede ned på drengene. ''De kigger godt nok meget på dig'' hviskede hun til mig. Jeg kiggede først undrende på hende, men derefter ned på drengene. Rigtigt nok sad de alle tre og stirrede på mig. Når jeg siger stirrede, mener jeg virkelig stirre. Jeg begyndte at grine lidt.

 

Jeg ligger ikke skjul på, at jeg faktisk holdt en del øje med dem, mens de spiste. De havde lige smidt deres mad ud. To af drengene var på vej over mod udgangen, undtaget én, som var på vej over mod mig. Det var ham med krøllerne. Harry Styles tror jeg. Jeg havde ikke helt styr på det endnu. Jeg gik hen til ham. Han sendte mig bare et stor smil. ''Kunne jeg få dit nummer, eller?'' spurgte han lidt usikkert. Hvorfor ikke tænkte jeg. Jeg vendte mig om, tog en serviet og skrev mit nummer med den kuglepind jeg havde i lommen. Jeg gav ham servietten og gik min vej. Jeg gik om bag kassen igen. Han var på vej hen mod udgangen, med det største smil på læben. Det undrede mig faktisk lidt. 

''Jeg ringer'' sagde han inden han forlod restauranten. Jeg smilte bare for mig selv. Jeg var virkelig træt lige nu, heldigvis havde je....

''June bare tag fri nu'' sagde Scott. Jeg så undrende på ham. Jeg havde da stadig en halv time tilbage. ''Bare gå'' sagde han og smilte. Jeg smilte tilbage, gik hurtigt ind i omklædningsrummet og skiftede tøj. Nu skulle jeg bare hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...