Mine sidste 24 timer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Færdig
Hun flygter. Hun flygter ikke fra sine venner, bekendte og elskede. Hun flygter heller ikke fra et dyr, et sted eller en ting. Hun flygter fra sig selv. Fra de ødelæggende tanker, der i løbet af de sidste måneder, har kradset hendes underbevidsthed til blod, tvunget hendes øjne til gråd, og hendes stemmebånd til skrig.
Hun flygter fra sig selv. Sit sind. Sit liv.
- Dette er en historie om en pige, der har mistet håbet om en bedre verden lige rundt om hjørne. En pige, der har mistet troen på, at tingene en dag vil ændre sig. En pige, der har mistet sig selv, til depression og angst.

6Likes
2Kommentarer
903Visninger
AA

3. Et sidste farvel

"June, er det dig?" Min mors stemme lyd inde fra stuen af, blandet sammen med lyden af stemmer fra fjernsynet.

"Ja?" Jeg stoppede op på vej ud i entreen, hvor min jakke hang og ventede på mig. Den sidste genstand jeg skulle have med mig, inden jeg kunne flygte fra alt dette. Dette hus. Denne familie. Dette hjem. Men det var nok mindst af alt lige netop dette, jeg ønskede at flygte fra. Men lige netop dette var jeg nødt til at sige farvel til nu. For så snart jeg trådte ud af hoveddøren, ville jeg aldrig komme tilbage igen. Og så ville altså være....

"Hvad skal du?" Skridt lød i køkkenet og stemmerne forsvandt i stuen. Jeg så få sekunder efter min mor stå og smile sødt til mig. Mine øjne søgte rundt i gangen og ledte efter et sted at lægge sig, mens jeg forsøgte at komme på en god løgn. Dette var øjeblikket, jeg havde set komme, men alligevel havde jeg undgået at forberede mig på det.

Jeg ønskede ikke, at mine sidste ord til min familie, skulle være en løgn. Jeg ønskede ikke, de skulle huske mig sådan, men det virkede så nødvendigt i dette øjeblik. Det pinte mig. Jeg havde ikke lyst.

For sent gik det op for mig, at jeg ikke havde svaret på hendes spørgsmål, og at mit ansigt var faldet hen i de sædvanlige følelsesløse folder, som jeg så tit forsøgte at gemme mig bag. Jeg var træt af at gemme mig. Jeg ville ikke mere. Det gjorde mig træt og ked af det. Jeg gad ikke at være træt og ked af det mere. Det måtte få en ende - og den kom aldrig. Ikke medmindre jeg selv hjalp den på vej. Det var jo derfor, jeg stod her nu. Jeg måtte afsted. Det måtte få en ende.

Igen følte jeg gråden i halsen, og jeg bandede lydløst over mig selv og min svaghed, da jeg endelig så min mor i øjnene, velvidende hvad hun ville se. De funklende øjne, grundet tårerne der truede med at falde. Alligevel smilte jeg til hende. Hun så igennem det. Selvfølgelig så hun igennem det. Hun var så vant til at se de falske smil, men hun vidste jo også godt, hvad der var med mig. I hvert fald til en hvis grad. Hun havde jo også hørt hvad psykiaterne sagde. Og selvom jeg for længst var stoppet til psykolog, fordi jeg igen var "rask", så tror jeg aldrig, hun fuldt ud har troet på, at dette var tilfældet; og det med god grund. Jeg stod jo ikke og var på vej ud af døren for sjov. Det var ikke sjovt, det jeg skulle ud at gøre nu. Det ville få en lykkelig slutning, ligesom alle filmene man så, da man var lille; men det var ikke sjovt. Det var en nødvendighed. En nødvendighed for at vi alle kunne leve ordentligt. Men.. vi var måske for meget sagt. De... Det var en nødvendighed for at de kunne leve et ordentligt og lykkeligt liv. Et liv uden problemer på vejen og umulige teenagepiger, der kun skabte problemer og skænderier i huset. Jeg var træt af at være grunden til alt galt der fandt sted. For det var min skyld. Så kunne jeg lige så godt fjerne alt det galt og alle problemerne. Jeg skulle bare fjerne mig.

"Er der noget i vejen, skat?" Hendes hånd fandt min kind, som hun med et urolig ansigtstræk, let nussede mig med. Jeg tvang smilet bredere på mine læber, selvom hendes berøring gjorde det sværere for mig at trække vejret. Jeg rystede langsomt på hovedet og sank en sidste gang. Mine hænder begynde at ryste svagt, mens håndfladerne blev fugtige.

Jeg var ikke skabt til at lyve; og da slet ikke for jeg elskede mest af alt i hele verden.

Jeg var ingen løgner.

"Nej, Mor, jeg er okay. Jeg bed mig bare lige i tungen." Jeg smilte lidt bredere til hende og tog hendes hånd i min. Jeg forsøgte at skjule min skælven så godt som muligt, men jeg vidste, det aldrig ville lykkes helt. Hun så et sekund længere på mig, inden hun gav min hånd et lille klem og nikkede kort. Men hun troede ikke på mig, det vidste jeg godt.

Jeg var ingen løgner. Jeg var bare en rigtig dårlig skuespiller, der snart var færdig med at spille.

"Men hvad skal du?" Jeg så mig kort over skulderen igen, inden jeg - uden at se hende i øjne - bed mig i læben og sagde det. "Jeg skal bare ned på biblioteket." Jeg smilte skævt til hende, og gav hendes hånd et klem igen, inden jeg slap den og gav hende en kram.

"Jeg elsker dig rigtig højt. Og jeg elsker Far og Simon rigtig højt." Mumlede jeg, inden jeg gav hende et ordentligt klem igen og slap. Klumpen havde igen sat sig i min hals, og jeg måtte væk. Jeg kunne ikke holde den tilbage længere. Jeg min mund var helt tør, og jeg havde intet at kunne synke klumpen med.

Jeg kunne ikke spille længere. Jeg kunne ikke gemme mig væk længere.

Snart ville klumpen opløse sig i form af tårer eller hulken; måske endda et anfald af vejrtrækningsproblemer. Og hvis det skete her midt i gangen, så ville det være for sent.

"Vi ses." Sagde jeg og stak hende et hurtigt kys på kinden, inden hun nåede at sige mere. Jeg skyndte ud i entreen og greb min jakke. Den sidste genstand.

Døren smækkede jeg i bag mig, og jeg lynede jakken helt op i halsen, da den tidlige forårsvarme endnu ikke var dukket op i denne del af Europa. Danmark havde aldrig været en land med de højeste temperature, så trods vi nu befandt os i midten af marts, så virkede det stadig bare som om, det var vinter.

I det samme jeg trådte ud på vejen skete det. Klumpen opløste sig i mine øjne i form af tårer. Lydløse tårer. De trillede uden en lyd forlod mine læber. En uregelmæssig vejrtrækning kom i ny og næ frem, men den kunne lige så vel være forskyldt den kulde, der sivede ned langs min luftrør og syntes at fryse mit indre til is.

Jeg var begyndt at gå i retning af skoven. Den lå ikke langt fra det parcelhus kvarter, vi boede i. Så jeg havde ikke langt at gå og massere af tid at skulle spilde på det. Men jeg skyndte mig ikke. Mine skridt af rolige og små. Jeg havde intet, jeg skulle nå. Der var ingen, der ventede på mig. Der var kun mig og timeglasset, der var ved at løbe ud.

Men jeg havde massere af tid til at miste tiden i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...