Mine sidste 24 timer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 20 feb. 2013
  • Status: Færdig
Hun flygter. Hun flygter ikke fra sine venner, bekendte og elskede. Hun flygter heller ikke fra et dyr, et sted eller en ting. Hun flygter fra sig selv. Fra de ødelæggende tanker, der i løbet af de sidste måneder, har kradset hendes underbevidsthed til blod, tvunget hendes øjne til gråd, og hendes stemmebånd til skrig.
Hun flygter fra sig selv. Sit sind. Sit liv.
- Dette er en historie om en pige, der har mistet håbet om en bedre verden lige rundt om hjørne. En pige, der har mistet troen på, at tingene en dag vil ændre sig. En pige, der har mistet sig selv, til depression og angst.

6Likes
2Kommentarer
865Visninger
AA

5. Den sidste bøn

Jeg kiggede en sidste gang på klokken, inden jeg lod min telefon falde ned i lommen igen. Det passede perfekt. De fem timer var snart gået og så ville timeglasset være tomt. Jeg kunne springe nu. Vinden skubbede mig blidt i ryggen og bladende hviskede blidt til mig, at det var ved at være tid. Jeg lukkede mine øjne i og tillod mig selv at drømme en sidste gang.

Jeg drømte om, at jeg havde fået mit første kys, jeg drømte om at jeg var blevet inviteret med til min første rigtige fest, jeg drømte om, at jeg havde fået min første kæreste, jeg drømte om, at jeg havde fået nogle gode og søde veninder, og jeg drømte om, hvordan vi rendte rundt i byens gader og havde det sjovere end nogensinde før. Jeg drømte om alt det, jeg aldrig havde fået. Men det jeg sidst drømte om, var det, jeg nu faktisk ville få. Himmeriget. Freden. Lykken. Kærligheden.

Et lille smil fandt frem på mine læber, og jeg tog en dyb indånding, hvor jeg duftede skovens dybe og grønne lugte i mig. Men selvom jeg ikke ønskede det, åbnede jeg mine øjne igen. Jeg så en sidste gang. Men jeg var ikke klar. Ikke endnu.

Jeg foldede nænsomt mine hænder, altimens jeg rettede blikket op på himlen, der tittede frem mellem de blade, der allerede hang på træerne.

Mine læber begyndte at forme mine sidste ord. Min sidste bøn:

"Kære Gud

Tak for alt hvad du har givet mig. Tak for alt hvad du har gjort for mig. Tak for alt du har givet de mennesker, jeg elsker. Og tak for alt du har gjort for dem. Jeg forlader dem nu, og jeg kommer snart op til dig. Jeg håber ikke, der går for lang tid, inden jeg kommer op til dig; og jeg håber, jeg må komme ind i dit hjem. Jeg håber, du vil passe godt på min familie, hvis det viser sig, at jeg ikke kan blive deres skytsengel.

Tak fordi du gav mig livet, og undskyld fordi jeg nu selv tager det. Det var ikke sådan her, jeg havde håbet, mit liv skulle blive; og det var slet ikke sådan her, jeg havde håbet mit liv skulle slutte - ikke i denne alder. Men min situation har tvunget mig til at træffe dette valg. Det er det bedste for alle. Det må du også kunne se. Det ved jeg, du kan se. Det er også derfor, jeg er sikker på, at du kan tilgive mig, at jeg nu går imod dit ord, ved at tage mit eget liv. Jeg ved godt, du burde afgøre, hvornår nogen skal miste livet, og hvornår nogen ikke skal. Men jeg skåner dig for en menneskelivs arbejde nu; så nu er jeg heller ikke længere til besvær for dig.

Det håber jeg er okay.

Kære Gud, vil du ikke nok passe godt på min familie og sørge for, at de ikke bliver alt for kede af det, når de opdager, hvad jeg har gjort?

Kære Gud, tilgiv mig.

Amen."

Så snart de sidste ord havde forladt mine læber, tog jeg skridtet ud fra grenen, jeg stod på.

Og så kom jeg i tanke om det.

Brevet. Det lå stadig i kisten. Jeg havde glemt brevet.

Jeg faldt det korte stykke bæltet tillod, inden det spænde sig om min hals, der i det samme snoede sig sammen og lukkede mine luftveje. Men allerede her var det for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...