Flugten fra det indre helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
En historie fortalt i min fars øjne om hans tanker og selvmord.

1Likes
0Kommentarer
176Visninger
AA

1. Dagbogen

En solstråle deler stuen. Man kan se små partikler svæve rundt i lyset. Jeg ser gennem solens stråle ud igennem vinduet. Jeg smiler. Derude leger mine to engle. Den store med det strålende røde hår og fregnerne, der kan smelte selv den mest sure person. Hun er så sød og uskyldig. Så genert og alligevel så voksen og beskyttende overfor den lille blonde. Ha, den lille blonde spirrevip. Hun er så fuld af krudt og ballade, altid så glad og legende. Og så ved hun lige, hvordan hun skal sno alle os andre om sin lillefinger. Det er mine to små engle på 3 og 5 år, og det bedste i mit liv. 
Lige nu leger de i solen, de ser slet ikke, jeg sidder og iagttager dem. Så travlt har de.

 

Tankerne er begyndt at komme tilbage. Det er hårdt at gå på arbejde, det er hårdt at være derhjemme. Det er som om, jeg bliver ædt op indefra. Hun kan mærke, jeg er ked og indelukket. Hun har spurgt til mig mange gange på det sidste. Vi har skændtes mere end normalt, det er som om, hun ved, hvad jeg føler, og alligevel prøver hun ikke at hjælpe. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi hele tiden skal skændes over de mindste ting, og hvorfor hun ikke bare kan blande sig uden om. Hun hjælper mig jo slet ikke, hun gør det bare værre! Kan hun ikke se det? 
Og børnene.. Ja, de skriger hele tiden, og slås med hinanden og med os. Kan de ikke bare holde deres kæft og gå ind på deres værelse. Hvor svært kan det være, de hjælper jo ikke ligefrem til situationen. Jeg er træt af det her.

 

Det er blevet værre endnu. Jeg har prøvet at snakke med min søster, men kællingen sladrede til mor, og du ved hvordan hun er! Hun råbte og skreg. Hun slog mig igen.
Mor skammer sig over mig. Hun siger, jeg er syg, og det er min nye familie, der gør mig skør i hovedet. Det hører ikke til i en familie af god stand, så hun prøver at banke sygdommen ud af mig. Det gør bare mine tanker værre. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det er mig der er blevet syg, og ikke en af mine 5 søskende. Min far kigger bare på. Han får også tæv, det ved jeg, men han er vel vant til det. Det kan være, det er ham der har smittet mig?! Han har også altid set så trist ud. Selv når han griner og fjoller med sine børnebørn, har han et trist strejf i sine øjne. Han gør ellers sit til at drukne sorger og smerter fra mors lussinger. Stakkels far.

 

Jeg kigger på de tomme flasker og åbner en ny. Så drejer jeg ud på vejen igen, og fortsætter arbejdet. Lastbilen er efterhånden fyldt med flasker, men så længe jeg fjerner dem, inden jeg stempler ud, sker der intet. Det gør alle de andre chauffører også. Mon de alle har det ligesom mig indeni?! Vi mødes på rastepladsen hver dag kl. 11:30 til frokost og sladder. Jeg griner og fortæller røverhistorier som altid, efterhånden er der gået cruise control i hverdagenS snak. 
Vi skændes ikke længere derhjemme. Vi snakker faktisk ikke særlig meget mere. Hver dag er ens; vække børn, morgenmad, tøj på, pakke tasker, hen med ungerne i børnehaven, på arbejde, hente unger, spise aftensmad, putte børn , tv, seng. Vi behøver ikke tale sammen, vi ved, hvad der skal ske efterfølgende. 

 

Jeg skal flytte! Det var det, hun sagde til mig. Hun elsker mig ikke mere, og jeg skal finde mig et andet sted at bo. Hvordan kan man gøre sådan og sige sådan til et andet menneske? Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. 

 

Jeg vågnede badet i sved i nat. Jeg havde en drøm; jeg var i et helt oplyst rum. Jeg ville gerne væk derfra, men jeg kunne ikke komme nogen steder. Rummet havde hverken vinduer eller døre, det var umuligt at komme væk derfra.
Da jeg vågnede, vidste jeg hvad jeg skulle gøre for at komme væk. 

 

Der er gået et par uger efter min drøm. Jeg har haft det bedre i denne tid. Min planlægning gør mig lettet og glad. Snart er jeg fri igen.
Jeg tror også børnene kan mærke det. Den lille rødhåret virker knap så bekymret mere, og den lyshåret er ikke lige så sur og provokerende mere. Jeg elsker mine døtre over alt på jorden, og dette er til dels for deres skyld. 
De skal til julefest med børnehaven i aften. Jeg har tilbudt at køre dem, selvom der ikke er mere end 500 meter at gå. De to små glæder sig, kan man se. De ved endnu ikke, at det kun er deres mor, som skal med til festen. Jeg håber, de hygger sig rigtig godt, alle tre. 
Jeg sætter dem af ved festen. Børnene spørger, hvorfor jeg ikke skal med, og jeg giver dem en plausibel forklaring, i håb om at de ikke opdager noget. Lidt skuffelse kan man ane, men den er hurtigt skiftet ud med spænding, for hvad der skal ske i aften.

Jeg kysser dem alle farvel, og kører bort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...