En ny fremtid

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
*Mit bidrag til 24-timer konkurrencen*
Efter år med mishandling vælger min mor at flygte med mig på slæb, mon det går godt?

1Likes
3Kommentarer
268Visninger

1. Flugten

Viseren står på 12, toget kommer susende ind på perronen. Min mor har et solidt tag i min hånd, et blidt men bestemt træk får mig til at følge efter hende. Nu går jagten på hurtigt at finde den rigtige togvogn, helst uden hjælp. Vogn 10, vogn 11, vogn 12, endelig vogn 13, hun hiver mig op af trappen, 1, 2, 3 trin. En hurtig orientering og turen går videre ind i den ene side af vognen, den højre side. Med fornyet kræfter går jagten ind på pladserne, find pladsnummer 45 og 47. Et lettende suk forlader min mor, pladserne er fundet, med en hurtig bevægelse får hun mig ind på pladsen ved vinduet. Før den unge mand når at tilbyde sin hjælp med vores kuffert, får min mor bakset den op på hylden, han giver min et lille smil, før han går videre. Tungt smider min mor sig ned i sædet i samme øjeblik som toget sætter sig i bevægelse.

             Nu er vi på flugt, nu er vi endelig kommet på flugt fra ham.

Mens terrænet flyver forbi, begynder min mor at slappe af. I flere år har hun prøvet at komme væk, både før jeg kom til og efter, men de sidste par år har hun lavet flere forsøg. Han har bare altid været et skridt foran, altid et enkelt skridt foran, lige nok til at kunne bremse hende og mig.

Det hele startede for omtrent tolv år siden, hvor han slog hende for først gang, den gang tog hun hjem til sin mor, min mormor, men han ringede hende op og sagde undskyld og at han aldrig ville gøre det igen, verdens største løgn! Han slog hende, lige indtil hun var blevet gravid med mig, da jeg var et halvt år begyndte han igen, denne gang voldsommere end før. Hun prøvede alt, kommunen, politiet, kvindehjælp og veninderne, men ingen greb ind.

             Nu er jeg elleve, og vi er endelig flygtet.

Stationerne flyver forbi i en uendelighed, annonceringen af den næste station bliver som en vuggevise for mig. Langsomt forsvinder jeg ind i en drøm, om hvordan mit liv kunne være blevet, hvis han bare havde behandlet hende ordentligt. Jeg spiller fodbold, og han ser på, hepper på mig, glæden spreder sig hos mig. En pludselig lyd fra højtalerne vækker mig igen, min mor stirrer ud af vinduet, det er blevet mørkt nu, så der er kun spejlbilledet af hende man kan se. Vi nærmer os vores endestation for denne rejse, forhåbentlig ligger der en ny og bedre fremtid for os der.

Nu er det vores station, i en hurtig fart får jeg tøjet på og begynder at trække af med mine tanker hen til døren. Jeg kan mærke toget sætter farten ned meget kraftigt, jeg er ved at vælte, men min mor griber mig. Jeg smiler til hende, prøver at få en samtale i gang, men hun er træt, så den dør hurtig ud. Dørene åbner sig, og et kaos begynder: folk klemmer sig ind og ud mellem hinanden. Vellykket ude af toget ser jeg mig om for at finde min mor, hun står på det nederst trin, venter på at folk tillader, at hun kommer ud. Hun ser meget nervøs ud, små trækninger i ansigtet viser tydeligt mishaget ved berøringerne. Endelig kom hun ud og hen til mig, forsigtigt knuger jeg mig ind til hende, bange for at blive afvist. Flugten er endelig lykkes, vi er fremme ved den nye by med den nye fremtid. Endelig kan vi begge slappe af, endelig er vi fri for frygten for slag og hårde ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...