Mine sidste 24 timer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Færdig
Hun flygter. Hun flygter ikke fra sine venner, bekendte og elskede. Hun flygter heller ikke fra et dyr, et sted eller en ting. Hun flygter fra sig selv. Fra de ødelæggende tanker, der i løbet af de sidste måneder, har kradset hendes underbevidsthed til blod, tvunget hendes øjne til gråd, og hendes stemmebånd til skrig.
Hun flygter fra sig selv. Sit sind. Sit liv.
- Dette er en historie om en pige, der har mistet håbet om en bedre verden lige rundt om hjørne. En pige, der har mistet troen på, at tingene en dag vil ændre sig. En pige, der har mistet sig selv, til depression og angst.

6Likes
2Kommentarer
863Visninger
AA

2. Værelset

Det hele var planlagt.

Mit afskedsbrev var skrevet; det lå nu i min skuffe, sikkert låst inde i den kiste, hvori mine dagbøger og pinlige breve fra de små klasser lå i. Jeg havde her den sidste uge læst samtlige dagbøger og breve igennem. De fik mig til at smile. I hvert fald indtil en hvis alder. Jeg huskede ikke den eksakte dato for, hvornår det hele eskalerede under mig. Men det er jo for så vidt heller ikke en vigtig detalje. Det ville trods alt ikke ændre på den følelse, der fyldte mit indre dag ud og dag ind; følelsen af at være i vejen, unyttig, besværlig, grim, sjusket og bare én stor fejl. Jeg gjorde intet godt nogen steder. Jeg følte mig tit som én stor ulykkes-magnet, hvor end jeg gik hen. Alle omkring mig lod til at lide smerte, sorg eller en hvilken som helst anden form for ulykke i deres liv. Men så snart jeg forsvandt ud af deres liv, hvilket jeg som regel altid ret hurtigt gjorde igen, så fik de det godt igen. Hurtigt og let som en leg. De fik det godt igen, næsten som med et knipseslag. Jeg kunne ikke undgå at få visse tanker på grundlag af dette.

Og langsomt skete det. Jeg begyndte at synke. Jeg sank længere og længere ind i mig selv, og derved også længere og længere væk fra alle de andre. Mine klassekammerater sendte mig underlige blikke hver evig eneste dag. Jeg havde aldrig sagt noget til dem, men de sagde heller intet til mig, siden de begyndte at kigge. Jeg trak mig bare tilbage. Jeg blev mere og mere stille i timerne. Lærerne gjorde heller intet for at høre, om jeg mon egentlig var okay. Men jeg vidste, de kiggede. Jeg kiggede aldrig på dem. Selv lærernes blikke kunne jeg føle på mig, når jeg sad i timerne og lod som om, jeg skrev noter ned. De vidste godt, det ikke var tilfældet.

Sommetider tænkte jeg, om de bare havde en mistanke om, hvad der foregik oppe i mit hovede. Vidste de, at jeg ikke turde snakke til dem? Vidste de, at jeg ikke turde gøre noget, fordi jeg var bange for at gøre noget forkert igen? Vidste de, at jeg var bange for, at de ikke brød sig om mig? Jeg kunne godt lide tanken om, at de gjorde. Men samtidig gjorde den mig vred, led og ked af det. For hvorfor kom de så ikke og snakkede med mig? Folk sagde jo, man fik det bedre af at snakke om tingene. Jeg tror dog ikke, det ville have hjulpet mig. Jeg ville nok stadig være noget rod. Jeg havde i det sidste lange stykke tid ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst af det, jeg foretog mig.

Jeg sukkede lavmælt for mig selv, inden jeg rejste mig op fra sengen og mit blik landede på mit eget spejlbillede, der hang på den ene skabslåge overfor mig. Jeg blikkede et par gange, for at tvinge tårerne tilbage. Det gjorde ondt i halsen. Gråden havde igen samlet sig om en stor knude lige dér. Jeg sank et par gange og tvang den ned igen. Jeg var efterhånden så vandt til denne gråd; jeg vidste efterhånden godt, hvordan man tvang sådan én tilbage igen. I starten gjorde jeg ikke. Men med dagene havde jeg lært den at kende, ugerne havde vænnet mig til den, månederne havde lært mig at skubbe den tilbage, ned i mig selv igen.

Månederne.

Tiden der var gået føltes som en evighed. Tid... Snart ville jeg løbe tør for tid. Snart ville jeg ikke længere have mere sand i mit timeglas. Ironisk nok søgte mine øjne i samme sekund over på det timeglas, jeg for en halv times tid siden havde vendt om. Det ville løbe i 5 timer, inden det sidste korn søgte igennem halsen. Det var min countdown.

På de fem timer skulle jeg nå at gøre de sidste ting klar, sige farvel til de sidste mennesker og fundet hen til mit sted. Jeg vidste, jeg kunne være alene der. Jeg ville ikke blive fundet der. Eller jo; før eller siden ville jeg nok blive fundet. Hvem og hvornår, det vidste jeg ikke. Men det var en tanke, jeg godt kunne lide at have. Tanken om at jeg kunne ligge der på skovens gulvtæppe og bare være mig, hvorefter jeg ville søge op i himmelen til den verden, jeg ønskede mere end noget andet; tanken gjorde mig rolig inden i. Den opløste gråden, der igen havde sat sig i min hals.

Jeg tog en dyb indånding og lukkede mine øjne, mens jeg trak vejret i lange, rolige vejrtrækninger. Jeg samlede tankerne om den, om fem timer, endegyldige handling, jeg skulle føre ud i livet. Eller måske en mere passende måde at sige det på ville være: føre ind i døden.

Det føltes underligt at tænke på resultatet på den måde. Døden var så endegyldigt. Så uigenkaldeligt. Når man var død, var man død. Så var der inge, der kunne tage én tilbage igen. Det var ikke som at slå op med én - eller hvad skulle jeg vide om det? Jeg havde selvfølgelig aldrig haft en kæreste. Hvem skulle dog også ønske at være det med mig? Men jeg kunne forestille mig, at det ikke var lige så. Fortrød man kunne man altid finde sammen med den, bruddet indkluderede. Men et brud med selve livet; det kunne ikke gøres om. Men selv den tanke skræmte mig ikke fra min beslutning. Tanken havde overraskende nok strejfet mig en hel del gange. Ligemeget ønskede jeg det.

Jeg troede ikke på, at man ville genfødt og få en ny chance her på jorden. Men selv hvis jeg gjorde, ville jeg ikke ønske det for mig selv. Mit største ønske var at komme væk fra denne planet. Den var så grim, ond og ulidelig at leve i. De nittenogethalv år jeg nu havde levet på den, havde været slemt nok i sig selv. Skulle jeg selv sige det, havde jeg allerede grædt nok for 3 menneskeliv, og mere til. Jeg ønskede ikke at græde for 3 mere, i det næste. Nej, alt jeg ønskede var at komme væk, jeg ville hen til noget smukkere; en helt anden verden... En verden som kun en Gud kunne give mig.

Ikke ét øjeblik tvivlede jeg på, at netop Gud ville give mig denne drømme verden. For når jeg forlod dette liv, ville jeg drage op til ham og alle hans engle. Jeg ville som alle andre bortkomne mennesker, blive tildelt et par vinger og en plads i himlen. Jeg ville blive én af hans mange engle, der holdt øje med alle dem jeg holder af hernede på jorden. Jeg ville få lov til at skinne ned på alle disse mennesker, i form af min egen lille stjerne på himlen. De ville kigge op på mig og tænke "Hun har det godt nu." - "Hun er glad nu" - "Hun er et bedre sted nu." og de ville smile op til mig. De ville vinke til mig og spørge mig, om jeg savnede dem, og jeg ville blinke ned til dem og love dem ja. Selvfølgelig ville jeg savne dem; det var jeg ikke et sekund i tvivl, men de ville også savne mig. Og som ethvert andet savn, så lærte man at leve med det. Man holdt aldrig op med at savne folk. Selvfølgelig gjorde man ikke det..

Jeg drog endnu et suk, inden jeg trådte spejlet et skridt nærmere og studerede min egen skikkelse, for hvad der nok skulle blive sidste gang.

Mine øjne søgte hen over den blege hud, der var let plettet af fregner og modersmærker. Pletter i malingen, havde min mor altid kaldt dem. Den tanke kunne jeg godt lide at tænke. Den bragte et smil frem på mine læber, der var så tørre, at de i samme øjeblik sprækkede, så de blev malet rød af blodet, som tittede frem.

Hurtigt slikkede jeg mig om læberne, inden jeg lod mine øjne søge længere op af mit ansigt. Jeg skubbede mit tynde, brune hår om bag mine øre, og rettede hurtigt mine øjenbryn, der dog ikke var så meget at gøre ved. De havde altid været ret buskede. Jeg ville ønske, jeg havde små, fine og feminine øjenbryn; sådan som alle andre piger lod til at have deres øjenbryn. Men de havde aldrig været bestemt til mig. Nogen skulle jo også have de buskede øjenbryn. Så kunne de jo lige så godt blive placeret på én, der ikke ville være her så længe; så ville de fine øjenbryn trods alt heller ikke gå til spilde.

Forsigtigt tørrede jeg mig under øjnene og fjernede de farisæere af tårer, der nægtede at være ligesom alle de andre, men i stedet for krævede en plads på min kind. De skulle ikke være der mere. De skulle ikke være synlige; ikke i dag.

Derefter rettede jeg hurtigt på tøjet og stak i et par sneakers, jeg ikke tænkte videre over. Så mange sko havde jeg heller ikke, så hvis de ikke passede til tøjet, ville det næsten være en helt stor begivenhed; og hvis dette så var tilfældet, ville jeg ikke kunne få mig selv til at skifte sko. Så jeg begav mig ned af trappen, i så forsigtig en gang som jeg efterhånden var vant til at gå med. Jeg hadede at blive hørt. Ikke fordi, jeg ikke ville opdages. Jeg håbede næsten på, jeg ville blive opdaget. Denne ene gang tillod jeg mig selv at håbe. Og for en gangs skyld, blev jeg ikke skuffet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...