Livet er som en video på youtube

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2013
  • Status: Igang
Anne Ahm er en pige på en helt almindelig folkeskole. Hun har gode karakterer, en bedste veninde, og respekt fra sin klasse. Hun er smuk. Men lige så stille mistede hun alt.

8Likes
4Kommentarer
1283Visninger
AA

7. Digtet

"Hej Anne!" Stemmen kommer bag fra. Jeg har skynd mig sådan ud af klassen, at jeg ikke lagde mærke til nogen. Stemmen kom fra den lyshårede pige i Army-trøje. Stella står med tasken over skulderen og røde kinder. Hun skal vidst samme vej som mig. Med bussen. 

"Hej Stella!" Siger jeg da hun kommer op ved siden af mig. Jeg er begyndt at gå igen. Men nu i et tempo så Stelle kan følge med. Hun er et halvt hoved mindre end mig. 

"Skal vi følges? Altså du skal med bussen ikke?" Jeg smiler til hende, bare for at være venlig. Med et nik som svar, går hun videre, "Jamen hvor bor du så? Måske bor vi tæt på hinanden?" Hendes ansigt lyser op ved tanken.

"En kilometer herfra. Lige uden for byen"  Nu smiler hun som en solstråle, på en klar sommerdag. Hun bor lidt uden for byen, siger hun til mig. 

Vi kommer ud til bussen. Den har holdt der i et stykke tid, så vi skynder os ind i bussen i en fart og sætter os anden nederst. Nu håber jeg bare at mobberne sætter sig bagerst eller forrest i dag. Jeg ser på da de sætter sig oppe foran, og begynder at drille de mindreårige. Dumme svin! Men det siger jeg selvfølgelig ikke. Ellers får jeg tæv. 

"Hey, Psst! Anne! Har du læst de der små posters jeg satte på dit bord i morges? Var det derfor du hjalp mig?"

Jeg vender mig om og ser spørgende på hende. Hunskrev digtet! Hun skrev også det med: "du er ikke alene". Jamen så giver det hele mening. Men hvorfor skrev hun det med digtet? Skulle det betyde hun er en bitch, eller en engel? Jeg tår det ikke lige med det samme. "Hvad betød det? Jeg forstod dem ikke", sagde jeg til hende. Måske lidt for sent.

Hun har allerede vendt hovedet og sidder nu og kigger ud igennem vinduet. I spejlbilledet kan jeg se at hun fælder en tåre. Åh nej, nu sårede jeg hende ikke, vel?

"Jeg har altid været den populære. Jeg var kærester med den lækreste dreng på skolen, havde den bedste veninde jeg kunne ønske mig, og hele min klasse elskede mig. Men jeg er pludselig blevet et nul. Du er et nul. Men du er heller ikke den dumme, lede sæk, der burde stå der hvor du står. Vi to hører ikke til som mobbeofrer. Det er der ingen der gør. Og desuden tror jeg ikke mobberne har det helt let. Det var det med digtet. Og det andet giver sig selv. Jeg er også en af dem der bliver mobbet, nu."

Jeg bliver selvfølgelig overrasket over hendes ord, men det sårer mig ikke. Slet ikke. Det gør mig heller ikke glad. Jeg bliver stille og nikker bare. Hun er altså for god til at blive mobbet. Men det at hun mener at jeg også er for god til det, er noget pjat. Jeg er blevet mobbeoffer, for halvt andet år siden, og jeg kommer aldrig på toppen igen. Aldrig. 

"Her bliver man mobbet, eller også mobber man. Ikke anderledes. Væn dig til det" Jeg siger det måske lidt for stift til hende, og ser undskyldende på hende med det samme. Men hun forstår mig godt. Hun ved hvad jeg mener. 

Men nu har jeg to ting på plads. Det er hende der skrev digtet tidligere i dag, men også hende der skrev jeg ikke var alene. Og jeg har på fornemmelsen vi bliver gode venner. Dette er for en gangs skyld en dejlig dag. Én ud af mange andre, og så lige denne. Den første marts.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...