Mine sidste 24 timer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Færdig
Hun flygter. Hun flygter ikke fra sine venner, bekendte og elskede. Hun flygter heller ikke fra et dyr, et sted eller en ting. Hun flygter fra sig selv. Fra de ødelæggende tanker, der i løbet af de sidste måneder, har kradset hendes underbevidsthed til blod, tvunget hendes øjne til gråd, og hendes stemmebånd til skrig.
Hun flygter fra sig selv. Sit sind. Sit liv.
- Dette er en historie om en pige, der har mistet håbet om en bedre verden lige rundt om hjørne. En pige, der har mistet troen på, at tingene en dag vil ændre sig. En pige, der har mistet sig selv, til depression og angst.

6Likes
2Kommentarer
856Visninger
AA

6. Epolog

Hendes nakke var  brækket af faldet. Det havde rykket ledbånd og nerver over og gjort hende lam i hele kroppen, undtaget ansigtet. Hun følte intet. Døden blev hende smertefri, selvom tårerne efterlod mærker på hendes kolde kinder. Men hvis de var kolde, netop da hun døde, så skulle man have følt dem, da den lille dreng fandt hende; hængende dér fra træet, en meter over jorden, dinglende fra sin fars gamle, aflagte bælte.

Drengen var måske ikke mere end blot sølle 5 år gammel. Synet der mødte ham, var et syn intet 5 årigt barn burde udsættes for at se. Men det blev han. Han glemte det aldrig. Han lærte aldrig at forstå, hvordan nogen kunne tage sit eget liv. Hvordan kunne han også komme til det?

Han glemte aldrig synet af den smukke, unge piges ansigt. Så ulykkelig og stadig så fredfyldt havde hun set ud. Et smil sad på hendes læber, da hun blev fundet og pillet ned fra træet, selvom hun allerede havde hængt der i flere timer. Han forstod det aldrig. Heller ikke da han blev ældre. Så smuk og ung. Hvordan kunne sådan en pige ønske at tage sit eget liv? Havde hun ingen haft? Havde hun ikke elsket sin familie? Havde hendes familie ikke elsket hende? Havde hun ikke vidst det?

Jo.

Jo.

Jo.

Jo.

Jo; hun havde vidst det hele. Og stadig havde hun ikke fundet livet værd at leve. Hvad var der gået galt?

Havde hun virkelig været så bange for at leve? Så bange for ikke at være god nok? Så bange for at være fejlen alle fandt? Havde hun virkelig været så bange? Havde frygtet taget livet fra hende? Eller var det bare livet i sig selv?

Der var ingen, der forstod det.

De vidste, hvor meget hun holdt af sin lillebror. De vidste, hvor lidt hun ønskede, han skulle have ondt og være ked af det. Men hvad var det ikke, hun havde gjort ham, den dag hun valgte at gå ud i skoven, uden at sige ham et eneste farvel?

Han begyndte at tro, at hun i virkeligheden havde været ligeglad med ham. At han intet havde betydet for hende. Det begyndte at gøre ondt på ham også. Han turde ikke stole på folk længere. Hans egen søster havde løjet for ham. Løjet om den kærlighed, hun ikke havde følt for ham, men bildt ham ind at hun gjorde.

Det var først, da de et år senere endelig begyndte at tømme hendes værelse, at de fandt svaret; brevet. Men stadig gav det ikke mening.

Hvordan kunne hun føle sig så ensom, med en familie, hun vidste elskede hende så højt. Hun vidste det jo godt, hun havde jo selv sagt det. Men hvordan? Hvorfor så ensom? Hvorfor så bange? De forstod det ikke.

Men de levede heller ikke i den verden, som hun levede i. De levede ikke i den angst for ikke at være perfekt. For det var, hvad hun stræbte efter; perfektion. Det var det, samfundet krævede af hende - det perfekte. Og hun kunne ikke skabe det perfekte. Det var der ingen, der kunne. Men det vidste hun ikke.

Hun vidste ikke, at samfundet var blevet til livets største fjende. Hun vidste ikke at samfundet ødelagde mange andre som hende. Præstationsangste, unge mennesker, der alle stillede for høje krav og forventninger til sig selv; fordi det var, hvad de troede, samfundet krævede af dem. Men hvem var samfundet? Var det dig eller mig? June eller hendes lillebror? Var det dem hun gik i klasse med? Eller var det den lille dreng og hans far, der fandt hende da det først var for sent?

 

Sandheden er at samfundet er det, vi gør det til. Samfundet er ikke mere, end vi er. Det er os, der er samfundet. Uden os var der intet samfundet. Og hvad så? Hvem stiller så de største krav til os? Hvem er det, der sætter de høje forventninger? Hvem er det, der skræmmer hele verden til døde?

Os selv.

Det er måske slet ikke samfundet, der er livets største fjende, når det kommer til stykket. Måske det er os selv. Vi er vores egen største fjende. Vores eget livs største fjende. For vi gør os selv til den, vi er. Vi gør os selv til det, vi er. Alting er kun det, vi gør det til. Så hvorfor ikke gøre livet i sig selv til det bedste i hele verden?

Livet er, hvad du gør det til. Så kan du jo lige så godt gøre det til noget, der rent faktisk er værd at leve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...