Livet er som en video på youtube

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
Anne Ahm er en pige på en helt almindelig folkeskole. Hun har gode karakterer, en bedste veninde, og respekt fra sin klasse. Hun er smuk. Men lige så stille mistede hun alt.

8Likes
4Kommentarer
1208Visninger
AA

3. Natten

Bank Bank Bank

Videoen på skærmen bliver slået på pause. Linket lukker jeg ned. Så siger jeg god for at personen bag døren kommer ind. Min mor stikker hovedet ind. Der er mad. Vi skal have min livret. Hvis jeg har en livret. Vi skal have lasagne. 

Med én finger klapper jeg computeren sammen. Langsomt rejser jeg mig fra stolen. Går ud af døren og ned ad trappen for så at gå ind i stuen, hvor min familie venter på mig. Duften af lasagne fanger min næse, og jeg suger duften til mig. Hmm.. En velkendt og afslappende duft. Den duft af lasagne får en til at glemme alt andet. Jeg lader mig glemme de hårde beskeder. De grimme kommentarer. Jeg glemmer følelsen af at være ensom. Og så nyder jeg øjeblikket. Bare et lille kort øjeblik. Men så bliver jeg afbrudt af mine egne tanker. Jeg må ikke virke anderledes. Jeg spiller skuespil. Om at alt er normalt. Men intet er normalt. 

Med et smil på læben går jeg ind i stuen og hen til bordet for at spise aftensmaden. Min lillesøster smiler sødt til mig, så jeg smiler let tilbage. Hun er den eneste der ved en smugle om mine lidelser. Men hun ved også kun lidt. 

Da jeg sætter mig og trækker stolen ind under mig, øser min mor op til mig. Hun har som altid slået håret tilbage i en knold under nakken, og hendes ansigt er forstrukket i hendes almindelige hverdags-smil. Hendes øjne er trætte. Hun har haft en hård dag. 

Far ser mere afslappet ud. Hans mørke brune hår er pjusket let, men sidder stadig pænt. Hans øjne hviler afslappet på maden og ser ikke spor trætte ud. 

Min lillesøster derimod er lysende, sød og frisk som altid. Hendes ansigt er et stort smil og hendes hår er som altid løst. Hun har sin nye Sweater på og mine gamle shorts. Det er åbenbart pludselig blevet smart. Hendes øjne søger som altid noget at grine af og hendes mund er ikke stille. Griner, snakker, smiler hele tiden.

Men sådan er det ikke med mig. Jeg er nærmest stum i forhold til hende. Siger ingenting. Kun små sætninger og sådan. Men det er folk begyndt at vende sig til. Kun min Emma hører mig snakke. Sådan mere end få sætninger. Hun snakker så ikke om så meget andet end Jakob lige for tiden. Jakob er den nye kæreste. Der kommer en ny hvert halve år. Han er nummer 4 nu. Men hun er bare frisk. Helt anderledes end mig.

"Nå hvordan er det gået i skolen i dag?" min mor kender svaret, men spørger alligevel. Som sædvagenlig bare for at lyde interesseret. Men det er hun slet ikke. Hun vil bare have det overstået så hun kan komme i seng, til dagen i morgen.

"Fint. Jeg fik 10 i dansk stilen" siger jeg med blikket rettet ned imod min lasagne, som jeg stadig ikke har spist mere end få bidder af. Min mor ligger ikke mærke til noget usædvanligt i mit svar. Det var vel det jeg havde fået de sidste 2 måneder. "det var da dejligt" siger hun bare og vender sig så imod min lillesøster.

"Jeg har haft en dejlig dag mor! Josefine gav mig det der venindearmbånd, kan du huske? Og vi er blevet gode venner igen! Og så har Fredrikke fra Sverige, altså hende fra B spurgt om vi skulle være sammen i morgen. og så tænkte jeg bare: Hvorfor ikke?" Min lillesøster er midtpunkt. Altid. I skolen, derhjemme, på gården, til kor. Altid. Men det er almindeligt. Intet nyt i det. Faktisk har det været en helt almindelig dag. Fyldt med dumme sms'er, nye grimme video'er til mig på youtube, små post-up sedler på mit skab i morges. Ikke noget nyt nej.

"Tak for mad. Jeg går i seng"

"Fint skat, vi ses i morgen"

"Jaer, godnat"

Og så er jeg ellers på vej op på mit værelse. Hey vent. Jeg skal lige ind på badeværelset. Jeg er alene om halvdelen af overetagen så der er stille på badeværelset. Kun mine egne ting. Jeg sætter mig ned på gulvet op af vægen. Nej jeg skærer ikke i mig selv som alle andre der har det svært. Jeg bider mig i læben og lader det gå ud over mine læber, og mine hænder. Og så begynder jeg at slå. Ned i gulvet. Men min familie kan ikke høre det, så der er ikke noget at være bange for. Jeg har nemlig sat ekstremt højt musik på. Og så kan man i det hele taget ikke høre noget deroppe fra. 

Jeg slår indtil mine knytnæver er røde og der er gået huld på to af dem. Men det anser jeg ikke andet end hurtigt at tørre dem. Det gør ondt, ja, men det er jo meningen. Jeg strækker mig. Så lang jeg er. For at nå bruseren. Jeg skal lige skylde det værste blod væk fra gulvet og mine hænder, inden jeg smutter ind på værelset. 

Jeg smider den store hættetrøje og de sorte højtaljede bukser. Mit hår sider stadig i en løs hestehale, og sådan lader jeg det sidde. Uden at børste tænder ligger jeg mig i min seng. Jeg ligger mig i ske. Bare uden den anden del. Den anden del plejede at være Emma. Men hun har jo travlt med en anden. Fint med mig.

Jeg kigger ind i vægen. Knytter hænderne så sårene begynder at svie lidt, men jeg bider mig bare i læben for at få smerten væk. Så lukker jeg øjnene. Og jeg falder i søvn. En dejlig, fredfyldt søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...