Burning inside ₰One Direction₰

Lottie Tomlinson bedre kendt som Louis Tomlinson's lillesøster. Har alt, veninder og familie, og hvad man ellers kunne bede om. Skulle man tro. Hendes veninder ved bare ikke at hun hørte dem snakke baghendes ryg, en dag i skolen. Den hun er i skolen er skjult bag hvad hendes veninder har gjordt hende til. Når hun er i selvskab med dem, har hun lyst til at fortælle dem at hun hørte alt hvad de sagde den dag, men hendes facade ændrer sig når hun ser dem, der er noget over dem at hun gerne vil blive i deres venskab, men alt hun gør når hun sidder alene, er at græde. Louis ved alt dette om sin lillesøster og vil se hvad de ellers har gang i, og han sætter derfor skjult kamera op i skolens kantine, og deres klasselokale. Lottie ryger længere og længere ned hver dag, og Louis må holde sammen på hende. Men den dag, Lottie for anden gang høre dem snakke bag hende, er det slut. Louis ser det, og det skjulte kamera, er i virkeligheden One Directions' forsøg på at - STOPPE MOBNING! -

35Likes
120Kommentarer
2510Visninger
AA

14. Kapitel 13

Louis’ synsvinkel. ”Kan vi ikke snart gøre noget? Louis, jeg er ikke engang hendes bror og det her piner mig,” spørger Niall mig, og kigger sørgende på mig. ”Det er fredag i morgen, hvis vi starter i morgen,” siger jeg, ”så har ”flokken” et par dage til at tænke over det?” De nikker alle sammen. ”Jeg går ned til Phoebe og Daisy, og siger de godt må komme med tilbage,” siger Harry. ”Me too,” siger Niall. De rejser sig begge to og går d af havelågen og ned mod Daisy og Phoebe. ”Jeg går lige op og ser til Martin og Lottie,” siger jeg. De andre nikker og sipper til deres øl, som min mor er kommet ud med. Jeg går op ad trappen og banker roligt på døren, før jeg uden tilladelse går ind af døren til Lotties værelse. ”Er vi ok?” spørger jeg dem. Martin nikker, Lottie kigger ikke engang. Hun vil nok ikke have jeg skal se hende grådkvalt. ”Det okay Louis, jeg klarer det,” smiler han. Jeg insisterer dog og går alligevel ind i rummet. Jeg sætter mig ved Lotties side. ”Søde, det skal nok ende godt,” fortæller jeg hende roligt. Jeg fortæller hende det hele nok skal ende godt, uden at nævne noget om vores mission på at stoppe mobningen. ”Sig til hvis der er noget,” afslutter jeg og smiler til dem. Jeg rejser mig op igen, kysser hende på panden og forlader rummet, i troen om at hun bare tror på mig en lille smule. ** ”Lottie, du skal altså afsted!” kalder jeg på hende, og smadrer døren til hendes værelse. Jeg vil ikke have at missionen skal gå i kage, bare fordi hun ikke gider i skole. Selvfølgelig forstår jeg hende 100 % men hvis hun bare vidste hvad vi har gang i, alt sammen for hendes skyld. ”Jeg gider ikke! Louis forstår du det ikke!?” råber hun af mig og kaster en pude i hovedet på mig idet jeg træder ind i rummet. ”Jeg forstår det udmærket godt Lottie, mere end du aner. Det bare det, at du ikke bare kan pjække fra skole. Hvad med at vi laver en aftale?” spørger jeg hende, ”hvis du kommer grædende hjem i dag, snakker vi en gang til om det her, hvis ikke så smil,” siger jeg. Hun nikker. ”Kun fordi du er her…” siger hun. Jeg smiler. ”Kom så ud af den seng, og skynd dig i tøjet,” siger jeg til hende. Hun nikker og snart står hun med et nyt sæt tøj i hånden. ** Lotties synsvinkel. ”Hey Lottie!” møder flokken mig ude foran skolen, hvis det ikke havde været fordi der stod en lærer der, ville det nok slet ikke have været sådan.  De følger med mig ind, mod min vilje. Vi følges ad til første time, hvilket er engelsk. ”Hey stinkbombe, har du fået milkshaken skyllet ud af håret?” spørger en dreng fra klassen. Jeg svarer ham ikke og endnu en kaster en idiotisk kommentar i hovedet på mig: ”Lottie, Lottie, Lottie har du ikke lært det ikke er pænt at svare? Eller har din mor for travlt med at elske Louis’ penge, så hun slet ikke havde tid til dig?” Allerede nu kan jeg mærke på mig selv at jeg er ved at græde Nilen igen. Jeg kommer helt klart ikke til at holde det løfte jeg har med Louis. ** ”Kære elever, det jeres inspektør der taler! Hør godt efter, alle elever bedes spise frokost et andet sted en i kantinen i dag, da vi har en overraskelse, som der skal gøres klar til!” siger vores inspektør igennem skolens højtalere, så hans dybe stemme runger ud over hele skolen. ”Tak for jeres opmærksomhed, og kom så tilbage til det I var i gang med!” siger han og afslutter. Det betyder at jeg faktisk kan have en undskyldning for at side alene.   Klokken nærmer sig halv tolv, hvilket betyder frokost. ”Så må I godt pakke jeres ting sammen!” udbryder vores lærer midt i det hele, ”I skal læse side treogtyve til femogtredive til i morgen, det meget vigtigt! Og husk nu hvad inspektøren sagde, ingen elever i kantinen i pausen.”   Jeg er som en af de første ude af klasselokalet. Både for at slippe for irriterende kommentarer og at skulle følges med dem ud. Jeg skynder mig ud bag skolegården, eller hvad man kan sige. I hvert fald er det et sted med en masse skønne træer og bare en masse ro. Man kan kun liiiige høre de børn der render rundt i skolegården og spiller bold, fordi der er en stor mur mellem. ** ”Er det- nej umuligt.. Jo! Det Paul!” hører jeg nogle pigestemmer råbe og de bevæger sig om mod det sted, hvor eleverne faktisk ikke må gå. Pladsen bag skolen, ved bagindgangen. ”Paul! Paul! Hej Paul!” råber de og vinker, men personen – som helt klart ikke kan være Paul – ignorer dem, og de bliver skændt væk af en lærer der har opdaget dem.   Jeg rejser mig for at gå over mod pladsen man ikke må være på, for at se om det rigtigt er Paul. Først kan jeg ikke se andet end en masse mennesker der render rundt omkring inden i kantinen – man kan se derind derfra hvor jeg står. Men så kommer der en tættere på, ikke en lærer. Det er, til min store skuffelse, Paul. Hvad laver han her? På min skole? Med en masse andre, der nu hvor jeg kigger nærmere, er sikkerhedsfolk? Jeg kigger rundt, og ser den bekendte sorte bil, som drengene bliver kørt rundt i. Ja, det er hundrede procent Paul. ”Paul! Hvad laver du her? På min skole?! Kan jeg ikke engang leve et normalt liv, uden at min brors sikkershedsvagt skal komme her?” råber jeg frustreret og får dermed hans opmærksomhed. Faktisk ikke kun hans, også alle andres. ”Lottie, hvad laver du her? Kan du så komme væk!” siger min engelsklærer til mig. Jeg ignorer hende. ”Lottie, væk! Du må ikke engang være her!” ”Lottie,” prøver Paul, ”det en lang historie,” fortsætter han og bevæger sig mod mig, mens jeg bakker bagud. Han skal slet ikke komme her og fortælle mig det en lang historie han kommer her, når min dag allerede har været dødssyg nok. ”Lottie, lyt. Gå nu ud og vær sammen med dine venner, så skal jeg nok forklare det senere,” siger han. ”Jeg har ingen venner at gå hen til Paul!” råber jeg, og kan mærke tårrene der er på vej ned af mine kinder. Jeg skifter kurs mod søen der ligger overfor vores skole, hvor jeg har tænkt mig at sidde til det ringer igen. ___________________________________________________________________________     VÆRSÅGOD SKØNNE MENNESKER HER HAR I ET FAB KAPITEL IGEEEN!!! <3333 :D Like kommenter og alt det der.. loveee <3  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...