Freyas dukke [One shot]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Freya har mistet sin dukke og bedste ven for 3 år siden. Men de bliver bragt sammen igen.

1Likes
0Kommentarer
326Visninger

1. [One shot]

 

Jeg vågner ved lyden af løb uden for min dør. Det er sikkert min søster, Freya, som er vågnet tidligt idag. Hun har fødselsdag. Hun bliver 8 år, og hun mener selv, at hun er ved at være en stor pige. Jeg er dog lidt uenig. Jeg er selv 14 år, og mit navn er Mathilde. Jeg rejser mig op, og begynder at tage tøj på. Årh, hvorfor skal jeg dog allerede op? Klokken er jo kun halv ti. Nå, det er trods alt min søs-ters fødselsdag. Og jeg kan jo bare gå tidligt i seng i aften. Da jeg har taget tøj på, går jeg ud og børster tænder. Og bagefter går jeg ind til bordet for at spise. Min mor, far og Freya sidder allerede klar. Freya har fire gaver liggende på borden foran sig. Hun sidder og hopper af spænding. Da jeg også har sat mig, bliver brødbakken sendt rundt. Idag er vi så heldige at få rundstykker til morgen-mad. Det er ellers ikke så tit, at det sker. Og vi får endda pålægschokolade på! ”Hvilken sang vil du have Freya?” spørger mor. ”Den med instrumenterne?” Freya ryster på hovedet. ”Nej, jeg vil hel-lere have den anden.” Mor og far smiler. ”Så lad os synge den,” siger far. ”Det er også min ynd-lings.” Og så synger vi: ”Idag er det Freyas fødselsdag, hurra hurra hurra.” Da vi er færdige, siger far: ”Nu må du gerne åbne dine gaver.” Freya tager straks den største, og begynder at rive papiret af den. Indeni er der en ridehjelm og noget forskelligt ridetøj. På en lille papirlap, der også ligger i pakken står der: Tillykke med fødselsdagen lille mus. Vi ved, at du længe har ønsket at gå til rid-ning, så det kan du få lov til nu. Vi har fundet en tid, så du skal ride samtidig med Amanda. Hilsen mor og far. Amanda er Freyas bedste veninde. De er tit sammen når de har fri. Freya tager endnu en pakke. ”Vent med at åbne den,” siger mor. ”Den skal du helst gemme til sidst.” Freya ligger gaven igen, lidt utilfreds. Istedet tager hun en helt lille gave. Indeni den ligger der en lille firkantet ting. ”Hvad er det?” spørger Freya. ”Hvis du åbner den her gave, finder du ud af det.” siger mor, og ræk-ker hende en pakke. Freya åbner den, og finder en telefon. ”Tak mor og far!” udbryder hun. ”Den er helt vild sej.” Mor og far sidder og smiler. ”Det var Mathilde, der bestemte, hvilken en det skulle være,” siger far. ”Og det var hun vist god til.” Freya kigger på den sidste gave. ”Må jeg så godt åb-ne den nu?” spørger hun lidt forsigtigt. ”Ja,” siger mor. ”Nu må du gerne åbne den.” Freya går straks igang. ”Det tog meget tid, at finde den, men vi fandt den.” siger far stolt. Inde under papiret er der en kasse. Freya tager langsomt låget af. Hun ser rigtig spændt ud i ansigtet. Da hun kigger ned i kassen, får hun store øjne. Der triller en lille dråbe ned af kinden på hende. Hun tager en duk-ke op fra kassen. ”Hvor... Har i den fra?” siger hun med en meget lille stemme.” Vi fandt den på DBA,” siger mor. ”Der var en mand, der havde en magen til din gamle.”  Freya kigger på dem. ”Men det her er min gamle.”

Vi går hen langs stranden. Bølgerne slår op, og giver os våde fødder. Freya går med sin dukke i armene. Hun fik den, da hun blev født, og hun er rigtig glad for den. Hun fortæller den alle sine hemmeligheder, og plejer den som om, det var en baby. ”Mathilde?” siger hun. ”Ja?” Hun rækker dukken op mod mig. ”Vil du godt holde hende lidt?” Jeg smiler til hende. ”Ja, selvfølgelig.” svarer jeg. Men lige da jeg skal til at tage imod den, kommer der en stærk blæst. Dukken blæser væk, og før vi kan nå at løbe efter den, er den væk. Freya står lidt og kigger. Så begynder hun at græde. Tårene løber ned af kinderne på hende, og hun presser sig ind til mikg. Jeg gør, hvad jeg kan før at trøste hende, men det hjælper ikke så meget. ”Vi skal nok til at gå hjem.” mumler jeg. Freya svarer ikke, men begynder at gå. Da vi kommer hjem, fortæller vi mor og far om det. De prøver også at trøste Freya, men det hjælper heller ikke. Den aften græder hun sig i søvn, og hun får det først lidt bedre efter en uge.

Freya har ikke haft særlig mange venner på grund af en hjerneskade, så den dukke var hendes store redning. Hun behandlede den godt, og puttede den hver aften. Og hun prøvede en periode at give den mad. Men hun indså, at den ikke ”ville” spise. Hun sidder og kigger på dukken i sine arme. ”Hvordan kan du være sikker på, at det er den samme?” spørger far. ”Den har et lille ”F” i den ene håndflade,” svarer hun. ”Jeg tegnede det, da jeg startede i skole.” Jeg har ingen idé om, hvordan nogen kan have fundet dukken. Den blæste jo helt væk. Og den er så let, at den sikkert er blæst end-nu længere væk senere. ”Kan i komme i kontakt med ham manden, i købte duk-ken af?” spørger jeg. ”Det tror jeg godt.” siger mor. ”Så spørg ham, hvor han har fundet hende.” siger Freya. ”Hun sidder, og ser helt vild glad ud nu. Mor tager tele-fonen frem, og skriver et nummer ind. Efter et stykke tid, lægger hun på. ”Han tager den ikke,” siger hun. ”Jeg ringer igen senere.” Ingen af os, er rigtigt i humør, til at spise mere, så vi sætter maden væk. Freya går op på sit værelse med dukken, og jeg går ind, og sætter mig på min seng. Det er et kæmpe held, at nogen har fundet duk-ken, men det er helt vildt, at mor og far tilfældigvis finder den på DBA. Jeg kan ikke fatte det. Jeg kan høre en bil køre ind i indkørselen. Det er nok vores bedsteforældre. Jeg går ud for at hilse på dem. Da jeg kommer ud til dem, har mor og far allerede for-talt om dukken. Bedstemor og bedstefar ser glade ud. Da de ser mig går de hen, og giver mig et kram. De har selvfølgelig også taget gaver med. ”Freya,” råber mor. ”Der er kommet gæster.” Udover dukken, Amanda, mor, far og jeg, har vores bedste-forældre været Freyas eneste venner. Hun kommer løbende, og springer i armene på dem. ”Se hvad mor og far har fundet.” siger hun, og smiler over hele ansigtet. ”Vi har hørt det,” siger bedstemor. ”Det er fantastisk.”  Freya holder dukken tæt ind til sig. ”Jeg vil aldrig forlade dig igen,” siger hun til dukken. ”Aldrig. Du skal blive hos mig for evigt.” Vores bedsteforældre går med mor og far ind i stuen. De sætter sig, og snakker om, hvor heldige de var, at finde den dukke. Freya sæt-ter sig hos mor, og jeg sætter mig på en stol ved siden af bedstemor. De sidder, og snakker i lang tid, og jeg begynder at kede mig lidt. Jeg kigger på uret. Det er snart tid til frokost. Jeg går ud, og finder pålæg og brød frem, og da alt står på bordet, kalder jeg på de andre. De kommer ind, og sæt-ter sig, og vi begynder at spise. Efter maden, går vi ud for at gå en tur. Freya har sin dukke med. Vi går ned i byen, og kigger på butikkerne. Vi går også ind i nogle tøjbutikker, og prøver tøj. Da klok-ken nærmer sig seks, går vi ind på en restaurant, og spiser. Det er en fin restaurant, og maden er ri-melig dyr. Men den smager også godt. Freya smiler stadig. Hun sidder med dukken på skødet og spiser. Da vi er færdige, går vi hjem, og bedstemor kommer i tanke om, at vi har glemt gaverne. Men Freya har slet ikke lyst til at åbne dem lige nu. Så vi sætter os igen ind i stuen og snakker. Klokken er mange, da bedstefar siger: ”Nu er det nok på tide, at komme hjemad.” Han og bedste-mor rejser sig og siger farvel. Da de er gået, får Freya og jeg besked på at gå i seng. Så jeg går ud, og børster tænder, og så hopper jeg i seng. Det har været en fantastisk dag, især for Freya.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...