Flugt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Det er her. Jeg kan mærke dets blik. Ligemeget, hvor jeg er, er det der også. Jeg vil ud. Jeg vil væk, væk fra denne ondsindede verden. En verden, hvor mennesker accepterer, det de ikke forstår.

Denne lille historie handler om en misforstået piges forskruede måder at flygte fra sig selv på. Jagten bliver sat ind og det eneste hun kan er at løbe.

10Likes
13Kommentarer
642Visninger

1. Flugt

Blodet pumper rundt i min krop, mit hjerte galoperer afsted. Det nytter ikke at søge tilflugt, ligemeget, hvor jeg gemmer mig, vil det altid finde mig. Det vil aldrig stoppe. Det kan aldrig stoppe.

"Har husket din medicin her til morgen?" Hun forventer ikke et svar. Hun er udmærket klar over, at jeg ikke taler med hende. Hun er ligesom de andre det er ligemeget hvad jeg siger til hende eller, hvor mange gange jeg forklarer det. Hun manipulerer med det, så det ligner jeg er på randen af sindssyge. Jeg er ikke sindssyg. Jeg er ikke sindssyg. 

Jeg har ingen. Ingen familie, ingen venner, hvilket sikkert gør det nemmere for dem, at få mig til at fremstå som sindssyg. Nogle gange lyder hun så overbevisende, at jeg selv tror på hende. 

Stop. 

Du er ikke sindssyg. 

De dømmer mig allesammen. Sender mig blikke, undgår mig. Hvad blev der af sammenhold? venskab? Hvad er denne verden blevet til? Et mørkt, manipulerende, misforstået sted. 

Det kommer for  tæt på. 

Klamrer sig til mig.

Mørket.

Det rører ved mig.

Omfavner mig. 

 

 

En fremmed mand stirrer på mig, hans blik brænder. Hans øjne følger mig, som overvågnings kameraer. Han virker bekendt, som om jeg har mødt ham et fjernt sted langt herfra.

 

Jeg er vågen, jeg kan ikke sove. Det er umuligt, når man ved, at det snart kommer. Det kommer efter mig og kun mig. Det lurer i mørket, gemmer sig i skyggerne og kommer frem når du mindst venter det. 

"Hvad laver du herude? du skal altså sove nu?" Hendes stemmede minder mig lidt om min mor. Hendes hænder ryster, da hun roligt nærmer sig. Er hun bange for mig? Er jeg virkelig så hæslig? 

 

Monster.

 

Jeg kan ikke stoppe, ikke nu. Ellers er det forbi. Alle min anstrengelser og lidelser vil være forgæves. Jeg må væk. Aldrig før har mine ben løbet så stærkt og uhyggelig tiltrækkende rus suser igennem mig. Jeg føler mig stærk, stærk nok til at tage vare på sig selv, men rusen forsvinder da jeg hører dets stemme. Stemmen der ikke gør noget godt, men gør ondt, kun for at gøre ondt. 

 

"Du bliver nød til at tage din medicin kære og så skal du altså ind i seng." Tårerne presser sig på og jeg kan ikke holde dem inde. "Hvor er min familie? Hvad har i gjort ved dem?" Kvinden kigger overrasket på mig, hun er sikkert i tvivl om hvad hun skal sige, eller rettere sagt finde på. Historien ændrer sig altid.

"Dine forældre er her ikke længere. Din mor døde da du var ganske ung og din far afleverede dig her hos os. Han var ikke stærk nok til at klare presset som forældre og han var skrækslagen for at din sygdom skulle blive til et større problem, end det alleredde var."

Salte tårer væltede ud. Hendes ord rev en dyb flænge i mig "DU LYVER! DET TOG DEM, DET TOG MIN PLADS I DERES HJERTE. DE VED IKKE AT DERES RIGTIGE DATTER ER HER OG, AT I SPÆRRER MIG INDE."

 

Det er her, jeg ved ikke præcist hvor, men det er her. Det leder intenst efter mig og jeg kan ikke undgå at blive fanget. det vil dræbe mig en gang for alle. Det erstatter mig og overtager mit liv og det værste ved det hele er, at ingen vil komme til at savne mig. Mon nogen overhovedet vil lægge mærke til min forsvinden?

Mørket lukker sig om mig og månen er det eneste lys. Med forsigtige skridt går jeg videre. Det vil ikke stoppe. Der kommer mere og mere afstand imellem træerne og efter et stykke tid, befinder jeg mig på toppen af en klippe. Der er langt ned. 

Den kølige brise kærtegner min kind, og jeg står og nyder udsigten, men frygten bliver banket ind i mig igen da jeg hører stemmen. En lys skikkelse kommer frem imellem træerne. Ansigtet er sløret. Skridt for skridt kommer det tættete og tættere på mig. Det er en pige. En blond pige. Da hun står foran mig ser jeg mig selv, bare bedre. Et perfekt eksempel på, hvordan alle piger vil se ud. Hun åbner munden, men siger ingen ord. Hun peger bare ud mod kanten af klippen. 

Hun behøver ikke at sige noget, for jeg forstår præcist, hvad hun mener. Da jeg går over mod kanten ser jeg mit grå liv passerer for mig. 

Det var først inden jeg ramte den hårde jord, jeg indså, at det hele tiden var mig. Jeg var min værste fjende. Det har altid været mig og mig alene. Jeg pressede mig selv ud i ting, jeg aldrig burde vove mig ud i. Jeg skændte på mig selv, overbeviste mig selv, at jeg ikke var god nok. 

 

"Menneskets værste fjende er den eneste person der ved alt om dem. 

Dem selv."

 

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...