Flugt!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Dette er historien om Isobel, der har en kæreste, André, som er ond ved hende... En dag opdager hun at hun er gravid, men hvad skal hun dog gøre? I panik flygter hun hjemmefra, og til Århus, hvor hun møder sin veninde Signe, og på en nærliggende campingplads møder hun Britta, en jordemoder som hjælper Isobel med fødslen, som slet ikke går, som Isobel havde regnet med...
Da hun føder, opdager hun at tvillingerne Edmund & Edward, hænger sammen! I mellem tiden, har hun fundet ud af, at Xander, faderen til Edmund & Edward, har forladt hende, og truer med at dræbe dem, hvis hun fortæller noget til nogen. Jordemoderen, som hjalp Isobel med fødslen og som hun måtte bo hos, dør, da Xander dræber hende og pludselig dør Edmund, og så skal Edward skilles fra sin, nu, afdøde bror Edmund...

1Likes
1Kommentarer
555Visninger
AA

1. Jeg ville ønske...

Jeg ville ønske, at den 23. august havde jeg aldrig sagt ja. Aldrig sagt ja, til at komme sammen med 'bad boys'. Og det har jeg fortrudt. André behandler mig som en hund. For eksempel, i skolen, går han bare hen til mig, tager fat i min arm, og siger at jeg skal følge med. Han behandler mig dårligt. Rigtig dårligt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Selvom jeg siger det til ham, gør han ikke noget ved det. Min bedste ven, Xander. Han ved det godt, og somme tider hjælper han mig, og jeg skylder ham mit liv. Men selv hans hjælp pg hjerteskærene øjne, lindre ikke den klump af smerte der sidder i mit bryst. Jeg kan virkelig godt lide Xander, som min bedste ven, og mere! Men han ville flippe ud, hvis han fandt ud af det. Nogle gange ville jeg ønske, at Xander elskede mig så meget, at han fortalte mine forældre om at André mishandler mig, og gør ting ved mig, som jeg ikke vil have og ikke kan lide. Det ville lindre min smerte, helt! Xander er som, tja, en kæreste. Han er sødere, bedre og klogere end André. Når jeg prøver at tale André til fornuft, skælder han mig ud, og bliver sur på mig. For det meste slår han mig også, eller gør andre ubehagelige ting ved mig. Derfor elsker jeg Xander, men jeg prøver ikke at vise det for meget. Hver ting til sin tid!

En dag, en mandag, havde jeg besluttet mig for at tale André til fornuft. Selvom jeg udmærket godt vidste, at jeg aldrig ville få ham overtalt, men jeg måtte prøve. Ellers ville han tæve mig så meget, at han ville sætte uslettelige spor af ham på mig sjæl. Og det der sidder på sjælen, sidder der for livet! Vi mennesker er lidt ligesom marcipan. Hvis nogen bider i os, sætte de uslettelige spor på os. Hvis man bider i marcipan, er der også mærker i den. Vi mennesker er så skrøbelige nu om dage, at den mindste knytnæve kan ændre alt i vores liv. Men jeg havde altså besluttet mig for at prøve at tale ham til fornuft, og afslutte vores forhold. Xander og jeg havde i forvejen aftalt at jeg ville ringe op til ham et par minutter før jeg trådte ind af døren til Andrés hjem, så ville han tage sin telefon og så kunne han aflytte, altså udspionere, os. På den måde kunne jeg sikre mig, at André ikke kunne skade mig uden at Xander ville høre det. Jeg fik en dårlig fornemmelse i min mund, da min første fod trådte op på hans dørtrin. Den anden fod ville helst vende sig om og gå tilbage. Men hvis jeg ikke stoppede det nu, hvornår så? Skulle jeg så dø, altså skrumpe ind til en, der lever i sit sind. En der ikke lukker nogen som helst ind, og kun venter på at dø? Er det overhovedet muligt for André at sætte sådanne nogle spor på min sjæl? Jeg stod og ventede lidt, indtil min pegefinger endelig ringede på klokken. Jeg havde altid hadet deres ringklokketone. Den var forfærdelig. Den larmede, som en gammelt lokomotiv der kører ind på jernbanestationen i 1835, hvis toget overhovedet var opfundet dér. Det var ikke godt at jeg ikke vidste det, historie er ikke min stærke side.

Jeg stod på Andrés trappetrin og følte at jeg vidste at dette kun kunne ende galt. André viste sig og lukkede mig ind. Da vi var kommet et godt stykke ind i huset, lugtede der af øl og røg. "Er du stoppet med ar ryge?" Spurgte jeg ironisk, men han sendte mig en væsen og gik videre. Da vi kom endnu længere ind i huset, i stuen, satte han sig ned på sofaen og tog en tår fra hans gamle flaske med øl i. Imens stod jeg med min clutch i hånden, hvori min telefon lå, og der stod jeg og trippede lidt, samtidig med at min skoletaske hang tværs over min overkrop, indtil jeg afbrød tavsheden: "Jeg syntes ikke at vi skal se hinanden mere." Han kiggede ondt på mig, og en gysen kom gennem min krop. "Syntes du ikke at vi skal ses mere?" Gentog han med en hånlig latter i stemmen, men samtidig med en ro. Da han havde sagt det, blev jeg urolig over hvad han havde tænkt sig at gøre. Han vidste godt at i dag, var jeg kun kommet for at slå op med ham, ikke for at besøge ham. "Så gå..." Sagde han og jeg vendte om på hælen og gik hen til den åbnede dør. Længere nåede jeg ikke før André havde slået med i hovedet med hans, nu, tomme ølflaske, og jeg landte bevidstløs på gulvet, men min telefon i clutchen der lå over hovedet på mig. Xander havde registreret mit fald, og var allerede inde i huset. André blev rasende da han så ham og opdagede at vi havde udspioneret ham for at se hans reaktion på vores brud. Men desværre var Xander ikke stærk nok til at klare André heller, André tvang ham til at gøre ting, han ikke ville, imod mig, og tæskede løs på ham, indtil André gik.

Lidt over en halv time efter jeg var blevet bevidstløs, var André gået og havde ladet Xander beholde livet, og mig der lå på gulvet ved siden af Xander. Men jeg vågnede, og kiggede rundt, og undrede mig over hvor jeg var henne. Xander lå ved siden af mig, lige så bevidstløs som jeg havde været for bare en halv time siden. Hans skjorte var blevet knappet op og han havde en tydelig rift hen over brystet. Jeg havde ikke rigtig nogen skrammer. Endnu...

"Xander?" Lød min stemme. "Xander?" Jeg benyttede lejligheden, ved at være alene med ham, til at ae ham på kinden, og jeg lod min hånd glide ned over hans bryst. Men min hånd blev smurt ind i noget. Og der var meget af det. Blod, tænkte jeg. Og jeg havde ganske ret. Det var blod, der var smurt ud på Xanders bryst, og det stammede også fra Xander. Han vågnede i det jeg fjernede min hånd fra hans bryst. Han var uden en følelse i sinde, og gik hurtigt sin vej. Han sagde ikke engang noget. Ikke engang ét ord! Jeg følte mig skuffet. Var han mon sur på mig? Eller bare ked af det? Jeg tjekke min mobil for smser, men han havde ikke sendt mig en sms, endnu. Hvor var André egentlig? Ude? ville han ikke snart komme hjem? Jeg måtte hellere prøve at undgå ham! Ville Xander hade mig for evigt? Eller bare for en stund? Jeg håbede at han bare havde fået et chok, så vi stadig kunne være bedste venner. Eller, ville han ikke sende en sms, i det mindste, til mig, hvis han ikke ville være bedste venner mere. Ellers ville han da være en dårlig ven. Men det var intet dårligt ved Xander. Ingenting! Jeg kan ihvertifald ikke finde noget der er dårligt ved ham. Selvom jeg knap nok kunne gå, støttede jeg mig op ad diverse lygtepæle og skraldespande der stod på gaden. Jeg skulle ikke have problemer med André. Xander havde reddet mig liv, troede jeg...

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind på mit værelse, satte min skoletaske og lagde mig ind på sengen. Min mave knurrede, jeg var sulten. Det resulterede i at jeg forsvandt ned i køkkenet. Bagefter skulle jeg lige en tur på vægten, det havde jeg ikke været det sidste tre uger, og jeg skulle holde styr på vægten, en pige på min alder og højde, skulle veje fire kilo mere end jeg gjorde, så jeg sørgede for at spise godt med frokost. Jeg havde lavet en rugbrøds mad, en toast med spegepølse og et æble og en banan. Da jeg havde spist det hele, gik jeg ud på badeværelset, fandt vægten frem og stilte mig op på den. Jeg havde taget to kilo på siden sidst jeg havde vejet mig. Yes, tænkte jeg. Men sorgen over at have mistet Xander, fuldte for meget og glæden blev skubbet ud af min krop og sorgen overtog alt. Det er hårdt at være 14 år.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...