Til det lyserøde ungdomshjem

"Jeg dræber nok mig selv"

3Likes
0Kommentarer
136Visninger

1. Oneshot

Til det lyserøde ungdomshjem

 

I har sikkert undret jer over hvor jeg blev af. Ikke savnet mig, men undret jer. Så nu skal jeg nok give jer jeres forklaring. Det hele. Også det i helst ikke vil høre. Også det der helst ikke må slippe ud i medierne. Men ved i hvad? Hvis det gør så er jeg også pisse ligeglad.

 

Det var den aften hvor en af de andre havde taget en overdosis. I lagde slet ikke mærke til mig. Heller ikke selvom det føltes som om mit tunge åndedræt var højere end den tændte radio inde ved siden af. Mine bare fødder gav genlyd i hele kvarteret, for hver gang de ramte den hårde asfalt. Der var ikke tid til at tage sko på, da jeg sprang ud ad døren. Jeg skulle bare væk. Selvfølgelig kun midlertidigt, men det er vel også en slags begyndelse. I havde lært mig at se realistisk på tingene.

 

Flugt er ikke en løsning, sagde i altid. Jeg ved egentlig ikke hvorfor i sagde det. I vidste vel at jeg havde tænkt på det. Man burde kunne se på sådan en pige som mig, at jeg ikke havde det godt. På den anden side har jeg stort set aldrig haft det godt. Hverken før jeg blev sendt på ungdomshjem, eller imens jeg var der.

Dagene havde det ligesom med at flyde sammen, på den ene eller den anden måde. Der var aldrig noget som var værd at huske. Kun noget som skulle fortrænges. Og det er hårdt at fortrænge. Det slider på kræfterne. Måske var det derfor jeg aldrig spiste noget. Jeg havde ligesom bare ikke kræfter til det.

 

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men i havde nok ret. Både mine forældre og jer på ungdomshjemmet. Jeg var for svag. Det er det der hele tiden har været problemet. For der er altid problemer med mig. Det havde i for øvrigt også ret i.

 

Flugt er ikke en løsning.

 

Nej. Det er kujonagtigt og jeg ved det godt. Men nogle gange føltes de dårlige løsninger som de nemmeste. Og sådan en svag pige som mig, har ikke kræfter nok til at tage de langvarige og hårde løsninger vel? Var det ikke det i mente da i kaldte mig svag? Jeg skal give jer svag. Jeg skal vise jer at det ikke kun er jer der har ret. At jeg godt kan klare mig selv. Jeg behøver ikke jer til at skovle mad ind i munden på mig, eller tvinge mig til at tage mine sovepiller. For ved i hvad? I har rent faktisk lært mig noget. Jeg voksede op, i løbet af den tid hvor jeg boede på jeres åh så lyserøde ungdomshjem. Tro det eller ej, så fik jeg noget ud af det. Og nej, nu er det ikke meningen at i skal klappe hinanden på skuldrene. For i finder mig aldrig. Og i skal heller ikke begynde at lede efter mig. Jeg ved jo godt at der alligevel ikke er nogen der vil savne mig. så lad mig nu bare være, ikke? Pressen skulle jo helst ikke finde ud af at der mangler nogen fra jeres ungdomshjem. At hele to unge mennesker ’med fremtiden foran sig’ er stukket af.

 

I behøver ikke engang at tænke mere på Nathan. Han er væk. Formodentlig død, hvis i hellere vil have at det skal være sådan.

Vi blev uenige da der var gået et par dage og efter et par dage mere, kunne ingen af os holde ud at høre på hinanden, så vi gik hver vores vej. Jeg ved ikke hvor hen. Han gik bare den ene vej, og jeg gik den anden. Jeg er også ligeglad.

 

Ligesom jer. For i er jo ligeglade ikke? Hele livet har jeg levet med sådan nogen lalleglade fjolser som jer. Al ting skal nok ordne sig, sagde i. Men sådan er det altså ikke altid. Det er jo vigtigt at huske at være realistisk. Måske skulle i prøve at være lidt mindre dobbeltmoralske.

 

Jeg ved ærligt talt ikke hvordan det her ender. Måske dræber jeg mig selv. Jeg kunne have sagt det på en blidere, og mere pædagogisk måde men jeg er træt af alt det pædagogik. Altid sige det på den skånsomme måde. Gu’ vil jeg ej. Man kan ligeså godt sige sandheden nu hvor man alligevel skal åbne munden. Så det gør jeg.

 

Jeg dræber nok mig selv.

 

- Ulykkesfuglen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...