Flugt!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2013
  • Opdateret: 19 feb. 2013
  • Status: Igang
Dette er historien om Isobel, der har en kæreste, André, som er ond ved hende... En dag opdager hun at hun er gravid, men hvad skal hun dog gøre? I panik flygter hun hjemmefra, og til Århus, hvor hun møder sin veninde Signe, og på en nærliggende campingplads møder hun Britta, en jordemoder som hjælper Isobel med fødslen, som slet ikke går, som Isobel havde regnet med...
Da hun føder, opdager hun at tvillingerne Edmund & Edward, hænger sammen! I mellem tiden, har hun fundet ud af, at Xander, faderen til Edmund & Edward, har forladt hende, og truer med at dræbe dem, hvis hun fortæller noget til nogen. Jordemoderen, som hjalp Isobel med fødslen og som hun måtte bo hos, dør, da Xander dræber hende og pludselig dør Edmund, og så skal Edward skilles fra sin, nu, afdøde bror Edmund...

1Likes
1Kommentarer
594Visninger
AA

5. I Skole

Da hun var inde på skolen, låste hun sine overlevelsesting inde i hendes kæmpe skoleskab, låste lågen og inde i klasselokalet satte hun sig ned. "Godt du kom!" Udbrød Jessica da hun så Isobel. "Hvor var du henne i går?" Spurgte hun nysgerrigt, men det havde Isobel ikke tænkt sig at svare på. "Syg." Var det eneste hun fik fremstammet, men hun måtte have en undskyldning for at spise så meget mad i kantinen, så hun sagde: "Min mave knurrer, jeg fik ikke rigtig noget at spise i går, skal vi gå ned i kantinen i spisepausen?" Og Jessica nikkede bare. Så var den side af sagen på plads, ikke mere at bekymre sig om. Ingen havde lagt mærke til hendes tykke, og gravide, mave. Undtagen én. Xander. Da hun rejste sig op for at gå ned i kantinen sammen med Jessica, ville Xander med og han bemærkede hendes mave og gloede et par sekunder på den, og kiggede derefter op på Isobel. Det overraskende udtryk i hans øjne mødte hendes stivnede blik, for det var gået op for hende at han vidste hvad hun gemte under cardiganen, som hun i mellemtiden havde trukket hen over sin mave. Men Xander vidste udmærket hvem faderen til barnet var. En person hun kendte kun alt for godt. En hun havde tilbragt meget tid sammen med.

Det var gået op for hendes forældre at hun var flygtet hjemmefra, og de var nervøse. Det fik hurtigt ringet til politiet og efterlyst hende i hele byen. Men Isobel var allerede ude af byen...

Isobel kunne mærke hvordan hendes knurrede og hvordan tvillingerne sparkede, hun lagde hænderne krydset på maven og brokkede sig til Jessica: "Ih, hvor er jeg altså sulten!" Og Jessica måtte give hende ret. Jessica syntes at der var noget specielt ved dagen, men hun vidste ikke hvad. Isobel måtte give hende ret, bortset fra at hun vidste hvad der var specielt ved dagen. I dag havde hun været med rund mave i 3 måneder og to dage. På vej ned ad gangen drejede de ind på toilettet for at vaske hænder. Da de var kommet ind på toilettet, stillede Isobel sig hen ved vasken, for at vaske hænder, men Jessica blev stående henne ved indgangen. "Der er noget nyt ved dig, men jeg kan ikke sætte prik på hvad!" Isobels hjerte begyndte at hamre derud af. Hvad skulle hun sige? ville Jessica mon opdage hendes nye mave? Ville hun sladre til alle og enhver hun kendte? Endda ligge det ud på internettet? Var hun virkelig så ond? Nej, Jessica ville heller ikke have nogen til at fortælle andre om hende, hvis det var hende der var i Isobels situation. Så nej, Jessica ville ikke sige det til nogen, men Isobel måtte bære byrden alene. Nogle gange er verden for svag til at kende sandheden. Da de begeg havde vasket hænder, gik de ud på gangen, hvor de stødte ind i Xander. "Øhm, hej?." Sagde han. Stakkels Xander, hans lyse hår havde trykket sig ned langs hans hoved, af bare skam. Skammede han sig over hende? Var der noget han ikke havde fortalt hende? Isobel kiggede sødt på ham, og sendte ham et lidt usikkert smil. "Hej, skal du med ned og have frokost?" Sagde Isobel. Han nikkede og nu lyste hans lyseblå øjne mere end bare op. De skinnede. Hun kunne spejle sig selv i dem, og så at hun havde stået og gloet på ham. "Undskyld, jeg..." undskyldte hun, men han afbrød hende inden at hun nåede at forklare yderligere: "Nej, nej. Det gør ikke noget." Svarede han og sendte hende et smil der symboliserede kærlighed, og beskyttelse Var han nu vild med hende? Men han vidste jo at hun var gravid, og han ville stadig have hende? Hvad var der galt med ham? Elskede han hende virkelig meget? For så kunne det ikke være andet end ægte kærlighed!

Da de stod oppe ved maden, skyndte Jessica sigat tage noget mad, fandt et bord og satte sig ned ved det. Nu var det Isobels tur til at tage mad, man måtte kun tage én gang, og hun ville nok ikke få mere mad, og kantinedamen var ude i køkkenet, de andre klasser var enten på tur, eller sad i deres klasseværelser, faktisk nu hvor at hun så sig omkring, så var hun den eneste der stod oppe ved maden. Hun satte madbakken ned på bordet, med maden foran, åbnede sin taske, fandt stille en lille pastikpose frem, to fem stykker frugt og lagde ned i, og smurte fire leverpostejs madder, tre med spegepølse og fire med skinke. Derefter tog hun tre kildevand, fire juicebriks, fire kakaomælke á 200 ml. stykket, og til sidst fire pitabrød med fyld i. Nu havde hun til togturen senere i dag, for når man er i hendes tilstand, så skal man tage på hele tiden. Da hun havde fyldt sin tallerken op, satte hun sig ned til Jessica, men hun sagde ikke et ord. Jessica nød maden og klokken ringede før de vidste af det. Men Isobel begyndte at få det dårligt. Så da læren var ankommet inde i klasselokalet rakte Isobel med besævr for den tykke mave, sin hånd i vejret og læren så det med det samme, og gav hende lov til at snakke. "Må jeg ikke gå hjem? Jeg har ondt i hovedet og jeg er meget svimmel?" Sagde hun, men læren kiggede mistænksomt på hende. "Jo, har du snakket med dine forældre?" Spurgte han, og hun nikkede, selvom det var løgn. "Så værgsgo at gå. Vi ses på mandag." Sagde han, da hun forlod klasselokalet, men lige inden hun var nået en meter ud af døren lød en stemme: "Skal jeg ikke følge hende hjem? Hvis hun er svimmel er det så ikke en dårlig idé at lade hende gå hjem selv?" Spurgte en stemme. Xander! Tænkte hun. Og det var det. Læren nikkede, og Xander fulgte med Isobel, hun tog alle sine ting i skabet, og de gik lidt væk fra skolen. "Jeg skal til stationen..." Sagde hun tavst. "Jeg ved det..." Sagde han forstående. Hun vidste, at han vidste, at hun var gravid. Da de var kommet til stationen, klippede hun tre gange på hendes klippekort, og dér kom toget. "Tusind tak for hjælpen Xander." Sagde hun. Han smilede, men inden hun gik ombord på toget, omfavnede han hende, kyssede hende på kinden og lagde hurtigt hænderne om hendes mave. Men hun havde ikke noget imod det, tværtimod, det var behageligt. "Jeg skal afsted nu, og endnu engang tak!" Sagde hun og forsvandt ind i toget...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...