Mine sidste 24 timer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Færdig
Hun flygter. Hun flygter ikke fra sine venner, bekendte og elskede. Hun flygter heller ikke fra et dyr, et sted eller en ting. Hun flygter fra sig selv. Fra de ødelæggende tanker, der i løbet af de sidste måneder, har kradset hendes underbevidsthed til blod, tvunget hendes øjne til gråd, og hendes stemmebånd til skrig.
Hun flygter fra sig selv. Sit sind. Sit liv.
- Dette er en historie om en pige, der har mistet håbet om en bedre verden lige rundt om hjørne. En pige, der har mistet troen på, at tingene en dag vil ændre sig. En pige, der har mistet sig selv, til depression og angst.

6Likes
2Kommentarer
900Visninger
AA

4. Skoven

Græsset knasede tørt under min vægt, da jeg forlod skovstien og trådte ind mellem træerne og bevægede mig ind i vildnisset af nedskårne grene, visneblade og de første og modigste forårsblomster. Jeg snublede et par gange på vejen ind til stedet, jeg havde besluttet mig for, at det skulle finde sted. Mine bukser fik vidst også en rift i sig, da en gren satte sig fast i disse, hvilket også efterlod et sår på mit lår, hvor en lille stribe blod nu var synlig. Jeg tænkte dog ikke videre over såret; så stort var det heller ikke. Jeg mærkede ikke engang til det, og for at være årlig, så kunne det vel være lige meget, om det var rent eller ej nu. Snart ville det jo være ligegyldigt alligevel. Der var jo ingen, der skulle se på mine ben, når jeg først lå i kisten og skulle begraves. Så det kunne jo være det samme.

Stedet jeg gik imod var en lille lysning, som jeg havde holdt afsindigt meget af, lige siden jeg havde været helt lille. Engang havde der været en lille legeplads med nogle gynger bestående af aflagt bildæk og rådne træstammer, men netop på grund af disse træstammer, da var dette gyngestativ blevet pillet ned af sikkerhedsmæssige årsager. Hvilket jeg jo nok måtte indrømme, havde været en meget fornuftig beslutning. Jorden i denne lysning var heller ikke den mest stabile, så gyngestativet havde været ret... livligt... når man gyngede højt og vildt; sådan som man jo gyngede, da man var lille.

Dengang man var lille. Dengang var alting godt. Der legede alle med alle. Alle havde det godt. Der var ikke nogen der følte sig ensomme eller udenfor. Der var heller ikke nogen der frygtede ikke at være gode nok. For dengang var det fuldstændig ligegyldigt ved resultatet var, så længe man bare havde forsøgt. Nu var forsøget ligegyldigt; det var kun resultatet der gjaldt, når man nåede min alder. Jeg var træt af det. Jeg ønskede stadig, jeg bare kunne have været barn for altid. Jeg havde det godt dengang. Jeg grinte, jeg legede, jeg havde venner og jeg havde sjovt. Jeg var glad. Jeg var virkelig oprigtig glad. Jeg kunne ikke længere huske følelsen af at have det således, men jeg kan huske, at jeg var det; og det var vel næsten det vigtigste.

Dengang havde jeg glædet mig sådan til at blive stor og voksen. For de voksne havde det så sjovt. De oplevede så meget, og de måtte så meget. Dengang måtte man jo næsten intet. Nu måtte man alt, og det var slet ikke så sjovt længere. Der var alt for mange forventninger. Alt for mange normer og regler, som man måtte følge, selvom de regler slet ikke var skrevet ned nogle steder. Ét skridt ved siden af og så kunne det hele skride fra hinanden. Jeg var aldrig trådt et skridt ved siden af. Måske det var, hvad der var i vejen med mig. Jeg var for forsigtig. For bange for at gøre noget, som ikke faldt i andres smag; for bange for at gøre noget forkert. Måske den frygt netop havde været skyld i at alt jeg gjorde var forkert og ikke faldt i andres smag. Måske jeg bare burde have ladet være med at være bange... Måske... Måske...

Der var så meget, jeg måske kunne have gjort anderledes, for at have fået et anderledes liv. Men det var jo også så skide nemt at være bagklog. Men kunne man da for fanden ikke også prøve at være lidt forklog engang imellem? Det ville gøre livet så meget lettere...

Mine tanker gjorde mig så optaget af alt muligt andet, så jeg ikke nåede at opdage det, inden jeg stod inde midt i lysningen.

Græsset var grønt under mine fødder, dog dækkede det ikke hele lysningen, da vinteren trods alt også havde sat sig præg hér. Det skuffede mig en smule; jeg havde måske håbet på, at stedet jeg skulle dø, ville være helt perfekt, idylisk og fyldt med blomster og sommerfugle.. Men så havde jeg måske valgt den forkerte årstid at gøre dette på.. Hurtigt skubbede jeg dog tanken fra mig igen og fandt i stedet for bæltet frem fra min jakkelomme.

Jeg så mig kort omkring, inden mine øjne landede på et træ, der var perfekt, til hvad jeg skulle bruge det til. Jeg havde altid været god til at klatrer i træer, og det var også noget jeg var nødsadiget til at gøre i dette tilfælde, hvis jeg ikke ønskede bare at springe ud og lande på jorden, som havde jeg bare hoppet en centimeter op i luften. Nej, det skulle gennemføres dette; og dét i første forsøg.

Jeg gad ikke være hende, der for det første var én stor belastning for så godt som hele verden, og så derudover også forsøgte at tage sit eget liv uden det overhovedet lykkedes. Folk ville blive skuffede, når de hørte det. Jeg var helt sikker på, de ville ånde lettet op, når jeg endelig var væk. Ikke bare væk som i den forstand, at jeg ikke sagde noget, ikke gjorde noget og næsten gjorde mig selv usynlig. Nej, men i den forstand som virkelig at være væk. Ikke til stede. Ikke eksisterende. Ikke levende.

Jeg kravlede et par meter op i træet - det var nok ikke mere en tre meter, men jeg regnede ikke efter. Jeg tog det ligesom på øjemål, at jeg hverken havde taget et langt ok bælte og ej heller var høj nok til, at nå jorden herfra, når jeg endelig sprang ud.

Bæltet lagde jeg om halsen på mig selv, i en lykke der ville stramme sig om min hals og i sidste ende tage mig væk fra denne verden, når jeg hang fra træet. Det var en ret brutal tanke; sådan at skulle forestille sig selv hænge og dingle fra et træ midt i så godt som ingenting. Men også denne tanke skubbede jeg fra mig, så snart den slog mig. Nu sad jeg oppe i dette træ, så tæt på. Så tæt på at få opfyldt mit allerhøjeste ønske. Det skulle en tanke om denne ikke tage fra mig. Ikke nu.

Derefter rejste jeg mig op på grenen, som jeg havde sat mig på, og bandt den anden ende af bæltet fast i grenen over mig. Jeg bandt det i en knude, og tog med begge hænder fat om bæltet, hvorefter jeg lagde al min vægt i dette; blot for at tjekke, at det holdt. - Det gjorde det. Jeg smilte.

Og så var alting faktisk klar.

Jeg kunne dø nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...