Burning inside ₰One Direction₰

Lottie Tomlinson bedre kendt som Louis Tomlinson's lillesøster. Har alt, veninder og familie, og hvad man ellers kunne bede om. Skulle man tro. Hendes veninder ved bare ikke at hun hørte dem snakke baghendes ryg, en dag i skolen. Den hun er i skolen er skjult bag hvad hendes veninder har gjordt hende til. Når hun er i selvskab med dem, har hun lyst til at fortælle dem at hun hørte alt hvad de sagde den dag, men hendes facade ændrer sig når hun ser dem, der er noget over dem at hun gerne vil blive i deres venskab, men alt hun gør når hun sidder alene, er at græde. Louis ved alt dette om sin lillesøster og vil se hvad de ellers har gang i, og han sætter derfor skjult kamera op i skolens kantine, og deres klasselokale. Lottie ryger længere og længere ned hver dag, og Louis må holde sammen på hende. Men den dag, Lottie for anden gang høre dem snakke bag hende, er det slut. Louis ser det, og det skjulte kamera, er i virkeligheden One Directions' forsøg på at - STOPPE MOBNING! -

35Likes
120Kommentarer
2366Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg trasker ud i køkkenet, forbi Daisy og Phoebe der sidder foran fjernsynet, hvor der bliver sendt Svampebob.

”Godmorgen solstråle” smiler min mor, og stiller cornflakesene ind i skabet igen. Jeg trækker på smilebåndet og tager juicen ud af køleskabet.

”Var det hyggeligt i går? Jeg glemte helt at spørge dig,” smiler hun og kigger på mig, imens hun folder et par strømper sammen.

”Ja,” siger jeg kort, men oprigtigt. ’Lige indtil Celine og Annabell kom og ødelagde det hele..’ tænker jeg. Jeg hælder juicen op i mit glas og kigger på min mor.

”Hvor er Louis?” spørger jeg.

”Han tog af sted for en halv time siden, han skulle besøge Stan. Han prøvede at vække dig, men du sov som en sten,” svarer hun og flytter sig så jeg kan få en skål til mine cornflakes ud. ”Vi kører også efter Fizzy om lidt, så du må lige være alene hjemme..” smiler hun.

Jeg nikker og sætter mig ned, inde i stuen, for at spise mine cornflakes, da jeg bliver omfavnet af nogle stærke arme bagfra. Jeg vender mit hoved før at se hvem det er da jeg ser ham.

”Hey smukke” smiler han og kysser min pande. ”Var egentligt på vej til træning, men opdagede lige at jeg havde den her i min jakke,” siger han og giver mig mine øreringe i hånden.

”Tak” siger jeg og nikker til ham. ”Smut du nu hellere til træning” griner jeg. Han nikker.

”Ja, vi ses smukke” siger han og kysser mig før han vender om og forlader vores hus.

Han kan da ikke være mig utro.

Men…

Min mor træder ind i stuen og slukker for fjernsynet, hvilket medfører til irriterende klager fra Phoebe og Daisy. ”Så suser vi derud af” siger hun og ler blidt af dem, da de ser ret søde ud, i deres små shorts og blafrende toppe, når de hopper op og ned på stuegulvet og råber i kor: ”Men moaaaaaaar!”, ja, min familie er dejlig.

”Tøser, få så nogle sko på” siger hun og skubber dem ud mod entreen. Jeg griner og rejser mig, for at stille min, nu tomme, cornflakes sk?l ud i køkkenet.

”Vi ses Lottie!” råber min mor fra entreen hvor det ikke lyder til at hun kæmper med tvillingerne længere.

”Ja, hej!” svarer jeg hende, og går op på mit værelse igen, hvor jeg smider mig i sengen. En sms er tikket ind af Celine, men jeg gider ikke tjekke den, da jeg virkelig ikke føler for det, og egentlig bare vil sidde i Louis’ favn og græde mine øjne ud.

**

”Hallo?!” lyder der en, nok så velkendt, stemme nede fra vores stue. Jeg sukker men rejser mig lidt efter op.

”Jeg kommer!” svarer jeg hende og går ned.

”Heeeej!” smiler hun og indfanger mig i et kram, jeg hurtigt gengælder, for ikke at virke fraværende. ”Du svarede ikke på min sms? Men jeg så Louis med Stan i morges, så jeg regnede med at du var hjemme” siger hun og trækker sig fra mig.

”Ja, min mobil døde lige da jeg fik din sms, jeg kunne ikke finde min oplader. Jeg har kun lige fundet den..” smiler jeg falsk og peger i retningen af mit værelse.

”Det okay,” smiler hun ”jeg har to iste med, tænkte vi kunne sidde i solen og nyde dem?” spørger hun og trækker to flasker iste op af sin taske. Jeg nikker, imod min vilje og gør med hende ud i vores have.

Da vi har sat os ned, har snakket i et godt stykke tid, kickstarter hun vores samtale. ”Du m¨å altså undskylde, hvis jeg gjorde dig ked af det i går, jeg synes bare du skulle vide det..”

Jeg kigger ned, da det ikke lige er det jeg gider snakke om, men kigger så op igen. ”Det okay, jeg tror alligevel ikke på det..”

”Hvorfor ikke?” spørger hun, og retter sin ryg. Jeg nikker.

”Jeg mener hvorfor skulle jeg?”

”Fordi hun så dem! Med sine egne øjne!” siger hun, og jeg kan tydeligt se på hende, at hun gerne vil have ret.

”Han er min kæreste, hvorfor skulle jeg tro på dig?”

”Lottie, jeg mener det seriøst. Du er bare så fucking godtroende! Du tror kun på ham!” siger hun, med hævet stemme.

Jeg ryster på mit hoved. ”I det mindste tror jeg ikke på det I siger om mig!” siger jeg, og kan mærke at det er et ømt punkt for mig.

”Hva? Er det noget som folk siger om os? De er bare så fucking jaloux fordi de ikke er veninder med dig!”

”Stop med at lyv Celine!”

”Jeg lyver ikke! Tror du nu heller ikke på mig mere? Din idiot Lottie!” siger hun. Hun rejser sig op, hvilket resulterer til at hun er højere end mig, hvilket giver hende en større chance for at hælde iste ud over mig.

Og det gør hun.

”Ups.. Undskyld" Siger hun med et snobbet smil på læben " URGH! Du er så pisse irriterende nogle gange!” råber hun, før hun forlader vores have. Hendes tomme flaske har hun smidt efter mig. Mit hår klistrer sig til mit ansigt. Min hvide top er gennemsigtig så min bh er mere end tydelig.

Jeg bøjer mig forover, lader mit hoved støtte på jorden.

**

 

”Lottie? Lottie, smukke?!” hører jeg, den stemme jeg allermest har lyst til at hære, kalde på mig, men jeg svarer ikke. ”Lottie!” Han leder og leder, til sidst finder han mig.

”Lottie! Hvad laver du?” spørger han og kommer hen til mig, som lynet.

Jeg svarer ikke, men lader bare mine hulk blive dybere. Mine tårer driver stadig ned af mine kinder, som Nilen, på en blæsende dag.

”Hvad er det du har i håret?” spørger han og kærer sin hånd igennem mit dryppende fedtede hår. ”Var det Celine?” spørger han. Jeg svarer stadig ikke, hvilket åbenbart er svar nok for ham, til at vide at han har ret.

Han trækker mig ind i et kram, og kysser min hovedbund, uden at sige et eneste ord. Bare hans arme, hans nærvær, fortalte mig at han var der, at han forstår mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...