Flugt!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Dette er historien om Isobel, der har en kæreste, André, som er ond ved hende... En dag opdager hun at hun er gravid, men hvad skal hun dog gøre? I panik flygter hun hjemmefra, og til Århus, hvor hun møder sin veninde Signe, og på en nærliggende campingplads møder hun Britta, en jordemoder som hjælper Isobel med fødslen, som slet ikke går, som Isobel havde regnet med...
Da hun føder, opdager hun at tvillingerne Edmund & Edward, hænger sammen! I mellem tiden, har hun fundet ud af, at Xander, faderen til Edmund & Edward, har forladt hende, og truer med at dræbe dem, hvis hun fortæller noget til nogen. Jordemoderen, som hjalp Isobel med fødslen og som hun måtte bo hos, dør, da Xander dræber hende og pludselig dør Edmund, og så skal Edward skilles fra sin, nu, afdøde bror Edmund...

1Likes
1Kommentarer
558Visninger
AA

10. Skam Dig!

Hun var blevet, meget, større siden sidst. Hendes forældre ville ikke kunne genkende hende, ikke med den form hun havde nu, aldrig i livet! Men der var også gået 9 måneder. Faktisk savnede hun ikke sine forældre, tværtimod var hun glad for sin beslutning hun, nu, havde truffet for 9 måneder siden. Dér lå hun placeret, med en sygeplejerske ved hver side. De var begge iført hvidt, Xander stod og klemte hendes hånd, kyssede hende ind imellem på panden og beroligede hende med hans varme og rolige øjne, imens han nynnede hendes yndling sang. "De er på vej!" Sagde Britta, med en beroligende stemme, men lyden af hendes stemme gjorde Isobel nervøs. "Træk vejret Isobel! Træk vejret!" Skreg Xander og Isobel begyndte at græde, da Xanders toneleje fremkaldte en hvis panik i hende. "Der sker ikke noget Isobel. Tag det helt roligt..." Beroligede Britta. Isobels hvide 'kittel' var ikke længere hvid, men rød forneden. Isobels hånd var nu følelsesløs, for hun havde klemt Xanders hånd for hårdt. Tårene løb ned af hendes kinder, og det gjorde ondt. "De kommer!" Udbrød Britta, en iretterede sygeplejerske stod ved Isobels venstre side og sagde: "En rigtig teenager føder i stilhed." Hvilket iretterede Isobel endnu mere og så skreg hun så højt at hele fødegangen på hospitalet kunne høre det, imens hun forsøgte at få Edmund og Edward ud. "Den første er ude..." Sagde Britta, og stoppede da hun forsigtigt trak i det første barn og opdagede en fejl. "Hvad? Hvad sker der?" Skreg Isobel som nu også kunne fornemme fejlen, men hun kunne ikke se den. Xander havde set den og vendte hovedet, men kiggede hurtigt tilbage på Isobel, klemte hendes hånd og kyssede hende på panden. "Isobel..." Sagde den iretterede sygeplejerske og Isobel blev vred og bange på samme tid, hvilket udviklede sig til hendes højeste skrig nogensinde: "HVAD SKER DER?" Skreg hun og Britta svarede. "Du må hellere selv se det..." Og trak to skabninger op fra sengen Isobel lå på. 'Hvad er der dårligt ved det?' Tænkte Isobel og kunne ikke finde fejlen, før hun fik sat begge tvillinger på maven. "De... De... Hænger sammen?" Græd Isobel. "Vi kan måske skille dem ad, men den kræver noget..." Sagde Britta, men Isobel hørte det ikke, for hun var lukket inde i sin egen verden, hvor kun had og sorg fandtes.

Hun tog tvillingerne i sin farm, smed dynen til side og løb ud på gangen. "Isobel!" Råbte den anden sygeplejerske, men Isobel var allerede nede i den nærliggende kantine, hvor hun stod i kø, til at bestille noget mad. "Det skal nok gå..." Græd hun ned til tvillingerne. "Edmund & Edward, I skal nok klare den. Jeg er ikke nået så langt, bare for at give op!" Græd hun og tårene ramte Edmunds kind. De begyndte begge at trille tåre, ikke højt, men Isobel kunne mærke sorgen i deres hjerter, lige så meget som de kunne mærke smerten i hendes hjerte. Edmund var lidt lysere i huden, men dog så smuk at ingen kunne overstråle hans yndefulde øjne og hans smigrende mund. Edward, derimod, havde nogle øjne, der fik Isobel til at se tilbage i tiden, hans øjne havde dén varme, der varmer selv der koldeste hjerte, i den sværeste tid, op. "Vi gør det her sammen!" Hviskede Isobel, aede dem på kinden og trak håndklædet ned fra deres hoveder, så ansigtet kunne ses tydeligt. Derefter satte hun sig over på en stol, ved et bord hvor Xander også sad. Han omfavnede Isobel, og de forlod sygehuset. De skulle ikke skilles. De skulle blive sammen.

Da de var tilbage i hytten, lagde Isobel Edmund & Edward på deres seng og forsvandt ud på toilettet, Xander var inde i stuen. Da hun efter fem minutter kom ud fra badeværelset, var Xander væk. "Xander?" Skreg hun, imens en sms tikkede ind på hendes telefon.

Det er dine børn, ikke mine. Jeg forlader jer, det er dine. Jeg vil ikke have noget med dem at gøre. Hvis at du nogensinde viser dette til nogen, lever du eller dine drenge ikke længere, er du med?

Isobel begyndte at græde. Hvad var det Xander mente? Xander skammede sig over drengene, og havde forladt hende, i nød. Hvad skulle hun nu gøre? "Kom Isobel." Sagde en stemme. 'Britta!' Tænkte Isobel, og Britta stod i døren og hun havde hørt Isobel græde, og hørt hende læse sms'en op. "Jeg passer på dig!" Sagde Britta, rakte hånden frem imod Isobel, Isobel tog den og sammen forsvandt de ind i Brittas hus, der var på campingpladsen. Isobel blev vist til et flot, og hvidt, værelse, med skodder for vinduerne. "Du kan bo her..." Sagde Britta, og vendte om på hælen. "Britta... Tusind tak. Vi er alle tre dig vores liv skyldige. Jeg takker dig. Tak for din venlighed! Xander vil ikke have noget med dem at gøre, han mener ikke at det er hans børn, men det er det!" Sagde Isobel og begyndte at græde, men Britta smilede bare og forsvandt ud af døren og lukkede den.

Isobel hørte et skud, og tårene fladt nu endnu hurtigere fra hendes øjne. Edmund og Edward sov trygt i hendes farm. Hun løb ud på gangen, dér lå Britta, blodet løb fra hendes bryst, Isobel løb hen til hende. "Britta?" Sagde en fremmed mandestemme. 'Brittas mand!' Tænkte Isobel. Britta havde kun nævnt ham én gang, men sagde at han var yderst venlig. På højre side af Britta, var et vindue smadret. "Du fortryder dette Xander! Skam dig. Du er bare for svag til at elske dine egne børn! Du må dø i skam! Gid du må dø i skam!" Skreg Isobel vredt, og tørrede iretteret tårene fra hendes kinder væk.

Tre timer efter, var Britta blevet erklæret død på hospitalet. Hendes mand var i chok, men han kunne temmelig godt lide Isobel og lod hende blive boende. Isobel og ham havde aftalt at han skulle være Edmund og Edwards gudfar. Hvis Isobel forlod dem, skulle han tage sig af dem, hun ønskede blot at hun kunne tage kontakt til, nu afdøde Britta, 's mand.

Efter tre år, blev livet suget ud af Edmund og Isobel græd og græd. Hver aften græd hun sig selv i søvn i Henrik, Brittas mands, hus. Hullet i hendes hjerte, kunne kun fyldes af Edward, og alligevel ikke, hun havde elsket Edmund. Hans smukke ansigt og blide personlighed ville altid være i hendes minde, hun elskede ham. Hun elsker ham stadig, lige så meget som hun elsker Edward.

Han, Henrik,  passede på Edward og beskyttede ham. Det varede ikke længe, før Isobel lagde skylden, for Edmunds død, på hendes egne skuldre, selvom Henrik sagde at det var tilfældigt. Men Isobel ville ikke høre på ham. Aftenen inden at Edward skulle skilles fra hans døde bror noterede Isobel i sin dagbog:

Jeg håber du dør, snart Xander. Du har dræbt din egen jordemoder, hende der hjalp dine drenges mor og dem selv med at overleve. Edmund er nu død, din skyld. Jeg får min hævn, bare vendt. Tortur er ikke tilladt mere i Danmark. Men vendt du bare... Jeg har allerede planlagt din død...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...