Den umulige flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
En novelle om flugt i forbindelse med 24 timers konkurrencen

1Likes
0Kommentarer
71Visninger
AA

1. Den umulige flugt

Solen stod op og lyste ind igennem hendes vindue. En solstråle ramte hendes ansigt og skar i hendes øjne, da hun forsigtigt åbnede dem. En ny dag var nu gået i gang. Ubekymret fulgte hun sin vante rutine inden hun skulle i gang med sin dag. Hendes lange lyse hår faldt som bølger nedover de blottede skuldre, den tynde kjole hang løst hen over hendes fine blege hud, og de smalle læber var blevet tegnet op med en rød farve. Øjnene markeret med sort og den fejlfrie hud lakeret med et glinsende lag creme. Nu var masken på, hun var nu klar til, at bevæge sig ud på scenen omgivet af virkelighedens rekvisitter og følge manuskriptet som var blevet hende givet. 

Hun gik rundt på scenen, mødte de andre levende rekvisitter med et smil og huskede, hvad hun var blevet lært. De andre rekvisitter vidste ikke, at de blot var en del af en forestilling. De havde stadig deres uskyldige naivitet i behold, troede stadig på, at der fandtes en virkelighed og, at de var en del af den. Men hun vidste bedre, hun kendte sandheden. En sandhed som ikke var virkelig. omkring en virkelighed som ikke var en sandhed. Hun havde hovedrollen i dette teater, hun kendte alle replikkerne og reglerne var klare. Hvis de ikke blev fulgt eller replikkerne blev glemt ville hun blive fyret. Men hun var en dygtig skuespillerinde, og i de sidste 2 år havde hun haft hovedrollen. Det havde til tider været hårdt, at skulle fremføre forestillinger flere gange om dagen, hver dag, men hun vidste godt, at hun intet valg havde.

Hun satte sig ned ved bordet sammen med de andre rekvisitter. Nu skulle første forestilling vises. Det var denne gang en halv fyldt sal med forventende øjne. En tallerken fyldt med grønne, røde og gule nuancer blev placeret foran hende. Hun lukkede øjnene et kort sekund og huskede hvad der stod skrevet i manuskriptet. Nu gik tæppet fra og spotlightet blev tændt.

Da forestillingen sluttede og hun gik til sit værelse for, at hvile, klappede forfatteren til dette teaterstykke hende på skulderen, roste hende og fortalte hvor stolt han var. Hun havde gjort det godt. Hun var træt og hendes hænder rystede, men et smil kom over hendes læber. Hun havde gjort det godt.

Stykket blev vist til middag og igen om aftenen, hver gang en fejlfri præsentation. Hun skulle bare følge manuskriptet.

Da mørket faldt på og masken var blevet vasket af, den tynde kjole skiftet ud med en pyjamas, og det lange lyse hår var gemt væk bag hovedet, satte hun sig på sengen i værelset, hvor hun kiggede på sine hænder. De rystede. Hun rejste sig op og gik hen til spejlet hvor hun blev mødt af en fremmed. Forfatteren var der ikke, de andre rekvisitter lå og sov. Hun var alene. Den fremmede pige græd, og prøvede, at tage fat i  hende, men hun undveg. Pigens hår var tyndt og uglet, øjnene dybe og mørke og hendes hud var grå. De to piger stod og kiggede på hinanden. Den fremmede pige sagde, at hun ikke længere skulle flygte. Hun havde fundet hende og denne gang ville hun ikke lade hende gå. Det skulle slutte nu. Hun stod som forstenet og stirrede på denne fremmede pige. Det var hende hun havde flygtet fra. Sidst hun havde set denne pige var for 2 år siden, inden hun mødte forfatteren som tilbød hende en hovedrolle. Nu var hun der igen, hun kunne ikke flytte sig, hun stirrede blot på denne pige. Hun kunne ikke tro det var muligt, at hun var lige der foran hende. I 2 år havde hun flygtet fra denne person, i 2 år havde hun frygtet, at skulle møde hende igen. Nu var frygten blevet en realitet og hendes flugt havde været spildt. 

 

Da solen igen stod op var der ingen hud, at ramme, ingen øjne at åbne og ingen læber der skulle males røde. Masken lå ved det knuste spejl sammen med den tynde kjole og værelset var tomt.  Da forfatteren kom ind på værelset for, at hente hende til første forestilling så han brevet. "Hun fandt mig"

 

En pige sidder ved sit skrivebord og skriver i sin nykøbte bog med blanke sider. Solen rammer hendes finde gyldne hud, og hendes lange hår falder som bølger over hende skuldre som i den blomstrede kjole er blottede. Hun skriver:

"De sidste 2 år har jeg været på flugt. Ingen har vidst hvor jeg har været henne. Jeg har været nødt til, at forlade alle jeg har holdt af så jeg ikke ville blive fundet af hende jeg flygtede fra. Jeg var så bange, at jeg frygtede for mit eget liv hvis hun nogensinde fandt mig, men jeg ser nu klart. Hun fandt mig. De sidste 2 år har hun ledt efter mig men har ikke kunne finde mig, før nu. Hun dukkede op midt om natten og bønfaldt mig om ikke, at flygte fra hende mere. Det er nu gået op for mig, at personen jeg har flygtet fra ikke har ville mig ondt. I al den tid jeg har flygtet fra hende var det i virkeligheden en anden jeg skulle have været flygtet fra, hun ville ikke tage mit liv, men give mig det tilbage. Hvordan ved jeg alt det her, spørger du måske?... Jo ser du.. Pigen jeg flygtede fra er.... Mig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...